« Fastaval - det nye årtusinde | Main | Før Høsten - En spillederoplevelse »

Et årti med Fastaval – 1990 til 1999

1990
Min første Fastaval. Jeg erindrer at overnatte i sovesalen. Jeg var af sted sammen med nogle venner fra Viborg. Marc, Bjarke (Dæmon Bjarke), Olav Kjær, Thomas Bjerregaard og et par stykker mere. Det var min første con og jeg var 17 år. Det første jeg spillede var Paul Hartvigsons ’Et kedeligt scenarie’, som var et Drager og Dæmoner scenarie. Jeg kan ærligt talt ikke huske noget af, hvad det handlede om, men jeg kan huske, at der var en gammel mand med i gruppen ... han har nok været 30 år eller sådan. Meget sært.

Den spiloplevelse jeg husker bedst var at spille ’Det Sidste Stik’ – et Call scenarie af Mads Lunau. Jeg kom til at spille med Troels Chr. Jakobsen som spilleder og blandt andet Cthulhu Bisgaard som medspiller. På det tidspunkt var jeg lidt af en munchkin. Gik efter rollerne med våben og kunne snildt finde på at starte scenariet med at gå ud af skaffe mig en pistol. Både Cthulhu Bisgaard og Troels fortalte mig en venlige vendinger, hvad der var godt og dårligt rollespil, og at jeg skulle overveje, om jeg spillede min karakter, når jeg foreslog, at vi bare gik ned til kirkegården og slog graveren ihjel for en sikkerheds skyld. Vi klarede iøvrigt scenariet uden at tage til Tahiti, som der ellers var lagt op til – vi brugte en faxmaskine i stedet for.

1990 var også året, hvor der gik en gruppe dommere rundt og bedømte spilgrupperne og uddelte priser til de grupper, spilledere og spillere, der klarede det bedst. Min ven Bo Lyngså var med i den gruppe der vandt Call-scenariet.

Jeg spillede også Spacemaster-scenariet 'Crusaders 2300', som Kristoffer Apollo og Ole Wesenberg skrev. Jeg husker ikke andet fra scenariet, end at vi brugte to timer på en skudduel, der i realtime varede 10 sekunder.

Åh ja ... så var der ’Swingtime’. Årets live-scenarie og mit første møde med live. En meget forvirrende oplevelse, hvor jeg ærligt talt ikke forstod særligt meget af, hvad der foregik, og det meste af tiden gik rundt med hat og forsøgte at se sej og voksen ud. Blev pludselig opsøgt af en official, som smed mig ud af spillet, fordi en eller anden endnu mindre nørd påstod, at jeg havde skudt ham med min vandpistol ... som om jeg gik med vandpistol. Og det nyttede ikke at argumentere.

Jeg husker ikke meget fra stemningen udover, at jeg var meget intimideret af de mindst to-tre år ældre arrangører, som var helt vildt seje. Der blev drukket på Fastaval i krogene og i sovesalen. Troels Chr. Jakobsen og nogle andre forsøgte at tromme foreninger sammen til at være med i ODDS, og jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt gik ind i deres lokale for at melde vores klub til, og der stod en fyr og brækkede sig i håndvasken. Jeg gik igen.

1991
Vi var en noget større flok fra Viborg, der dukkede op på Fastaval, da vi lige havde startet vores rollespilsklub. Det betød også, at jeg ikke startede mange nye bekendtskaber og stadig i høj grad var meget menig deltager.

På min anden Fastaval var Call-scenariet ’Passions of a believer’  mit første scenarie. Det startede med, at man trommede alle folk sammen og så blev vi sat til at lave karakterer, da de ikke lige var på plads. Jeg kan faktisk ikke huske, om jeg var spiller eller spilleder, men det vilde ved scenariet var, at det var nutidigt Call. Det eneste jeg husker fra scenariet er en Dark Young eller lignende ude i sumpen ... som jeg slog spilpersonerne ihjel med – eller blev slået ihjel af. Det var ikke noget godt scenarie, men jeg morede mig kosteligt. Der var shotguns!

Så spillede jeg også Viking. Scenariet ’Hjemvé’. Hold kæft hvor var det kedeligt og en skuffelse. Jeg havde nok troet, at der var lidt mere gang i den, men det var jo som at være med i en dansktime.

