Hardcore grammatik

Orddelinger

Lars Andresen — Tue, 01 May 2007 18:06:48 +0000

Man laver orddelinger i en tekst for at få så ens linjelængder som muligt. Mange programmer som Word og InDesign kan indstilles til selv at orddele, men jeg vil gerne lige advare mod orddelingen i InDesign CS til Mac, for den er virkelig dårlig. Den deler danske ord, som håret på en svensker, og det er faktisk mere til gene, end det er til hjælp.

Et ord som 'borgbefæstning' kan deles fire steder:
borg-befæstningerne
borgbe-fæstningerne
borgbefæst-ningerne
borgbefæstninger-ne

InDesign kan godt finde på at dele ordet bo-rgbefæstning, og det er noget rod. Jeg havde et helvede med orddelingerne i Katedralens Krigere, og jeg skulle bare have slået dem fra orddelt manuelt.

Der er en række regler for orddeling, som jeg her snupper direkte fra Politikens Håndbog i Nudansk. Det er ikke fordi, at jeg synes, at reglerne er hamrende nødvendige, men hvis man alligevel selv skal til at lave nogle orddelinger, er det meget godt kende dem. Har man et almindeligt sprogøje, kan man tydeligt se, når der er forkerte orddelinger.
1. Sammensætninger kan deles i de ord de består af, fx troldmands-laug
2. Afledninger med forstavelse kan deles efter forstavelsen, fx u-død
3. Afledninger med afledningsendelse kan deles før afledningsendelsen, fx gru-som
4. I ord med én eller flere konsonanter mellem vokaler går én konsonant til den nye linje, fx vå-ben, dra-ger, læk-ker
5. I ord med to eller flere konsonanter mellem vokaler går der lige så mange konsonanter til den nye linje som kan stå først i et normalt dansk ord, fx ja, undskyld, men det fatter jeg ikke en bjælde af og nægter at give et eksempel, men Nudansk Håndbog skriver ek-spert, fa-brik, stol-pre
6. Bøjningsformer kan deles før bøjningsendelsen, fx hakke-de, ork-en
7. Man kan dele mellem vokaler der hører til hver sin stavelse, fx Ti-amat, di-æt (men ikke ge-ar).

Beregning og brug af Lix

Lars Andresen — Tue, 01 May 2007 17:34:58 +0000

Lix tallet blev opfundet af en svensker som en måde at udregne på, hvor svær en tekst er at læse. Jeg har brugt det nogle gange, når jeg har skullet forklare, at en tekst i et kundemagasin ikke var let tilgængelig, men jeg har ikke brugt det så meget selv, når jeg skriver scenarie, mest fordi jeg ikke lige har tænkt på det. Men det er nu et meget sjovt redskab, og efter der er kommet lixberegnere på nettet, er det blevet ret nemt. Da jeg gik på Journalisthøjskolen var det noget med at sidde og tælle ord.

Lixtallet indikerer noget med, hvor mange lange ord der er i en tekst og hvor mange punktummer. Mange punktummer og få lange ord giver en lille lix-værdi, hvilket indikerer at teksten er nem at læse, og et højt lix-tal indikerer at teksten er meget svær.

Nu skal man passe på med bare at gå efter at have et lavt lix-tal, for det er i sig selv ikke noget mål. Man plejer at sige, at Ekstra Bladet har et lix-tal på omkring 20 stykker, hvilket ligger under børne- og ungdomslitteratur, hvor weekendavisen ligger på omkring en 40 stykker, hvilket er mellem dagblade og populærvidenskabelige artikler.

Den Røde Pest har et lix-tal på 36.
Isabelle har et lix-tal på 33.
Chiaroscuro af Mikkel Bækgaard har et lix-tal på 42 (Et af de scenarier, jeg selv synes var lidt tungt).

Den nemmeste regel i hele verden

Lars Andresen — Mon, 09 Oct 2006 12:32:43 +0000

Der er jo ikke nogen, som skriver: "Han stod ene mand foran trehundrefireoghalvfjerds orker". Man skriver selvfølgelig: "Han stod foran 374 orker". Og der er ikke noget spørgsmål om, hvad der er korrekt.

Der er også mange, der skriver: "Han grinede af de 3 usle orker", og her mener jeg, at der er tale om et problem. Det er en fingerregel, at man skriver alle tal under 11 med bogstaver. Altså: "Han grinede af de tre usle orker". Alt over ti kan skrives med tal.

Det er ikke nogen forfærdelig vigtig ting, men hvis man skriver "en, to, tre, fire..." og så fremdeles op til ti, så støder man i hvert fald ikke nogen.

