152047089_420f43fa8f_m.jpgLayout der formidler

Hvordan kan man gennem layoutet formidle den historie og det budskab, som scenariet indeholder. Konkrete eksempler på layout og generelle overvejelser om formidling

 

Det basale layout

Et godt redigeret scenarie, serverer oplysninger for spillederen i en rækkefølge, så det både er spændende at læse, men samtidig også forklarer, hvad scenariet går ud på. Der findes garanteret mange derude, der ikke er enige med mig. Jeg har læst scenarier, der IKKE var spændende at læse, og jeg har læst scenarier, som var spændende at læse, men som jeg i bund og grund ikke fattede, hvordan jeg skulle forvandle til rollespil. 

Ligesom Max Møller fandt ud af, så handler det jo ikke bare om redigering. Det handler om at formidle sit scenarie. Personligt kommer min viden om formidling fra det journalistiske. Jeg er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole. Der lærte jeg en masse om sådan helt basal formidling, og hvordan man præsenterer en tekst, så andre gider at læse den. Og så har jeg arbejdet med at lave magasiner de sidste par år. Min erfaring siger mig, at der er følgende elementer, som man kan bruge til at formidle sit scenarie med:

  • Selve råteksten
  • Opbygning af teksten (rubrikker, underrubrikker, bokse og så videre)
  • Billeder
  • Layout

Der findes en del scenarier, som i bund og grund kun benytter sig af råtekst. Det betyder ikke, at de ikke kan være spændende at læse, men personligt synes jeg, at det er kedeligt. Nå, men i stedet for at ævle løs, vil jeg hellere vise, hvad jeg mener.

 

148883393_387040721b.jpg

 

Udgave #1
Her er tale om et helt basalt layout. Virkemidlerne er en overskrift, som er fire punkter større end brødteksten og fed, samt en mellemrubrik, der er brødteksten i fed udgave. Fonten er den evigt klassiske Times, som vi har set mange gange før. Derudover er der et sidetal, hvilket måske kan være en lille smule fancy ... der er i hvert fald mange scenarier derude, som ikke har sidetal.

Hvorfor har vi sidetal?
Det har vi af flere grunde. For det første så er de allerfleste scenarier lavet i løsbladssystem. Det vil sige, at hvis man taber scenariet eller bare får rodet rundt i siderne, så er det meget svært at hitte orden på det igen, hvis der ikke er sidetal. Derudover kan sidetal bruges til at lave en indholdsfortegnelse, så man hurtigt kan finde rundt i scenariet. Nogen vil måske mene, at der ikke er noget i vejen med dette layout, men jeg synes det mangler en masse elementer

Posted on Thursday, May 18, 2006 at 10:02PM by Registered CommenterLars Andresen | CommentsPost a Comment

Det formidlende layout

 Udgave #2
I dette layout bliver der taget flere midler i brug, men det er stadig på mange måder et helt basalt layout, og der er flere potentielle fejl og problemer.

148883394_b294a5f5f7.jpg 


Header
Øverst i venstre hjørne (det er svært at læse) har vi en såkaldt header. Det er en lille overskrift, der fortæller mig at jeg er i fjerde afsnit og jeg læser et afsnit der handler om en allieret. Ideen i en header er, at det bliver nemmere hurtigt at blade rundt i siderne og finde derhen, hvor man skal, fordi man altid ved, hvor man kan finde oplysninger om siden.

Boks
Boksen indeholder nogle basale oplysninger om scenen. En boks har det formål, at den tiltrækker sig opmærksomhed. Man overser ikke bare lige en boks. Øjet går hen til boksen. Man ved, at der er noget spændende og vigtig information i boksen.

Stor overskrift
I stedet for at have en fontstørrelse 16 til rubrik, er der nok tale om en størrelse 70. Man overser den i hvert fald ikke i skyndingen. Nogle vil måske mene, at det tenderer lir at lave en så stor rubrik.

