Main

Sagen om Daniel Harper

Dette var Thomas Bjerregaards første sag, og udover at den indeholdt nogle meget mindeværdige scener for Actacon agenterne, var det en interessant sag af flere grunde:

Antagonisten i scenariet, en mentalpatient med påståede psykiske kræfter - Daniel Harper - skulle vise sig at blive en af de vigtigste bipersoner i kampagnen, og han var den første person, som blev samlet op af en anden spilleder (Munkholt), som brugte ham i hovedhistorien, som efterhånden begyndte at dukke op.

Vi mødte aldrig nogensinde Daniel Harper, selv om han var omdrejningspunkt i hele sagen, hvilket var interessant, fordi vi i bund og grund kunne have opsøgt ham på det lokale sindssygehospital. Jeg tror, at vi var bange for ham.

Thomas Bjerregaard havde egentlig ikke forberedt et spil. Han havde en grundidé og nogle noter, men improviserede rigtig meget af scenariet. Det blev alligevel imponerende godt.

Kort beskrivelse af sagen
Agenterne blev sendt ud på en gård, hvor et ægtepar var blevet myrdet på bestialsk vis. Vores morder havde efterladt mange og åbenlyse spor (hvilket igen i stil med Per Fischers Georgia on my Mind var en fornøjelser for os spillere), og det blev tydeligt klart for os, at vores hovedmistænkte var ægteparrets mentalt forstyrrede og mærkelige søn Daniel Harper. Vi fandt ud af, at knægten var indespærret på et sindssygehospital, og vi gik ud fra, at han var stukket af. Da vi dukkede op på hospitalet for at tale med plejerne, fandt vi ud af, at han IKKE var stukket af.
Der gik det op for os, at sagen måske var lidt mere kompliceret end som så, og da vi beskrev den person, som vidnerne tilbage ved gården havde beskrevet for os, var det heller ikke Daniel Harper vi beskrev, derimod en plejer ved navn Max Kenyon. Men den opførsel vi havde registreret ude ved gården tydede på, at det var Daniel Harper, der var den skyldige.
Vi forsøgte at anholde Max Kenyon, og det kom til en mindeværdig skudduel. Vi havde en klar mistanke - som vi dog aldrig rigtig formulerede klart over for vores foresatte - om at Daniel Harper havde taget kontrollen over Max. Noget der blev forstærket under skudduellen, da Max som sine sidste døende ord, hviskede noget til Per Fischers karakter Cordell, som rystede ham i hans grundvold.
På det tidspunkt besluttede vi os for at hente Daniel Harper ... måske ville vi egentlig henrette ham. Jeg tror, at Collins og Cordell ville henrette ham, hvor Silvestrie nok ville afhøre ham. Det var nu også mere indviklet som så. Der var forsvundet en del mentalpatienter fra hospitalet, og vi havde en klar fornemmelse af, at der foregik noget helt forkert, men vi vidste ikke hvad. Da vi dukkede op på hospitalet, var han ved at blive ført bort af CIA. Vi kom i en ret voldsom skudduel med CIA-agenterne, hvor vi dræbte en del af deres agenter. Det var noget værre noget, og der skulle rages en del kastanjer ud af ilden, men Daniel Harper var væk for os.
Jeg tror nok, at det blev antydet over for os, at der var gang i noget, som vi slet ikke skulle blande os i. Yeah right.

Sagen om Daniel Harper kørte to sessioner, og det var et meget vellykket spil, som satte gang i nogle tanker hos os alle. Det tegnede et billede af, at vi havde nogle modstandere. I Sanne Pedersens scenarie The Pact, som lå lige før Daniel Harper, blev HQ (Head Quarter) introduceret som en potentiel magtfaktor. En ugennemskuelig sammensværgelse. Vi får i Daniel Harper sagen en klar mistanke om, at CIA er på HQ's side, som vi i højere grad ser som vores fjende, nu da vi har været i direkte skudduel.

Munkholt samler senere op på Harper og gør ham til en central skikkelse, da vi nærmer os et klimaks i kampagnen, hvilket virkede utroligt stærkt. Han blev en biperson, som agenterne ofte talte om - også før, at Munkholt overtog ham.  

