« Skyggen af Vandland | Main | Den samme arrangørrolle som altid »

Katastrofen

Jeg kan godt lide katastrofer. Sådan store og verdensomvæltende katastrofer. Jeg er vild med første halvdel af Stephen Kings 'The Stand' hvor hele det amerikanske samfund bryder sammen hen over nogle måneder. Jeg er vild med de post-apokalyptiske scenerier, han skaber. Jeg kan også godt lide selv dårlige katastrofefilm i stil med The Day after Tomorrow og selvfølgelig også flere af Zombie-filmene, hvor samfundsnedbrudet også er temaet.

Jeg har i flere år leget med tanken: Hvad nu hvis det begyndte at regne og bare ikke holdt op og vandstanden steg og steg? Jeg tror, jeg talte med Mette, Thomas og Kristoffer om tanken første gang for fire år siden, og den har aldrig rigtig forladt mig. Hvad ville der ske i Danmark, hvis vandstanden bare steg og steg. I starten ville det handle om at passe på værdier, men ganske hurtigt ville det blive klart, at det ikke handlede om hvorvidt sommerhuset blev oversvømmet, men om hvorvidt 80 procent af befolkningen drukner. Det er selvfølgelig samfundets totale sammenbrud, der fascinerer mig, og hvordan mennesker reagerer på det.

Problemet med den slags historier er, at det ALTID er første halvdel af filmen eller bogen, som er mest spændende. Beskrivelse af menneskeskæbner, beskrivelse af katastrofen, der langsomt starter ud, beskrivelsen af folks manglende forståelse for situationens alvor, hvordan de første sprækker i lov og orden opstår og derefter hvordan katastrofen udfolder sig i al sin forfærdelige gru. Men så skal det jo også handle om noget, og der kommer problemerne. 

Miljøkatastrofen
Egentlig har jeg mest tænkt på det store 'vand-scenarie' som setting til en spændingsroman, og man må jo sige, at tiden er nok ikke mere aktuel, end den nogensinde har været. En gennemresearchet bog, hvor man har undersøgt, hvordan beredskaberne faktisk fungerer, hvordan politet, medierne og så videre vil reagere i en sådan situation. En bog, der er så pop-videnskabelig, som det kan lade sig gøre, lidt i stil med Crichtons bøger. Jeg kunne godt tænke mig at lave en bog, hvor der sidder nogen og tænker, at hvis det skete, så var det sådan, at det ville ske. Lige nu er der lidt en 'åh for pokker da! De globale klimaforandringer sker lige nu og her"-stemning, som man garanteret kunne læne sig op af. Både når det kommer til nemmere adgang til research, men også til opmærksomhed. Det spændende ved lige netop miljøkatastrofen er, at alle har hørt den der med, at hvis polarisen smelter, så stiger havene så og så mange meter, og Danmark ligger ret lavt.

Hvorfor så ikke gøre det?
Tanken om i stedet at lave det fedeste katastrofe-scenarie har selvfølgelig også meldt sig, og det er faktisk her, at problemerne opstår ... både når det kommer til scenarie og til bog. Hvad skal det hele handle om? Altså hvad skal der ske, når vi nu har fulgt seks hovedpersoner, som af forskellige grunde har overlevet første forfærdelige del af katastrofen og som nu er blevet samlet? Hvordan undgår man, at det bliver til en omgang af Waterworld?

Tja, man kunne jo vælge at sige, at bogen eller scenariet sluttede, når hovedpersonerne havde overlevet den første forfærdelige del af katastrofen og sejlede væk sammen i en båd og lade hele historien handle om overlevelse og sammenbrud. Eller som i The Day after Tomorrow køre dramaet i historien over på noget helt andet ... i dette tilfælde et spørgsmål om hvorvidt en far får reddet sin søn. Rimeligt tyndt og ikke særligt spændende.

Jeg tror, at jeg vil prøve at arbejde lidt mere struktureret med ideen og enten brygge videre på den eller få den aflyst som en idé til enten spændingsroman eller scenarieidé. Jeg kan ikke helt bestemme mig for, om jeg tror på genren 'katastrofescenarie'.

Posted on Sunday, April 15, 2007 at 09:58PM by Registered CommenterLars Andresen | Comments11 Comments

Reader Comments (11)

Hmm.. jeg tror godt at man kan skrive et katastrofe scenarie, jeg er bare ike helt sikker på at vandmasserne over danmark er den bedste løsning. Netop vand er ret definitivt. vandmasserne stiger - vi drukner. Der er ingen kære mor og scenariet kan kun ende med at folk drukner eller finder en båd og finder højere land (norge f.eks.) eller løber tør for mad og vand og dør. Derimod hvis katastrofen var jordskævl (ret usandsynligt i DK), storm/orkan (de er jo begyndt), eller blot en dejlig juleaften hvor sneen daler og så bliver den ved og ved og ved og... så kan katastrofen stoppe på et tidspunkt. Man skal bare lige overleve indtil da. Men med vand er der ingen udsigt til at det kan lade sig gøre.. med mindre man finder den båd og kommer væk selvfølgelig.

