Kaos Andresen

Man laver orddelinger i en tekst for at få så ens linjelængder som muligt. Mange programmer som Word og InDesign kan indstilles til selv at orddele, men jeg vil gerne lige advare mod orddelingen i InDesign CS til Mac, for den er virkelig dårlig. Den deler danske ord, som håret på en svensker, og det er faktisk mere til gene, end det er til hjælp.

Et ord som 'borgbefæstning' kan deles fire steder:
borg-befæstningerne
borgbe-fæstningerne
borgbefæst-ningerne
borgbefæstninger-ne

InDesign kan godt finde på at dele ordet bo-rgbefæstning, og det er noget rod. Jeg havde et helvede med orddelingerne i Katedralens Krigere, og jeg skulle bare have slået dem fra orddelt manuelt.

Der er en række regler for orddeling, som jeg her snupper direkte fra Politikens Håndbog i Nudansk. Det er ikke fordi, at jeg synes, at reglerne er hamrende nødvendige, men hvis man alligevel selv skal til at lave nogle orddelinger, er det meget godt kende dem. Har man et almindeligt sprogøje, kan man tydeligt se, når der er forkerte orddelinger.
1. Sammensætninger kan deles i de ord de består af, fx troldmands-laug
2. Afledninger med forstavelse kan deles efter forstavelsen, fx u-død
3. Afledninger med afledningsendelse kan deles før afledningsendelsen, fx gru-som
4. I ord med én eller flere konsonanter mellem vokaler går én konsonant til den nye linje, fx vå-ben, dra-ger, læk-ker
5. I ord med to eller flere konsonanter mellem vokaler går der lige så mange konsonanter til den nye linje som kan stå først i et normalt dansk ord, fx ja, undskyld, men det fatter jeg ikke en bjælde af og nægter at give et eksempel, men Nudansk Håndbog skriver ek-spert, fa-brik, stol-pre
6. Bøjningsformer kan deles før bøjningsendelsen, fx hakke-de, ork-en
7. Man kan dele mellem vokaler der hører til hver sin stavelse, fx Ti-amat, di-æt (men ikke ge-ar).

Lix tallet blev opfundet af en svensker som en måde at udregne på, hvor svær en tekst er at læse. Jeg har brugt det nogle gange, når jeg har skullet forklare, at en tekst i et kundemagasin ikke var let tilgængelig, men jeg har ikke brugt det så meget selv, når jeg skriver scenarie, mest fordi jeg ikke lige har tænkt på det. Men det er nu et meget sjovt redskab, og efter der er kommet lixberegnere på nettet, er det blevet ret nemt. Da jeg gik på Journalisthøjskolen var det noget med at sidde og tælle ord.

Lixtallet indikerer noget med, hvor mange lange ord der er i en tekst og hvor mange punktummer. Mange punktummer og få lange ord giver en lille lix-værdi, hvilket indikerer at teksten er nem at læse, og et højt lix-tal indikerer at teksten er meget svær.

Nu skal man passe på med bare at gå efter at have et lavt lix-tal, for det er i sig selv ikke noget mål. Man plejer at sige, at Ekstra Bladet har et lix-tal på omkring 20 stykker, hvilket ligger under børne- og ungdomslitteratur, hvor weekendavisen ligger på omkring en 40 stykker, hvilket er mellem dagblade og populærvidenskabelige artikler.

Den Røde Pest har et lix-tal på 36.
Isabelle har et lix-tal på 33.
Chiaroscuro af Mikkel Bækgaard har et lix-tal på 42 (Et af de scenarier, jeg selv synes var lidt tungt).
 

Der er jo ikke nogen, som skriver: "Han stod ene mand foran trehundrefireoghalvfjerds orker". Man skriver selvfølgelig: "Han stod foran 374 orker". Og der er ikke noget spørgsmål om, hvad der er korrekt.

