Tohåndsværd eller tohåndssværd

Det er måske ved at være på grænsen til det nørdede (og ikke noget, som jeg mener, er nødvendig viden for at skrive et scenarie), men det er faktisk en del af grammatikken, hvor jeg ofte selv kommer til kort ... og jeg kan også se, at journalister og redaktører er ret uenige om, hvorvidt man skal bruge bindebogstav eller ej. Og så synes jeg, at spørgsmålet om bindebogstaver er lidt sjovt, fordi jeg blev meget overrasket over de gældende regler.

Helt konkret husker jeg en diskussion fra en række artikler, hvor ordet vi var i tvivl om var "videnbaseret" eller "vidensbaseret", som cirka halvdelen af journalisterne skrev. Et ofte brugt eksempel er "tændstikæske" eller "tændstiksæske". Det lille bindebogstav, som man kan være i tvivl om, behøver ikke været et "s". Det kan også være et "e" som i "bådbro" eller "bådebro".

Jeg begyndte at grave i det, og fandt til min overraskelse ud af, at det her var et af de områder, hvor der ikke er nogen faste regler ... gys og gru! Og i mange tilfælde, er det faktisk valgfrit, om man vil bruge et bindebogstav eller ej. Det mest dækkende, man kan sige er nok nærmest, at hvor det er svært at høre forskel på, om der skal være et s- eller ej, så er det nok fordi, at det er valgfrit. Så gælder det altså bare om at være konsekvent.

Så reglen er altså mere eller mindre: Hvis det lyder rigtigt, så er det nok rigtigt. Somme tider er grammatik altså dejligt nemt ... og det er da lidt underligt, når det er helt forbudt af skrive "af sted" som "afsted".  

Eksempler på valgfri ord
Sejr(s)sikker
Laug(s)formand
Trekant(s)drama
Tohånd(s)sværd
Dungeon(s)mapper
Troldmand(s)laug


 

 

Posted on Monday, September 25, 2006 at 06:15PM by Registered CommenterLars Andresen | Comments7 Comments | References4 References

Synes eller syntes

Det her er en af de ting, som jeg ikke rigtig ved om skal nævnes, når det kommer til grammatik i forbindelse med scenarier, da det ikke er nogen groft meningsforstyrrende fejl. Til gengæld er det en af de få grammatiske regler, som bare er nem at huske, så den sniger sig nu med alligevel.

Spørgsmålet er, om det hedder:

Orken synes, at det var en lækker elver.
Orken syntes, at det var en lækker elver.

Ja, det kan faktisk hedde begge dele. I den øverste sætning, synes orken stadig, at det var en lækker elver. I den nederste sætning, så er det noget, at orken har syntes om elveren. Det kunne for eksempel være:

Orken synes, at det var en lækker elver, der dansede på scenen. (Nutid)
Orken syntes, at det var en lækker elver, den spiste for et år siden, men nu var den mere til hobbitter. (Datid)

Hvis det skal udtrykkes bare en smule grammatisk, så kan man sige:

Synes er nutid.
Syntes er datid.
Har syntes er førnutid.


(Der er andre ord, som retter sig ind lidt efter samme måde. For eksempel er der mange, der fucker rundt i lykkes og skriver lykkedes, når de egentlig mener lykkes. Igen har det med nutid og datid at gøre.
Det lykkes orken at forføre elverpigen med en flaske snaps. (Nutid)
Det lykkedes orken, at forføre elverpigen med en flaske snaps. (Datid)
Det er lykkedes orker at forføre elverpiger ved hjælp af store mængder snaps. (Førnutid)


Posted on Friday, July 7, 2006 at 11:48AM by Registered CommenterLars Andresen | Comments2 Comments | References3 References

Sammensatte ord

Jeg har skrevet lidt om forholdsord i et eller to ord, men der er et helt ande område, hvor det er vigtigt at vide, om ordet er i et eller to ord. Det er de såkaldte sammensatte navneord.

"Krigeren tog sin mithril rustning på og satte sig op på sin krigs hoppe, der gav et kæmpe vrinsk af vellyst".

Hvad er der galt med denne sætning (udover krigerens forhold til sin hest)?

Mithrilrustning og krigshoppe er sammensatte ord. Kæmpevrinsk kan også være et sammensat navneord, men kæmpe kan også anskues som et tillægsord til vrinsk. Derfor skal ordene skrives sammen, undtagen kæmpe vrinsk som kan stå som to ord.

Reglen er grundlæggende 100 procent simpel. Sammensatte ord SKAL skrives i ét ord. Den er ikke længere. Ikke noget med mithril-rustning eller jern-diller.  Bindestreg skal IKKE bruges til at binde sammensatte ord sammen. Det er en misforståelse, som man ser rigtig mange steder, og det er udtryk for en usikkerhed omkring sine ord og sin tekst. Og det er ganske rigtigt at de fleste sammensatte ord ikke står i ordbogen, og derfor registreres af stavekontrol, men det gør dem ikke forkerte. Derudover er der også mange af ordene, der ser mærkelige ud, men det gør det altså.