Jeg spillede også livespillet ’Kviktopia’, som igen var en forvirrende oplevelse, men dog noget mere underholdende end ’Swingtime’. Jeg forstod ikke meget af, hvad der foregik, og var mestendels tilskuer. Fastaval 1991 står meget tåget for mig, og de eneste oplevelser jeg tydeligt erindrer er spilstarten til Kviktopia.

1992
Største forskel fra tidligere år er, at Olav Kjær og Bo Lyngså er flyttet til Århus, og jeg derfor bor ude i deres lejlighed. Det kom blandt andet til at betyde, at det var den første kongres, hvor jeg ikke tilbragte al tiden på selve Fastaval. Det var også den første Fastaval efter at jeg var blevet gode venner med Alex Uth, og det var også den første Fastaval, hvor flere af mine gamle venner fra gymnasiet droppede Fastaval og flokken fra Viborg i stedet for bestod af en masse folk fra rollespilsklubben. Det var også den første Fastaval, hvor jeg havde virkelig gode spiloplevelser, som stadig står tydeligt for mig.

’En dødelig fornærmelse’ af Nikolaj Lemche. Åhh ... jeg hader stadig Brissout. Jeg kan ikke huske, hvad mine medspillere hed, men der var især en – en spøjs Steve Buscemei type – som jeg havde et fantastisk spil kørende med. Fastaval var ved at blive stor – for stor til Brobjergskolen (som også var ved at blive til danseteater eller noget i den stil), og derfor spillede vi også nede i Fastas lokaler. Det var dengang de lå i Vestergade ved siden af SM-klubben.

(Nå ja, nu kan jeg huske, at jeg egentlig havde tænkt mig at sove i sovesalen, men så viste det sig sgu, at det om lørdagen eller om dagen hele Fastaval skulle bruges af nogle dansere til at træne, og det blev sgu lidt for alternativt).

En anden fantastisk oplevelse var ’Festival des Totes’ – et warhammer-scenarie af Mette Finderup og Thomas Munkholt. Det var før, at jeg kendte nogen af dem. Alex Uth og jeg dukkede op og skulle spille sammen, og den meget unge spilleder startede med tøvende at fortælle, at han ikke havde fået læst scenariet så grundigt, da han lige var hevet ind. Han fortsatte og fortalte, at han heller aldrig havde kørt et scenarie før. Vi prøvede faktisk, skal lige siges til vores forsvar, men efter to timers ulideligt spil, hoppede vi ud over en afgrøft i fælles selvmordspagt.

Igen spillede jeg live. Det hed ’En Forårsaften’ og jeg må indrømme, at jeg aldrig ever fattede en bjælde. Det foregik vist i nutiden og det startede med en a-bombe-eksplosion. Arrangørerne havde den fantastiske idé at samle folks briller ind, fordi de var blevet blændet. Jeg måtte true en arrangør med røvfuld, før han fattede, at jeg ikke ville give en eller anden tilfældig tosse jeg aldrig havde set før mine briller. Men jeg havde det morsomt med Alex, som på et tidspunkt var ved at blive smidt ud fra Fastaval, fordi hun spillede en meget overbevisende pusher.

1992 var den første Fastaval med banket – en banket, som jeg desværre ikke gad at tage med til. Jeg kendte ikke særligt mange på Fastaval dengang, og da Bo Lyngså foreslog, at vi gik ud og drak os stive istedet for, forekom det som en god idé. Nu kan jeg godt være ked af, at jeg ikke deltog i banketten, hvor Paul Hartvigson reciterede The Light Brigade.

1993
Fastaval i 93 var på mange måder et skelsår. Troels Chr. Jakobsen var general, Fastaval flyttede fra byen ud på Ellekærskolen (der var gigantisk i forhold til Brobjergskolen), arrangørerne fik walkie-talkies og jeg begyndte at lære folk at kende via Olav, som boede i Århus og havde lært Thomas Munkholt, Lauge Luchau, Mette Finderup, Sanne Pedersen og en masse andre århusianske rollespillere at kende. Lige pludselig var der en person, der kunne introducere mig over for den flok af mennesker, som bare havde været en lidt uhåndterlig størrelse. På selve vallen blev jeg venner med Thomas Munkholt, Sanne Pedersen og den sære Kristian Schmidt, men jeg mødte mange andre, som jeg fortsatte med at lære at kende, da jeg få måneder senere flyttede til byen. Som Fastaval at være var jeg dog stadig bare helt almindelig menig deltager.