Fonte
I stedet for den forfærdelige Times, er der taget andre fonte i brug.  Brødteksten er Verdana, som er en såkaldt "grotesk" font. Det betyder, at den ikke har seriffer - de der små dimser, som f.eks. Times har. Vil man have et moderne udtryk skal man bruge en grotesk font. Mellemrubrikkerne er en lidt mere fancy font, som er med til at give scenariet eget udtryk. Læg også mærke til, at der er indryk efter ny linje, dog ikke i den første linje i et nyt afsnit. Det er smag og behag, men jeg synes det letter læsbarheden.

Det man kan sige er, at dette layout i meget højere grad hjælper mig som læser. Der er en header, der guider mig, en meget tydelig overskrift og en boks, der fortæller mig, hvad det her handler om.  

På den negative side synes jeg, at det er ret irriterende med det luft, der er nederst på siden. Kan man undgå, så undgå det.  

Posted on Thursday, May 18, 2006 at 09:49PM by Registered CommenterLars Andresen | Comments4 Comments

Det stemningsskabende scenarie

Udgave #3
Hvis man vil skabe stemning (gennem layoutet) samtidig med, at man formidler scenariets budskab gælder det om at holde tungen lige i munden, da der meget hurtigt kommer en del elementer på bordet. Det er derfor en god idé at opstille nogle regler for, hvordan man bruger de forskellige elementer i sit scenarie, da det ellers meget hurtigt risikerer at blive rodet. Det er det, man kan kalde at holde den røde tråd i sit layout.

148883395_52f81c01b9.jpg 

Der er kommet flere elementer på banen:

Stemningsbilleder
Det slørede billede er med for at skabe stemning. Billeder er holdt i de samme blå nuancer, der præger resten af layoutet, og det har en lidt mystisk stemning. Det er ikke til at se, hvem der er på billedet.

Portrætbilleder
Portrættet af den omtalte biperson siger noget om, hvad han er for en person, og kan hjælpe spillederen til at danne sig et indtryk.

Liret overskrift
Udover at være flottere, så er ordet "allieret" fremhævet, så det er det, man lægger mærke til.

Flere bokse
Bipersoner har fået sin egen boks, hvor der er kælet mere for detaljerne.

Regler for layoutet
I layoutet af Det Hemmelige Selskab har jeg sat en del regler, som gør det nemmere for mig at styre layoutet.
- Jeg laver kun den slags lirede overskrifter, hvor teksten står forskudt og noget er fremhævet med farve og dropshadow, når der er tale om et nyt afsnit eller en ny scene.
- Jeg bruger kun to farver. Rød og blå. Alt efter hvilken farve det stemningsbillede jeg bruger har, vælger jeg om mine bokse og overskrifter skal være i rød eller i blå. Jeg bruger ikke andre farver, da det ellers hurtigt bliver rodet.
- Jeg bruger altid den samme boks, når jeg omtaler en biperson. Det betyder også, at jeg bare kan kopiere boksen.

Det med at lave regler er utroligt vigtigt, da kreativiteten ellers hurtigt kan løbe af med en. Det samme gælder, når man skal finde stemningsbilleder til sit scenarie. Jeg bryder mig ikke meget om at blande forskellige stilarter. F.eks. brugte jeg primært gamle malerier til at illustrere mit scenarie Den Røde Pest, og selv om jeg fandt nogle fantastisk flotte tegninger af kaosriddere, brugte jeg dem ikke, for de var så forskellige fra malerierne, at jeg synes, at det ødelagde den samlede stemning.
Desuden skal reglerne også hjælpe på at sikre en konsistens i layoutet. Det bliver hurtigt rodet, hvis man kun nogen gange laver overskriften til boksen i den fede gamle piratfont, men andre gange bruger den font, man normalt bruger til mellemrubrikker.

Hvis man skal kritisere dette layout, så er det, at der er lidt for mange elementer. Jeg synes at vædderhovedet er for meget. Det kan også blive liret bare for at blive liret, og det gælder om at finde den middelvej, hvor det bliver til stemningsskabende formidling.  

Posted on Thursday, May 18, 2006 at 08:44PM by Registered CommenterLars Andresen | Comments5 Comments