Jeg har selv leget med tanken om at skrive et scenarie om hvad der skete hvis alt strøm pludselig går - og bliver ved med at være gået. Se det kunne være galt nok. Panik, ingen dankort, ingen trafikregulering, internet, opladning til mobiltelefoner.. ja ingen telefoner i det hele taget. hvor lang tid vil der gå før alle er sig selv nærmest og din nabo din konkurrent du er villig til at slå halvt fordærvet for den sidste pakke gær nede i netto? bare en tanke...
April 17, 2007 | Unregistered Commenterrené toft
Et par ting:
- Så en dokumentar (måske på Discovery), der handlede om, hvad der ville ske, hvis en virkelig voldsom solstorm rammer jorden: totalt black-out, der faktisk ville kunne komme til at vare op til et år! Ajk - så kan man virkelig tale om en katastrofe!

- John Wyndham (intelligent sci-fi forfatter) har skrevet en nærmest perfekt katastrofehistorie. Den hedder The Day of the Triffids og handler om en alien-invasion. Det fede ved den er, at de overlevende opretter små nye samfund, der alle har forskellige tilgange til, hvordan en civilisation skal fungere - så historien bliver en slags småfilosofisk gennemgang af forskellige samfundstyper. Meget anbefalelsesværdig!

- for mig at se skal der være en reel risiko for at en eller flere af SP'erne dør. Let's face it: noget af det fede i Night of the Living Dead er, at folk dør som fluer og man er aldrig HELT sikker på, hvem der overlever.
April 17, 2007 | Unregistered Commenterpeter dyring-olsen
Katastrofefilm og -historier er KUN fede, når det egentligt handler om noget andet. Ligesom sci-fi er katastrofen et greb, der bruges til at vise noget om verden, som den er idag. Det handler netop om, at slutningen er mere eller mindre givet, og derfor er det interessante, hvad der sker mellem karaktererne, ikke kun hvem af dem der overlever.

Nuvel, plottet i The Day After Tomorrow er ikke godt, men det er i sig selv ikke nok til at afskrive formen :-)

Gode eksempler:
The Walking Dead (som også inspirerede Renes Zombies dk) er den bedste zombie-historie, jeg har læst.
Titanic - at skibet synker er kun backdrop for kærlighedshistorien
April 17, 2007 | Unregistered CommenterMax
Forresten: har I hørt om de forsvindende bier? 60% af den amerikanske vestkysts bier og 70% af østkystens er forsvundet sporløst.

Pludselig bliver himlen sort af hævngerrige bier... Hitchcocks Fuglene, bare med bier. Og bier er væsentligt sværere at gemme sig for. De slipper igennem udluftningskanaler osv og angriber i enorme flokke...
April 17, 2007 | Unregistered CommenterMax
DRÆBERBIERNE! nice.. Det lyder som et scenarie jeg gerne vil spille. Hvem hader ikke en stikkelysten bi? - og så lige et par millioner af dem. Det holder.

Og det kunne selvfølgelig overføres til alverdens kryp og ubehageligheder - f.eks. myrer, dem er der rigtig mange af overalt... Det starter med nogle store myretuer der dukker op i visse baghaver i det indre københavn. Kæledyr forsvinder sporløst at have været en tur i parken, en børnehave blive overfaldet da de spiser is i den nærlæggende skov og pludselig... kæmpe march af drævermyrer og en by i undtagelsestilstand.

Damn, hvorfor er der ingen der skriver den slags scenarier?... Måske fordi at selv om det kan gøres nok så realistisk (reaktionerne i hvert fald) så er det stadig lidt kitch. Lidt ala 50 matine (attack of the 50 ft woman etc.). I dont know..
April 17, 2007 | Unregistered Commenterrené toft
"Killer Bees" findes skam allerede som film.

Jeg synes stadig, det er en fed idé, Lars, men det bliver en udfordring at etablere den desperate stemning, hvor man er villig til at slå ihjel for en skive rugbrød. Og Max har selvfølgelig ret i, at alle gode katastrofehistorier i virkeligheden (også) handler om noget andet.
April 18, 2007 | Unregistered CommenterKristoffer Apollo
Hov ... var lige væk et par dage.

Noget af det jeg godt kan lide ved tanken om vandet er, at det er en velkendt trussel i Danmark. Vi er vand til at tale om, at vandstandene stiger, at veje lukker på grund af vand og huse oversvømmes. Derudover er det en katastrofe, som vi har et - kan man sige nært - forhold til på grund af New Orleans og Tsunamien. Vi VED at det er pisse farligt, og vi kan huske billederne.