Indenfor eller inden for

Lars Andresen — Mon, 09 Oct 2006 11:57:48 +0000

Her er tale om en af den slags ordforbindelser, hvor det slet ikke er lige meget, om man skriver overfor eller over for. Jeg er klar over, at det ikke er en af de mest meningsforstyrrende fejl, man kan lave, da den sjældent skaber de store misforståelser, men det er en af de ting, som jeg selv gerne ville luge ud af mit sprog.

Problemet er, at det sjældent er nemt at høre, om det skal skrives i et eller to ord, og skal man være sikker på at gøre det rigtigt, skal man have gang i svære ord som forholdsord (præposition) og biord (adverbium). Jeg HADER den slags, for jeg roder altid rundt i, hvad der er hvad, men jeg prøver, at gøre mig selv bedre til det.

Skal skrives i to ord
Man skal skrive det i to ord, hvis det skal bruges som et forholdsord, altså populært sagt, hvis det styrer noget:
Orken har kompetence inden for sværdkunst.
Hobitterne holdt fest i hullet over for vores.

Skal skrives i et ord
Hvis meningen med det i stedet er som et adverbium, altså et biord, skal ordet skrives i ét.
Hobbitterne sad indenfor i hullet og drak sig pissestive.
Orken sad overfor og pudsede sit sværd.

Det er de små detaljer
De to nedenstående eksempler, gør det rimeligt klart, at det er de små fjollede detaljer, som afgør, om det skal være et eller to ord. I øverste eksempel skal det være i to ord, fordi hjemme fra styrer, at brevet kommer fra prinsessen. I andet eksempel fungerer hjemmefra som et sted-biord. (Tror jeg nok. Jeg synes selv, at det er lidt sort, men det er noget, som jeg prøver at blive bedre til).
Kongen blev glad, når han fik brev hjemme fra den grimme prinsesse.
Kongen blev glad, når han fik brev hjemmefra.

Tohåndsværd eller tohåndssværd

Lars Andresen — Mon, 25 Sep 2006 16:15:04 +0000

Det er måske ved at være på grænsen til det nørdede (og ikke noget, som jeg mener, er nødvendig viden for at skrive et scenarie), men det er faktisk en del af grammatikken, hvor jeg ofte selv kommer til kort ... og jeg kan også se, at journalister og redaktører er ret uenige om, hvorvidt man skal bruge bindebogstav eller ej. Og så synes jeg, at spørgsmålet om bindebogstaver er lidt sjovt, fordi jeg blev meget overrasket over de gældende regler.

Helt konkret husker jeg en diskussion fra en række artikler, hvor ordet vi var i tvivl om var "videnbaseret" eller "vidensbaseret", som cirka halvdelen af journalisterne skrev. Et ofte brugt eksempel er "tændstikæske" eller "tændstiksæske". Det lille bindebogstav, som man kan være i tvivl om, behøver ikke været et "s". Det kan også være et "e" som i "bådbro" eller "bådebro".

Jeg begyndte at grave i det, og fandt til min overraskelse ud af, at det her var et af de områder, hvor der ikke er nogen faste regler ... gys og gru! Og i mange tilfælde, er det faktisk valgfrit, om man vil bruge et bindebogstav eller ej. Det mest dækkende, man kan sige er nok nærmest, at hvor det er svært at høre forskel på, om der skal være et s- eller ej, så er det nok fordi, at det er valgfrit. Så gælder det altså bare om at være konsekvent.

Så reglen er altså mere eller mindre: Hvis det lyder rigtigt, så er det nok rigtigt. Somme tider er grammatik altså dejligt nemt ... og det er da lidt underligt, når det er helt forbudt af skrive "af sted" som "afsted".

Eksempler på valgfri ord
Sejr(s)sikker
Laug(s)formand
Trekant(s)drama
Tohånd(s)sværd
Dungeon(s)mapper
Troldmand(s)laug

Synes eller syntes

Lars Andresen — Fri, 07 Jul 2006 09:48:23 +0000

Det her er en af de ting, som jeg ikke rigtig ved om skal nævnes, når det kommer til grammatik i forbindelse med scenarier, da det ikke er nogen groft meningsforstyrrende fejl. Til gengæld er det en af de få grammatiske regler, som bare er nem at huske, så den sniger sig nu med alligevel.

Spørgsmålet er, om det hedder:

Orken synes, at det var en lækker elver.
Orken syntes, at det var en lækker elver.