Som sagt skete der noget vigtigt med kongressen i 1993. De tidligere år var præget af et (underholdende) anarki. For eksempel var det ikke underligt at møde en fuld arrangør på gangene, der sagde, at man bare skulle holde kæft, hvis man spurgte om noget. Som deltager virkede Fastaval 1993 bedre organiseret og mere gennemtænkt en tidligere. Wookierne gjorde det for eksempel muligt at skaffe resever til de forskellige spilgrupper med det samme. Man kan sige, at Fastaval virkede mere ambitiøs end nogensinde før ... det var lige ved, at det blev et kulturarrangement.

Jeg spillede Alex Uth’s ’En Duft af Kaprifol’. Et dansk Call-scenarie om en gruppe venner, der kommer på sporet af noget grumt. Et af de her fede Calls, hvor man på et tidspunkt spørger sig selv ’hvorfor ringer vi ikke bare efter politiet’. Ved nærmere eftertanke ... jeg kørte scenariet, og havde blandt andet Henrik Bisgaard i gruppen. Det var underholdende, men også lidt kaotisk. Jeg mødte Alex om torsdagen, hvor hun sad og skrev spilpersonerne færdige.

Og så havde jeg uvist af hvilken årsag meldt mig til live igen. Denne gang var det et ganske spændende situationsspil, hvor vi var blevet briefet på vores roller i forvejen. Vi spillede en gruppe sorte borgerrettighedskæmpere, som hijacker en bus tilbage i 60’erne, og spillet er så den forhandling med politi og FBI der følger. Jeg skulle jo spille neger, så jeg havde købt sort sminke ... sort sminke er bare noget pis, og når man ikke ved, hvordan man lægger en sminke, bliver det noget rod. Jeg lignede jeg ved ikke hvad, men vi spillede. Som et udmærket billede på, at det var en anden tid, så var vores største problem, at Ernst og nogle andre arrangører sad midt på dagen og drak sig stangstive i gymnastiksalen, hvor vi spillede, og begyndte at komme med ’morsomme’ tilråb til spillet. Der var ikke rigtig nogen, der stoppede dem.

’Maskeballet’ af Thomas Jakobsen og Jakob Berg var en virkelig fin rollespilsoplevelse. Jeg var så heldig, at komme i gruppe sammen med ’Steve Buscemi’, som jeg havde mødt i 1992 til ’En Dødelig Fornærmelse’, og vi havde et meget underholdende spil. Jeg husker det som et flot og gennemført scenarie.

1993 blev også min første banket, som var et meget fin fest. Merlin Mann var konferencier og kørte stilen med stand-up baseret på rollespil. Generelt en meget sjofel konferencier, og det var jo altså morsomt. Banketten 1993 var også første og eneste år med bare bryster på scenen (tak Siri) og Merlins smukke hjælper i guldbikini fik vendt et par hoveder. Jeg kendte ikke rigtig nogen, og var som så mange rollespillere før og efter mig bare blevet sat ved et bord langt fra scenen. Jeg oplevede helt klart, at banketten IKKE var for mig, og blev for eksempel også irriteret da Paul Hartvigson fik æresottoen, fordi han havde gjort meget for rollespil overalt i Danmark. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at vi da ikke havde set ham i Viborg. Det virkede som en indspist fest, hvor dem, der kendte hinanden, sad og klappede af hinanden ... men året efter sad jeg i den indspiste gruppe og klappede med, så min utilfredshed kom aldrig videre.

Rødvin kunne købes i tre-liters flasker ... og vi blev ganske fulde ved mit bord. Jeg tror nok, at jeg sad ved bord med Lars Vensild, som var den første bornholmer på Fastaval, men jeg kan sgu ikke rigtig huske det.

1994
Jeg aner ikke om det er rigtigt, men jeg erindrer 1994 og 1995 som de to guldalderår for Fastaval. Meget var sket siden Fastaval 1993. På vej hjem fra vallen, blev jeg enig med Alex om, at nu var det vores tur til at vinde Ottoer, så vi ville skrive det bedste scenarie nogensinde. Jeg flyttede fra en lejlighed i et socialt ramt område og ind til byen i en pragtfuld herskabslejlighed sammen med Troels Chr. Jakobsen, Mette Finderup og Thomas Munkholt. Bofællesskabet Elmuseet kom næsten til at danne ramme omkring Fastaval, og der blev holdt talrige møder i vores arbejdsværelse. Jeg havde tre scenarier med på Fastaval 1994: Vampire-scenariet Isabelle, Pompeii (skrevet sammen med Alex) og Et Eventyr (skrevet sammen med Olav Kjær). Samtidig var jeg skygge på banketten (næstkommanderende), så jeg var meget engageret. I løbet af et år var jeg blevet venner eller i hvert fald bekendte med hele inderkredsen bag Fastaval, jeg var medlem af Fasta og var med til at lave medlemsmagasinet Gekko sammen med Troels Chr. Jakobsen.

