« Lichkongen vs. Order of the Stick | Main | Skyggen af Vandland »

Æresottoens storhed og fald og storhed og fald

Jeg var med til en Fastaval, hvor en af mine venner vandt prisen for bedste spilgruppe. Det var året før, der var noget der hed Otto og der var nogen, der havde set den gyldne pingvin. Fastaval eksisterede altså i mange år, før Ottoen blev indført tilbage i 1992.

Ottoen har altid gjort indtryk på mig. I 1993 sad jeg sammen med så mange andre og tænkte, at sådan en ville jeg da også vinde ... jeg ville da også op på scenen og stå der og sige tak og alt sådan noget, så jeg må indrømme, at det til dels var på grund af pingvinen, at jeg skrev mit første 'rigtige' scenarie til Fastaval. Og med 'rigtige' scenarie mener jeg, at jeg havde skrevet flere scenarier til UnConventional i de forløbne år, men det var sådan nogen, som ikke var helt gennemarbejdede, de var ret fjollede og der var ikke gjort det helt store ud af dem, og de blev nok også kun spillet to-tre gange på kongressen. Men med Ottoen i sigte, så steg ambitionerne. Det er den positive side af Ottoræset.

Men æresottoen har jeg sgu aldrig rigtig haft så mange positive følelser omkring. Jeg synes mest, at den var årsag til ævl og kævl, og der ligger en masse nid og personligt fnidder bag, at Ask Agger aldrig fik den og måden den blev uddelt på betød, at jeg synes den lugtede af nepotisme, hvor uddelerne gav den til dem, der kom fra deres egen del af miljøet. Kort sagt synes jeg, at der var flere negative ting forbundet med den end positive, og da Mette Finderup på et tidspunkt i enten 2002 eller 2003 spurgte en række personer, hvad de mente om den, var mit uforbeholdne svar, at jeg synes, at man skulle stoppe uddelingen af netop denne pingvin.

Mette var meget uenig, og sagde at der lå en masse positivt potentiale i æresottoen, fordi det var en mulighed for at give et rygklap til dem, der ellers ikke får rygklap fordi de arbejder bag kulisserne, at den skulle uddeles på den rigtige måde, så den skabte en følelse af fællesskab i stedet for en irritation over, hvorfor nu lige ham eller hende skulle have den. Jeg ved, at der var flere andre inde over reformationen af æresottoen, men det var Mette, jeg havde diskussionerne med, og jeg blev egentlig ret hurtigt overbevist om, at hvis man gik til æresottoen med en masse positiv energi i stedet for den mavesurhed, som jeg gennem årene havde opbygget imod den, så lå der faktisk en del potentiale i det.

I 2003 kom der fokus på æresottoen. I stedet for at afsløre 'vinderen' til banketten, blev der holdt en reception i cafeen om lørdagen. Forud for det, var der hængt plakater op på Fastaval med alle de nominerede og begrundelser for deres nominering. Jeg kan ærligt talt ikke huske, hvem der uddelte prisen, selv om jeg er sikker på at Mette og Morten Juul sad i juryen.

En af de ting, jeg kan huske, at jeg følte ved netop den måde at gøre det på var, at juryen sendte et MEGET klart signal om, at der INTET var at skamme sig over. Jeg synes tidligere at æresottoen har været forbundet med en lille smule skam ... jeg har fornemmet, at der flere gange er gået forsvar i den med det samme, når det skulle forklares, hvorfor netop de vandt. Sådan var det ikke i 2003. Der blev udstrålet en selvsikkerhed og en glæde ved at gøre Natural Bornholmers glade for æresottoen og derfor virkede den. Fordi den blev uddelt med selvsikkerhed, pomp og lidt pragt og fordi der var tid og rum til at sige tillykke og snakke om at det de andre nominerede havde lavet også var fedt. Til banketten blev selve pingvinen overrakt til NBH af Ask Agger, som nok noget nær fik aftenens største bifald, og der var lidt en fornemmelse af, at nu fik han den alligevel ... eller i hvert fald de klapsalver, som der følger med prisen.

Jeg må indrømme, at jeg ikke ved meget om, hvordan æresottomaskineriet har fungeret under overfladen. Det eneste jeg egentlig ved er, at den blev uddelt ved reception i 2004 og 2005. I 2006 fik Malik den, og det var et lidt underligt år, for der var ikke nogen nominerede, og jeg ved egentlig ikke præcist, hvad det var at Merlin gjorde ud over at give den til Malik. Valget var fint, men jeg undrede mig over, at der ikke var nominerede. Merlin var der heller ikke selv i 2006, men der var andre, der tog sig af at arrangere en reception og i magasinet kunne vi skrive en stor artikel om alle Maliks bedrifter. Det virkede også i 2006, men det var  især fordi, at det føltes så rigtigt, at det var Malik der fik den. Men måske var det bare mig, der forstod det, fordi jeg var med til at lave magasinet og på forhånd havde hørt, at det var Malik der fik den, og der var et masse hyr med at få ham lokket til Fastaval om lørdagen, så han kunne få prisen og hvad ved jeg.

Og i 2007 oplevede jeg så egentlig, at æresottoen blev til det, som jeg syntes, at den var før 2003. Langsomt havde det arbejde, der var lagt i den i 2003 degeneret over årene. I stedet for en receptionen om lørdagen, blev æresottoen afsløret ved selve banketten. Nomineringerne blev ikke forklaret og juryen blev ikke offentliggjort. Jeg mødte Julie Streit nede på toilettet lige efter uddelingen, og hun var nervøs for, hvordan folk ville reagere ... og det virkede ærligt talt ikke som nogen rar nervøsitet ... sådan skal det sgu' ikke være! Juryen skal jo netop være glade og synes det er fedt, at de får lov til at gøre nogle andre glade, men jeg oplevede at vi var tilbage ved tidligere år, hvor det nærmest virkede som om, at de mennesker, som var allertættest på Æresottoen helst ville have, at den bare skulle gå sin vej.

Nå, men det gode ved, at Ærespingvinen er på vej ud på et sidespor er, at der kan komme nogen og føre den tilbage i sit velfortjente rampelys.

 

Posted on Saturday, April 28, 2007 at 12:55PM by Registered CommenterLars Andresen | Comments1 Comment

Reader Comments (1)

Jeg synes ikke æres-ottoen fungerer som sådan en typisk dansk mellemvare: Det skal være enten/eller. Enten sørger man for lidt positiv foromtale, har offentlige nomineringer, holder reception (el. lign.) osv - eller også skal man droppe den.
Nu er det der med udadvendt kommunikation faktisk ikke altid alle rollespilleres stærke side, så det må være op til Fastavl (dvs Alea) at sikre et vis minimum af kvalitet omkr. produktet.
Hele historien er også interessant i en anden vinkel: det viser sig nemlig, at vi er overraskende mange, der vil ærge os, hvis den blot løber ud i sandet - lissom i de "gode" gamle dage.
-M
April 30, 2007 | Unregistered Commentermichael erik næsby

PostPost a New Comment

Enter your information below to add a new comment.

My response is on my own website »
Author Email (optional):
Author URL (optional):
Post:
 
All HTML will be escaped. Hyperlinks will be created for URLs automatically.