Dernæst giver vand-katastrofen mulighed for, at det kan starte stille og roligt ud, hvor det langsomt men sikkert går op for den enkelte borger, myndighederne og medierne, at katastrofen har potentiale for at blive total.

En af de ting, jeg var fascineret over ved New Orleans katastrofen var, at det ikke lykkedes USA at redde deres indbyggere i en storby. At der var så mange, der bare druknede, fordi hjælpen ikke kom og der var så lang tid, hvor der var kaos i byen. Myndighederne kunne ikke gøre noget.

En anden ting jeg tænkte på var, at man kunne lade være med at gøre katastrofen helt total, men hele tiden befinde sig på grænsen til den totale død. Måske kunne vandstanden falde, inden dødstallene blev enorme ... men truslen kunne hele tiden være der. Vi ville jo nok vælge at tro, at hvis der rent faktisk udbrød en katastrofe af omtalte art, så ville vi kunne redde folk. Scenariet skulle så være, at det KUNNE man også have gjort, hvis man havde taget det alvorligt, men det øjeblik, hvor det bliver taget alvorligt, er det for sent. Der er motorvejene fyldt op med biler, der er flere broer oversvømmet, der er skabt nye øer, hvor folk panisk søger mod toppen.

Historien skulle altså i høj grad også handle om, hvordan myndighederne reagerer (nogle rigtigt, nogle forkert) og meget af spændingen skulle ligge i, hvordan samfundet efterhånden bryder sammen.

Jeg tror faktisk, at jeg vil gå i gang med noget af researchen i hvilket beredskab vi har overfor en forfærdelig miljøkatastrofe og så langsomt prøve at få styr på settingen og derefter tænke i, hvilken historie der skal fortælles.
April 19, 2007 | Unregistered CommenterLars Andresen
Hrm, den klassiske protagonist i en katastrofefilm er vel ham eller hende, der desperat flygter/prøver at overleve/vælter rundt i kaos med en lille gruppe. Kunne det være interessant at spille "top-down" i stedet, så man var beslutningstagere (politikere, hæren, politichefen, whatnot), der har alt for lidt tid, alt for få ressourcer, og en masse de gerne vil redde/ødelægge, eller ikke har lyst til at stå til ansvar for?
April 25, 2007 | Unregistered CommenterAlex
Vand holder i øvrigt, synes jeg. Danskere har et underholdende og rodet forhold til vand. Grundvandet er stakkels, og skal beskyttes. Havet ved kysterne spiser vores jord, og er vagt truende, men ikke helt farligt, fordi det sker så langsomt. Men det er rart at bade i. Så er der stormfloder og hele digebygger-kulten. Vores stakkels åer bliver rettet ind og ud. Når de går over deres bredder, er det bare lidt irriterende. Men når hele havet pludselig står i Esbjerg havn, er det skræmmende på en lidt gys-gys måde. Og vi brokker os altid over regnen, der enten kommer i for små eller for store mængder, eller bare er til besvær. Men når den så for alvor kommer, eller helt bliver væk, retter vi bekymret blikket mod himlen og undrer os.
Hvis der en dag kom en tsunami væltende ind over Grenen og åd Skagen, ville vi være helt lamslåede, og også lidt forurettede, tror jeg.
April 25, 2007 | Unregistered CommenterAlex
Der er skrevet en del katastrofe-historier som foregår i Danmark. Den seneste er vist Niels-Ole Rasmussens Kongen af Ragnarok, som handler om Danmark under en ny istid, med Kronprins/frømand Frede som hovedperson. Har ikke læst den, men den skulle være ret underholdende. Rasmussen er forresten på programmet for Eurocon2007.dk her til efteråret. (Så fik jeg lavet lidt reklame også.)

Hvis folk skal synes at nok en katastrofe-historie er interessant, skal der nok et eller andet specielt til. Fokuser på noget helt andet end det sædvanlige, for eksempel. Et mordmysterium, der foregår i en verden der er ved at drukne, for eksempel. Eller som Max nævnte, en kærlighedshistorie a la Titanic.
May 1, 2007 | Unregistered CommenterFlemming Rasch
Att den super snygga Prins Carl Philip gjort slut med Emma Pernald har man ju h�rt rykten om... men h�r har Catarina Hurtig BEVISET http://www.finest.se/userBlog/?uid=10457&beid=1039525 p� att han �r SINGEL!!! Ohh yeah!
November 7, 2008 | Unregistered CommenterGinaEriksson

PostPost a New Comment

Enter your information below to add a new comment.

My response is on my own website »
Author Email (optional):
Author URL (optional):
Post:
 
All HTML will be escaped. Hyperlinks will be created for URLs automatically.