Faktisk starter historien om Fastaval 1994 tilbage i vinteren 1993, hvor der blev holdt en scenarieforfatterweekend. I løbet af weekenden brainstormede, holdt workshops, lærte om scenariestruktur, idéudvikling og mange andre ting. Jeg husker det som Troels Chr. Jakobsen, Mette Finderup og Kristoffer Apollo stod bag weekenden, men jeg kan huske forkert. Alle forfatterne gik ud og spiste bagefter, og grunden for et stærkt sammenhold blandt forfatterne til Fastaval blev lagt. Jeg kan tydeligt huske, at Nicholas Demidoff viste os hans næsten færdige scenarie ”Den Sidste Færd”, som blev aflyst på Fastaval.

Jeg kørte mit eget Isabelle på Fastaval. Jeg havde omkring 20 hold eller noget i den stil, og det var jo helt vildt. Jeg spillede med blandt andre Sarah Cederstrand og Jens Hougaard, og det var et fint og smukt spil. Jeg prøvede også at køre Ask Aggers dobbeltscenarie USS Atlantis, men måtte stoppe før tid. Min mest mindeværdige indsats fra det scenarie var, at en af mine spillere vandt Rottoen for dummeste dødsfald. Jeg dukkede mig, når scenariet Pompeii kom på tale. Det er et scenarie Alex og jeg prøver at glemme. Et Eventyr var sejt, men det lå om søndagen, og der blev vist oprettet to hold.

Der var to ting, der fyldte meget på Fastaval 1994. Mark Rhein*Hagen var æresgæst på Fastaval, og det var vildt, for han var jo en superstjerne i rollespilsmiljøet. Vampire var HOT. Den anden ting var Fønix og københavnene. Rollespilsmagasinet Fønix dukkede op på Fastaval og lavede bar, hvor man kunne købe øl og sidde og hygge sig. Og det var utroligt hyggeligt. De fleste af københavnerne indtog mere eller mindre vores lejlighed Elmuseet uden at jeg helt ved hvordan. I hvert fald var det ikke underligt at komme træt hjem og finde Asta i sin seng ... eller Paul Hartvigson. Københavnerne var på det tidspunkt en ret indspist gruppe, og de satte sig ret tungt på Mark Rhein*Hagen, og viste ham Århus (og vores lejlighed), og jeg personligt mærkede intet til, at der var en æresgæst ud over at høre et foredrag. Jeg ville nu godt have talt med ham, når jeg nu havde lavet et Vampirescenarie, der havde fået flest tilmeldinger.

Fastaval var rigtig godt arrangeret. Mette Finderup var general, og der var mange hjælpsomme mennesker. Der var mange ting at tage sig til. Workshops af forskellig art. Paneldiskussioner. Fønix uddelte Ronni’er. Og selvfølgelig masser af scenarier og brætspil. Det var også et af de år, hvor der var mange deltagere. Jeg husker ikke det præcise antal dog.

Jeg var med til at arrangere banketten, og det var et logistisk helvede. Det var første og sidste gang, at jeg tog imod en praktisk arrangørpost. Jeg blev reddet af blandt andre Morten Vadgaard og Mikkel Ploug som trådte til og løste en masse problemer. Vi var også så tåbelige, at vi ikke bare havde fordelt folk ved bordene, men ligefrem havde lavet bordkort. God damn ... det var en grum aften. Merlin var konferencier, og han havde sin sure første kone med, som skulle sidde ved mit bord, hvor Merlin også sad, og hun var bare negativ over, at Merlin stod oppe på scenen det meste af tiden ... og jeg tror ikke, at hun synes, at han var særligt sjov.

Jeg prøvede at få min første Otto, og det var jo vildt nok, og det vendte banketten for mig, men jeg kan nu godt huske, at jeg tog ret tidligt hjem, fordi jeg bare var smadret.

Fastaval 1994 var også det eneste år, hvor jeg brugte hele mandagen på at være med til at rydde op.

