Kaos Andresen

I morgen tager jeg til Orkon. Det bliver for sidste gang. Det er egentlig ikke fordi, at jeg har et særligt nært forhold til Orkon. Jeg var der først for alvor i 2003 og har lidt indtryk af, at det er gået ned af bakke derefter. I hvert fald når det kommer til vejret. Men alligevel er det trist, og jeg fik en omvendt: "Hey, jeg kunne jo også bare gøre noget"-tanke, forstået på den måde, at jeg sagde meget bestemt til mig selv, at jeg i hvert fald ikke skulle eller kunne gøre noget. Det er ikke MIG, som skal prøve at redde de små kongresser, klublivet eller hvad vi kalder det. Og det var en meget bestemt tanke.

Og så var det jeg egentlig kom til at tænke på, hvad de var sket med mig. Hvorfor jeg tænkte sådan. Næsten som om, at tanken om at arrangere en lille kongres, starte en rollespilsklub eller noget i den stil, forekom mig ligeså vanvittig som tanken om at vende tilbage og blive opvasker. Og hey, ja! Der var noget, for det er jo det, som det handler om. Det er et overstået kapitel i mit liv.

Før jeg definerede mig selv som scenarieforfatter og kreativ medhjælper til kongresser, var jeg faktisk en slider. Jeg startede i 1990 Viborgs første ungdomsskolehold i rollespil. Kort tid efter, da jeg opdagede hvilken opbakning der var til holdet (vi hyrede en hjælpelærer og holdet bestod på et tidspunkt af 30 elever), startede jeg Viborg Bræt og Rollespilsklub. Blandt andet sammen med Filiipo D'andrea, som blev næstformand, og Peter Jones, som dengang ikke var særligt gammel. Det var jo et slid. Arbejde for at skaffe lokaler. Skaffe møbler til lokaler. Skaffe medlemmer. Altid være til stede i klubben. Skaffe spil. Skaffe penge. Hold da op, hvor var der meget, der skulle skaffes, men det gjorde ikke noget, for vi var jo en klub. Og vi var for fede. Der var Simon, JP, Nylle, Damsgaard, Jesper Buhl, Mads, Allan, Johnni Bech, Marc, Bjarke, Jakob Bjerregaard, Mike og alle alle de andre. Der var en hård kerne på ca. 20-25 medlemmer der gjorde, at det blev ved med at være sjovt. 

I 1993 (tak Johs!) arrangerede jeg endda en kongres sammen med klubben. Det var også et slid. Peter Jones overtog sliddet og kaldte kongressen for UnConventional og slog sig især op på, at hans søde søster kom og bagte gratis vafler til kongressens deltagere. Fantastisk koncept.

Men i dag ligger tanken så fjernt fra mig, at jeg slet ikke fatter det, og her i aftes gik det op for mig hvorfor.

Jeg har jo allerede en klub. Jeg er med i en klub. Det kan godt være, at vi ikke har vedtægter og at man ikke bare kan melde sig ind (selv om man godt kan melde sig ud) og at folk ikke er rigtigt enige om hvad klubben hedder. Men den opfylder fuldstændigt det behov, jeg havde for at lave en klub dengang. Så det er jo klart, at jeg ikke føler noget behov - ja nærmest frygt ved tanken - for at skulle starte en klub eller arrangere en kongres. Det ville jo bare være arbejde, for behovet for at være med i en klub er dækket ind. Hvis alle i Klubben holdt op med at skrive scenarier eller komme på Fastaval eller spille rollespil, så kan det godt være, at jeg startede en rollespilsklub, men før den dag føler jeg nok ikke noget behov for det.