Ja, det kan faktisk hedde begge dele. I den øverste sætning, synes orken stadig, at det var en lækker elver. I den nederste sætning, så er det noget, at orken har syntes om elveren. Det kunne for eksempel være:

Orken synes, at det var en lækker elver, der dansede på scenen. (Nutid)
Orken syntes, at det var en lækker elver, den spiste for et år siden, men nu var den mere til hobbitter. (Datid)

Hvis det skal udtrykkes bare en smule grammatisk, så kan man sige:

Synes er nutid.
Syntes er datid.
Har syntes er førnutid.

(Der er andre ord, som retter sig ind lidt efter samme måde. For eksempel er der mange, der fucker rundt i lykkes og skriver lykkedes, når de egentlig mener lykkes. Igen har det med nutid og datid at gøre.
Det lykkes orken at forføre elverpigen med en flaske snaps. (Nutid)
Det lykkedes orken, at forføre elverpigen med en flaske snaps. (Datid)
Det er lykkedes orker at forføre elverpiger ved hjælp af store mængder snaps. (Førnutid)

Sammensatte ord

Lars Andresen — Mon, 22 May 2006 15:22:25 +0000

Jeg har skrevet lidt om forholdsord i et eller to ord, men der er et helt ande område, hvor det er vigtigt at vide, om ordet er i et eller to ord. Det er de såkaldte sammensatte navneord.

"Krigeren tog sin mithril rustning på og satte sig op på sin krigs hoppe, der gav et kæmpe vrinsk af vellyst".

Hvad er der galt med denne sætning (udover krigerens forhold til sin hest)?

Mithrilrustning og krigshoppe er sammensatte ord. Kæmpevrinsk kan også være et sammensat navneord, men kæmpe kan også anskues som et tillægsord til vrinsk. Derfor skal ordene skrives sammen, undtagen kæmpe vrinsk som kan stå som to ord.

Reglen er grundlæggende 100 procent simpel. Sammensatte ord SKAL skrives i ét ord. Den er ikke længere. Ikke noget med mithril-rustning eller jern-diller. Bindestreg skal IKKE bruges til at binde sammensatte ord sammen. Det er en misforståelse, som man ser rigtig mange steder, og det er udtryk for en usikkerhed omkring sine ord og sin tekst. Og det er ganske rigtigt at de fleste sammensatte ord ikke står i ordbogen, og derfor registreres af stavekontrol, men det gør dem ikke forkerte. Derudover er der også mange af ordene, der ser mærkelige ud, men det gør det altså.

Bindestreg

Lad os så bare lige tage bindestregen, når vi nu er ved det. Hvis ikke for andet, så for at slå fast, at det ikke hedder guld-ork, men guldork. Der er en del regler for bindestreg, men jeg synes at de her tre er de vigtigste. Kan man dem, så går man ikke helt galt i byen.

Regel nr. 1: Bindestregn skal bruges, når man sætter et ord sammen med en forkortelse:
Han var en rigtig træls xp-samler.
Han spillede en slags tv-rollespil, som ingen i gruppen forstod.

Regel nr. 2: Sammensætninger med tal eller tegn:
Det var en hitdie-20 drage, der åd min bedste ven.
Den 350-årige vampyr blev spillet af en meget lækker pige.
Der var $-tegn i orkens øjne og blod på dens hænder.

Regel nr. 3: Sammensætninger hvor et fælles led er udeladt
Han var en vaskeægte drage- og dæmondræber, og hans sværd hed Hjernesluger.

Men den vigtigste regel af dem alle: Man bruger IKKE bindestreg til at lave sammensatte navneord!

Ligge eller lægge

Lars Andresen — Mon, 01 May 2006 12:50:39 +0000

Den her er bare en øjebæ, forstået på den måde, at fejl sjældent giver grund til misforståelse. Det er altså igen en af de her irriterende ting, som opstår fordi, det er svært at høre forskel på ligge og lægge i talesprog. Og det er igen sådan en, som sprognørderne vil gøre dig opmærksom på med deres bedrevidende smil og hånlige kommentarer. Ja, ja, de mener det godt, men derfor kan jeg godt have lyst til at lægge en stor sten på dem, så de ligger helt stille.

Heldigvis er der en ret nem idiotregel.

Ligge
Vi bruger ligge, når der ligger stille. Husk i’et i stille. Ligge, når det ligger stille. Der er et "i" i begge ord.
Sværdet ligger på bordet.

Lægge
Vi bruger lægge, når der er tale om en bevægelse. Husk æ’et i bevægelse. Der er et "æ" i begge ord.
Orken lægger sværdet på bordet.
Jeg lægger mærke til, at orken lægger sværdet på bordet.
Jeg ligger på stenen, og lægger ikke mærke til, at der ligger en kniv ved siden af mig.