Der er også mange, der skriver: "Han grinede af de 3 usle orker", og her mener jeg, at der er tale om et problem. Det er en fingerregel, at man skriver alle tal under 11 med bogstaver. Altså: "Han grinede af de tre usle orker". Alt over ti kan skrives med tal.

Det er ikke nogen forfærdelig vigtig ting, men hvis man skriver "en, to, tre, fire..." og så fremdeles op til ti, så støder man i hvert fald ikke nogen.

Her er tale om en af den slags ordforbindelser, hvor det slet ikke er lige meget, om man skriver overfor eller over for. Jeg er klar over, at det ikke er en af de mest meningsforstyrrende fejl, man kan lave, da den sjældent skaber de store misforståelser, men det er en af de ting, som jeg selv gerne ville luge ud af mit sprog.

Problemet er, at det sjældent er nemt at høre, om det skal skrives i et eller to ord, og skal man være sikker på at gøre det rigtigt, skal man have gang i svære ord som forholdsord (præposition) og biord (adverbium). Jeg HADER den slags, for jeg roder altid rundt i, hvad der er hvad, men jeg prøver, at gøre mig selv bedre til det.

Skal skrives i to ord
Man skal skrive det i to ord, hvis det skal bruges som et forholdsord, altså populært sagt, hvis det styrer noget:
Orken har kompetence inden for sværdkunst.
Hobitterne holdt fest i hullet over for vores.

Skal skrives i et ord
Hvis meningen med det i stedet er som et adverbium, altså et biord, skal ordet skrives i ét.
Hobbitterne sad indenfor i hullet og drak sig pissestive.
Orken sad overfor og pudsede sit sværd.

Det er de små detaljer
De to nedenstående eksempler, gør det rimeligt klart, at det er de små fjollede detaljer, som afgør, om det skal være et eller to ord. I øverste eksempel skal det være i to ord, fordi hjemme fra styrer, at brevet kommer fra prinsessen. I andet eksempel fungerer hjemmefra som et sted-biord. (Tror jeg nok. Jeg synes selv, at det er lidt sort, men det er noget, som jeg prøver at blive bedre til).
Kongen blev glad, når han fik brev hjemme fra den grimme prinsesse.
Kongen blev glad, når han fik brev hjemmefra.

Det er måske ved at være på grænsen til det nørdede (og ikke noget, som jeg mener, er nødvendig viden for at skrive et scenarie), men det er faktisk en del af grammatikken, hvor jeg ofte selv kommer til kort ... og jeg kan også se, at journalister og redaktører er ret uenige om, hvorvidt man skal bruge bindebogstav eller ej. Og så synes jeg, at spørgsmålet om bindebogstaver er lidt sjovt, fordi jeg blev meget overrasket over de gældende regler.

Helt konkret husker jeg en diskussion fra en række artikler, hvor ordet vi var i tvivl om var "videnbaseret" eller "vidensbaseret", som cirka halvdelen af journalisterne skrev. Et ofte brugt eksempel er "tændstikæske" eller "tændstiksæske". Det lille bindebogstav, som man kan være i tvivl om, behøver ikke været et "s". Det kan også være et "e" som i "bådbro" eller "bådebro".

Jeg begyndte at grave i det, og fandt til min overraskelse ud af, at det her var et af de områder, hvor der ikke er nogen faste regler ... gys og gru! Og i mange tilfælde, er det faktisk valgfrit, om man vil bruge et bindebogstav eller ej. Det mest dækkende, man kan sige er nok nærmest, at hvor det er svært at høre forskel på, om der skal være et s- eller ej, så er det nok fordi, at det er valgfrit. Så gælder det altså bare om at være konsekvent.

Så reglen er altså mere eller mindre: Hvis det lyder rigtigt, så er det nok rigtigt. Somme tider er grammatik altså dejligt nemt ... og det er da lidt underligt, når det er helt forbudt af skrive "af sted" som "afsted".  

Eksempler på valgfri ord
Sejr(s)sikker
Laug(s)formand
Trekant(s)drama
Tohånd(s)sværd
Dungeon(s)mapper
Troldmand(s)laug