1995
Det er et meget sørgerligt år for mig. Jeg havde været med til at arrangere Fastaval. Skulle tage mig af æresgæsten, havde skrevet mit nok bedste scenarie, som fik to fine Ottoer og selve vallen var kæmpestor og fantastisk arrangeret ... og jeg lå hjemme med skoldkopper HELE Fastaval. Mette var så sød, at hun lokkede mig ud til banketten med ordene, at jeg ville fortryde, hvis jeg ikke kom derud – så det gjorde jeg, selv om jeg lignede, jeg ved ikke hvad. Og jeg fortryder det ikke, for det var en flot banket, hvor folk var fantastisk udklædt, Ask Agger lavede det vildeste Arnis show på scenen og jeg nåede lige præcist at føle, at jeg havde været på Fastaval. Der kom en masse spillere hen til mig og fortalte, at de havde elsket ’Tidens Ritual’, og jeg kom op på scenen og sagde tak. Men det var også det ... jeg gik glip af den måske bedste Fastaval nogensinde.

2371184692_1d696dcf8b_o.jpg

 

1996
Fastaval i 96 blev oplevet lidt fra sidelinjen. Det var næsten som i 1992 og 1993, bortset fra at jeg ikke engang spillede rollespil. Jeg boede ikke mere i bofællesskabet Elmuseet. Troels Chr. Jakobsen var forsvundet ud af rollespilsmiljøet på en usund måde, og jeg følte ikke det helt store for Fastaval. Jeg spillede en masse rollespil sammen med mine venner, og havde ikke lyst til at skrive scenarie. Jeg tror nok, at jeg sagde til mig selv, at jeg var blevet for gammel til den slags.

Jeg var ude på Fastaval nogle aftener. Det virkede rigtig flot og stort arrangeret, og igen foregik der masser af ting. Jeg hørte et foredrag med en forfatter i baren, hvor Nicholas Demidoff var TÆSKE beruset og stillede forfatteren meget mærkelige spørgsmål. Det var dengang, at det var eksotisk at møde en person, der havde skrevet rigtige bøger og fået dem udgivet. Når jeg kigger på listen over scenarier, kan jeg godt være ked af, at jeg ikke fik prøvet New York Coppers.

1997
Jeg er næsten væk fra Fastaval. Kristoffer Apollo har bedt mig om at køre sit meget spændende scenarie Jisei, og jeg dukker op – vist nok torsdag aften – og kører scenariet. Det går fint og er meget spændende, men efter det tager jeg hjem, og det er, hvad jeg oplever på Fastaval i 1997.

1998
Nytårsaften tager Thomas Munkholt og jeg op til fest ved totiden om natten hos Anders Trolle. Her sidder en skidefuld Ernst, som siger, at vi sgu skal skrive et scenarie til Fastaval. Vi er fulde og glade, så det lover vi, og det er nok heldigt, for ellers er det meget sandsynligt, at jeg ikke var kommet i gang igen. Selv om jeg skrev til 1995, havde jeg ikke været på rigtig Fastaval siden 1994. Thomas og jeg skrev scenariet Le Dernier Combat.

1998 var en fantastisk Fastaval. Fastaval TV havde deres eget lokale, som de forvandlede til et diskotek, hvor der blev holdt de vildeste fester. I stedet for baren var der vist øltelt i 1998, og det fungerede fint, når der var Fastaval TV som alternativ. Og det var virkelig elitært. Det var slet ikke alle og enhver der blev lukket ind til afterparty, men hold da kæft, hvor var det sjovt. Når jeg kigger på scenarielisten for 1998 fatter jeg ikke rigtig, hvad jeg lavede, for jeg har ikke spillet eller kørt et eneste scenarie – ikke engang mit eget. Den eneste aften, som står klart for mig, er den aften hvor Le Dernier Combat blev afviklet, hvor Thomas og jeg hang ud sammen i nærheden af spillokalerne for at hjælpe til, hvis det blev nødvendigt.
Jeg har på fornemmelsen, at jeg har været fuld rigtig meget af tiden. Jeg husker dog en aften, hvor min ven Jesper Thestrup var ude at drikke, og han slet ikke kunne klare, at hans kæreste skulle spille lækker luder i et livespil, og begyndte at være macho over for de andre livere – som så troede, at det bare var en rolle. Det var lige ved at blive noget rod.

Jeg husker også noget med at tåge rundt i de tidlige morgentimer på skolen og sidde udenfor og fortælle historier og generelt have det sjovt. Det var en sjov Fastaval, og jeg var helt sikker på, at jeg var tilbage.