Du undgår de værste ligge/lægge fejl, hvis du husker på reglen med at ”ligge stille” og ”lægge bevægelse”.

Og så er det godt at huske, at det hedder ”lægge mærke til,” for det er en, der ofte bliver til ”ligge mærke til,” og det er forkert.

Hans eller sin

Lars Andresen — Mon, 01 May 2006 11:27:06 +0000

Det her er virkelig en klassiker af den grimme slags, forstået på den måde, at det er noget, jeg mener, at man bør have tjek på. Jeg har slet ikke altid haft det, og jeg er tit blevet drillet med det, når jeg har rodet rundt i det i mine scenarier. Jeg fik først for alvor tjek på det, da jeg begyndte at arbejde professionelt med ord, fordi jeg simpelthen synes, det var for pinligt, når en kunde rettede mig.

Sådan helt grammatisk er reglen simpelt nok, men for grammatik-analfabater som mig, er det stadig svært at forstå. Hans Veirup skriver:

Sin og hans
Man bruger sin, når der henvises til et grundled i tredje person ental inden for samme sætning.

Troldmanden kastede sin fireball mod de fede orker.

Men henviser der til et andet led en grundleddet, bruges hans eller hendes.

Orkerne fik hans fireball lige i smasken.

Okay, groft sagt, så er jeg en grammatikspasser, og jeg fatter ikke, hvad det betyder, at der henvises til et grundled i tredje person ental inden for samme sætning, så jeg går automatisk ud fra, at der er en del andre, der har det på samme måde.

Jeg husker det altid på, at man skal bruge sin, når tingen man taler om, er personens egen. Det er troldmandens fireball. Hvis der havde stået ”Troldmanden kastede hans fireball mod de fede orker”, så ville meningen være, at det var en anden mands fireball ... evt. fra et scroll, som han kastede. Det klassiske eksempel, man altid hører er:
”Han tog på ferie, med sin kone.”
”Han tog på ferie, med hans kone.”

I det ene eksempel er manden på ferie med sin egen kone, i det andet eksempel er han på ferie med en anden mands kone. Og det er netop derfor, at det er en utrolig dum fejl at lave, fordi den er decideret meningsforstyrrende.

For mig har det hjulpet at blive bevidst om, at det er et typisk sted at lave fejl, for når jeg først tænker over det, er det ikke så svært at vide, om det er hans eller sin.

Khazid tog sit sværd. (Det er Khazids eget sværd).
Khazid tog hans sværd. (Det er en anden mands sværd).

Khazid tog hans sværd og stak det i sin mave.
Khazid tog sit sværd og stak det i hans mave.
I denne situation er det ret essentielt for Khazid, om man kan finde ud af reglerne omkring sin eller hans.

Nogen eller nogle?

Lars Andresen — Wed, 26 Apr 2006 20:44:24 +0000

Det her er heldigvis en af de lidt nemmere, men derfor er der stadig mange, der konsekvent fucker op i "nogle" eller "nogen". Og netop fordi, at det er en af de forholdsvist nemme, kan det virke utjekket. Det handler rent faktisk om matematik, som det vil vise sig.

Problemet med nogen og nogle kommer af, at der er en tendens til, at man bare siger no'en. Den mest almindelige fejl er, at man skrive "nogle", hvor man rent faktisk burde skrive "nogen".

Hvis man er en af de scenarieforfattere, der engang har argumenteret for, at det var fedt at skrive på engelsk, så kan det faktisk hjælpe i dette tilfælde, for på engelsk er det meget nemmere, idet at "any" og "some" har den samme betydningsforskel som "nogen" og "nogle".

Nogen
Kan siges, at det betyder "nogen overhovedet". Orken nægtede at give nogen oplysninger. Nogen er altså mere end én, hvis man taler sådan helt matematisk. Nogen svarer til "any" på engelsk. "The orc refused to divulge any information". Vi kan godt høre, at det vil være forkert at sige: "The orc refused to divulge some information".

Nogle
Her menes der så "nogle stykker", "lidt flere" eller "en del". Sådan matematisk set, så menes der flere end én, altså mindst to. "Orken stjal nogle guldstykker fra mig". Her er det igen tydeligt, at det svarer til "some" på engelsk. "The orc stole some goldpieces from me".

Hvis man er i tvivl, kan det altid betale sig at lave det om til engelsk og høre, om det skal være "any" eller "some".

Nogen: Any
Nogle: Some

(Åh jo, der er selvfølgelig undtagelser, men dem gider vi simpelthen ikke besæftige os med her. Vi skal bare undgå de værste fejl, når vi skriver vores scenarier.