Bindestreg

Lad os så bare lige tage bindestregen, når vi nu er ved det. Hvis ikke for andet, så for at slå fast, at det ikke hedder guld-ork, men guldork. Der er en del regler for bindestreg, men jeg synes at de her tre er de vigtigste. Kan man dem, så går man ikke helt galt i byen.

Regel nr. 1: Bindestregn skal bruges, når man sætter et ord sammen med en forkortelse:
Han var en rigtig træls xp-samler
Han spillede en slags tv-rollespil, som ingen i gruppen forstod.

Regel nr. 2: Sammensætninger med tal eller tegn: 
Det var en hitdie-20 drage, der åd min bedste ven.
Den 350-årige vampyr blev spillet af en meget lækker pige.
Der var $-tegn i orkens øjne og blod på dens hænder.

Regel nr. 3: Sammensætninger hvor et fælles led er udeladt
Han var en vaskeægte  drage- og dæmondræber, og hans sværd hed Hjernesluger.

Men den vigtigste regel af dem alle: Man bruger IKKE bindestreg til at lave sammensatte navneord!

Posted on Monday, May 22, 2006 at 05:22PM by Registered CommenterLars Andresen | Comments10 Comments | References3 References

Ligge eller lægge

Den her er bare en øjebæ, forstået på den måde, at fejl sjældent giver grund til misforståelse. Det er altså igen en af de her irriterende ting, som opstår fordi, det er svært at høre forskel på ligge og lægge i talesprog. Og det er igen sådan en, som sprognørderne vil gøre dig opmærksom på med deres bedrevidende smil og hånlige kommentarer. Ja, ja, de mener det godt, men derfor kan jeg godt have lyst til at lægge en stor sten på dem, så de ligger helt stille.

Heldigvis er der en ret nem idiotregel.

Ligge
Vi bruger ligge, når der ligger stille. Husk i’et i stille. Ligge, når det ligger stille. Der er et "i" i begge ord.
Sværdet ligger på bordet.

Lægge
Vi bruger lægge, når der er tale om en bevægelse. Husk æ’et i bevægelse. Der er et "æ" i begge ord.
Orken lægger sværdet på bordet.
Jeg lægger mærke til, at orken lægger sværdet på bordet.
Jeg ligger på stenen, og lægger ikke mærke til, at der ligger en kniv ved siden af mig.


Du undgår de værste ligge/lægge fejl, hvis du husker på reglen med at ”ligge stille” og ”lægge bevægelse”.

Og så er det godt at huske, at det hedder ”lægge mærke til,” for det er en, der ofte bliver til ”ligge mærke til,” og det er forkert.

Posted on Monday, May 1, 2006 at 02:50PM by Registered CommenterLars Andresen | Comments7 Comments | References3 References

Hans eller sin

Det her er virkelig en klassiker af den grimme slags, forstået på den måde, at det er noget, jeg mener, at man bør have tjek på. Jeg har slet ikke altid haft det, og jeg er tit blevet drillet med det, når jeg har rodet rundt i det i mine scenarier. Jeg fik først for alvor tjek på det, da jeg begyndte at arbejde professionelt med ord, fordi jeg simpelthen synes, det var for pinligt, når en kunde rettede mig.

Sådan helt grammatisk er reglen simpelt nok, men for grammatik-analfabater som mig, er det stadig svært at forstå. Hans Veirup skriver:

Sin og hans
Man bruger sin, når der henvises til et grundled i tredje person ental inden for samme sætning.

Troldmanden kastede sin fireball mod de fede orker.

Men henviser der til et andet led en grundleddet, bruges hans eller hendes.

Orkerne fik hans fireball lige i smasken.


Okay, groft sagt, så er jeg en grammatikspasser, og jeg fatter ikke, hvad det betyder, at der henvises til et grundled i tredje person ental inden for samme sætning, så jeg går automatisk ud fra, at der er en del andre, der har det på samme måde.

Jeg husker det altid på, at man skal bruge sin, når tingen man taler om, er personens egen. Det er troldmandens fireball. Hvis der havde stået ”Troldmanden kastede hans fireball mod de fede orker”, så ville meningen være, at det var en anden mands fireball ... evt. fra et scroll, som han kastede. Det klassiske eksempel, man altid hører er:
Han tog på ferie, med sin kone.”
”Han tog på ferie, med hans kone.”


I det ene eksempel er manden på ferie med sin egen kone, i det andet eksempel er han på ferie med en anden mands kone. Og det er netop derfor, at det er en utrolig dum fejl at lave, fordi den er decideret meningsforstyrrende.

For mig har det hjulpet at blive bevidst om, at det er et typisk sted at lave fejl, for når jeg først tænker over det, er det ikke så svært at vide, om det er hans eller sin.

Khazid tog sit sværd. (Det er Khazids eget sværd).
Khazid tog hans sværd. (Det er en anden mands sværd).

Khazid tog hans sværd og stak det i sin mave.
Khazid tog sit sværd og stak det i hans mave.

I denne situation er det ret essentielt for Khazid, om man kan finde ud af reglerne omkring sin eller hans.

Posted on Monday, May 1, 2006 at 01:27PM by Registered CommenterLars Andresen | Comments8 Comments | References3 References