En udvalgt perle (Advarsel: Mest for dem, der var med i kampagnen)
Det er også i dette scenarie, at vi har den meget fine scene, som et eller andet sted etablerer Munkholts karakter Silvestrie mere end noget andet. Vi (Cordell/Per, Collins/Lars, Sleator/Sanne og Silvestrie/Munkholt) er på mentalhospitalet. I en elevator på vej ned i kælderen, hvor vi ved, at der er nogen, som er ved at bortføre Daniel Harper. Thomas Bjerregaard er en fabelagtig spilleder, og han lader os svede lidt i elevatoren. Vi finder vores automatpistoler frem, tager ladegreb, nikker til hinanden og gør klar. Bjerregaard siger "Ding" og viser med hænderne, at elvatordøren går op. Cordell og Collins vælter ud. Et par skud lyder, der er røg i gangen, vi forsøger at finde dækning og løsner selv et par forvirrede skud. Vi har alle fortalt Bjerregaard, hvad vi gør, men Munkholt har slet ikke gjort noget. Bjerregaard kigger over på Munkholt afventende, men ingen siger noget. Bjerregaard siger "Ding", og lukker elevatoren og en handlingslammet Silvestrie kører med op igen.

Download samlede rapporter fra Collins
Download overvejelser omkring sagen

Posted on Wednesday, May 17, 2006 at 10:28PM by Registered CommenterLars Andresen | Comments5 Comments

Reader Comments (5)

Lille rettelse: jeg dingede selv - i hvert fald op. :) Og det var meget fornuftigt af Silvestri! Da han endelig kom ned igen og ud i gangen blev han skudt! (I knæet - ouch.)

Ang. det med at gennemsigtige sager, så siger Vincent Baker det i fbm. Dogs in Vineyard: man har forberedt denne her fede by (=sag), og så sidder man som spil-leder og fedtspiller og holder kortene tæt ind til kroppen, så spillerne aldrig får glæde af den! Hvad er det for en omvendt logik?! Nej, Harper er det spændende - lad os få spillerne derhen. Nu. Og hvis der er noget noget man vil forholde dem, så gør det til en konflikt, og ikke bare undvigende svar, manglende spor, talentløse bipersoner, ligegylde blindgyder (og alle de andre fælder jeg selv er faldet i).
May 17, 2006 | Unregistered CommenterThomas Munkholt
Jeg tror, at noget af det hænger sammen med, at Thomas Bjerregaard aldrig forberedte sig så meget, at der var noget, som han ville have til at gå op eller noget, som han håbede ville ske. Han tænkte ikke så langt frem og lod der ske, hvad der skete. Det var egentlig det samme Per gjorde med sine sager.
Man kan sige, at problemet med den slags er, at det er svært at lave det indviklede investigationscenarie ... men hvor mange gange er det lige, at det har været fedt?

Hvis vi kigger på de sager, som vi husker som problematiske, så er det kendetegnende for dem alle sammen, at vi ikke kunne gennemskue, hvad der egentlig foregik, og vi ikke havde et alvorligt break i sagen. Især fordi det er meget få sager, hvor vores manglende gennembrud skyldes, at vi ikke tænkte os om eller gjorde hvad vi kunne. Det manglende gennembrud i sagerne skyldes ofte, at spillederen holdt kortene for tæt til kroppen ... eller at det slet ikke var muligt med et gennembrud, som det var tilfældet i Palles sager. (Palle synes, at det var fedt, når agenterne og spillerne var ekstremt frustrerede, fordi de stødte panden mod en mur i en sag, der var umulig at opklare. Det var så ikke lige den slags spil, som Thomas, Thomas og jeg mente, at vi skulle spille, og havde vi haft vores kontrakt som en slags system, var vi måske ikke kommet ud i den situation).
May 18, 2006 | Unregistered CommenterLars Andresen
Tak for referatet. Måske det bedste enkeltstående spil jeg har deltaget i. Jeg får fåkking gåsehud, nu og her, bare ved at tænke på Ding-scenen, og det som Thomas hviskede mig i øret undervejs. HVAD han hviskede husker jeg ikke, noget med Cordells datter vist, men det var vist noget som KUN Cordell kunne vide.
May 19, 2006 | Unregistered CommenterPer
Jeg husker det som ret åbent - "hvordan har din datter det?"-agtigt. Men det var oveni Cordells familiekrise, og han kendte os jo ikke. Wuuuh.
May 19, 2006 | Unregistered CommenterThomas Munkholt
Det var fedt, fordi det kom totalt overraskende og det var så stilfærdigt.
May 19, 2006 | Unregistered CommenterLars Andresen

PostPost a New Comment

Enter your information below to add a new comment.

My response is on my own website »
Author Email (optional):
Author URL (optional):
Post:
 
All HTML will be escaped. Hyperlinks will be created for URLs automatically.