Jeg er dog meget langt væk fra arrangørgruppen. Jeg aner ikke hvem, der laver Fastaval, eller hvordan det foregår. Fastaval er bare noget, der sker og kører. Hvis der er krise på, er det ikke noget, jeg lægger mærke til eller hører om.

1999
Jeg havde to scenarier med til Fastaval 1999. Det ene var et stort anlagt FBI-investigation med masser af handouts – inspireret af en kampagne. Det andet var et lille og intenst psyko-drama Fusions-scenarie.

1999 står også lidt tåget for mig, og jeg kan godt mærke, at jeg har nemt ved at blande 1998 og 1999 sammen. Jeg husker tydeligt, at Palle brændte mig af som spiller på Fahrenheit, fordi han havde tømmermænd. Ham og de andre gamle Fønix-drenge sov i en børnehave i nærheden. Jeg husker, at jeg ikke selv kørte Den Sidste Sag ... og at jeg havde Ask Agger som spiller på FBI-scenariet, og han bare ownede det scenarie for vildt. Igen Fastaval TV og deres lokale. Fest. Sprit. Vildskab. Hænge ud sammen med Max Møller, som virkelig var artsy fartsy dengang. Han havde været aktiv omkring Fønix for nogle år tilbage, og jeg havde mødt ham ude i Sojakagen, hvor jeg boede under Zentropaprojektet. Mærkelig banket, hvor Kristoffer og Mette fik en æresotto og gik meget hurtigt fra festen. Jeg havde en underlig banket – kan ikke huske, hvem jeg sad til bords sammen med, men blev meget overrasket over, at jeg vandt for mit lille underlige Fusions-scenarie, men mit stort anlagte FBI-scenarie ikke vandt noget, selv om det var nomineret over det hele.

Sløret, sløret Fastaval.

Posted on Saturday, March 29, 2008 at 02:04PM by Registered CommenterLars Andresen | Comments10 Comments

Reader Comments (10)

Herligt med den nostalgi. Og jeg kan heller ikke huske ret mange detaljer fra 1998 og 1999, så jeg har en mistanke om, at det har været nogle år, hvor jeg har lagt en måneds SU i baren...
March 29, 2008 | Unregistered CommenterJesper Sandal
Historiske øjeblikke, bevaret for eftertiden ...
March 29, 2008 | Unregistered CommenterThomas Munkholt
Fantastisk gennemgang Lars. Vi vil ha de næste år med også!!
March 29, 2008 | Unregistered CommenterMette Finderup
He he. Jeg er gået i gang med de næste år, men der er jo mere at skrive, for dem husker jeg bedre.
March 29, 2008 | Unregistered CommenterLars
Ah, disse minder. Min første var 1992, hvor jeg oplevede Paul (som jeg dengang ikke kendte) for fuld udblæsning da han reciterede The Light Brigade stående på et af langbordene. Det moment er for evigt svitset ind i min hjerne.

Herlig gennemgang, Lars.
March 29, 2008 | Unregistered CommenterPer
Rigtigt hyggelig og personlig gennemgang!

I 1998 var der dog endnu ikke øltelt, men et lokale blev brugt som bar/café (i den gamle terminologi). Jeg var spilleder søndag dag i et lokale lige over for bar-lokalet... der stank pænt meget af fest!

I 1999, som var på samme skole, dukkede ølteltet så op. I første omgang virkede det spøjst, at det blev placeret i den skolegård, som lå længst væk fra sovesalen, men den nærmeste skolegård rummede en legeplads med masser af objekter, fulde folk let kunne komme ret godt til skade på.
March 31, 2008 | Unregistered CommenterPeter Brodersen
Kan du huske, hvordan baren var i 1998? Jeg kan tydeligt huske ølteltet i 1999, der lå midt ude i gården. Jeg drak min første øl det år sammen med Hr. Wagner ... men jeg kan slet ikke erindre baren i 1998.
March 31, 2008 | Unregistered CommenterLars Andresen
Hæ, vi spillede sammen i "Et kedeligt scenarie", og du insisterede på, at vi også brugte tid på at spille rejsen hen til den by, vi var på vej hen til. GM fik panik i øjnene, hvorefter der fulgte et langt (efter min mening kedeligt) sidespring. En af mine kammerater fra Randers var også med, og han råbte vildt højt - til alles store irritation. Derudover husker jeg egentlig bedst, at du havde bare tæer - og at jeg syntes, det var vildt mærkeligt :)
March 31, 2008 | Unregistered CommenterPeter Dyring
Åh ja ... det var den Fastaval, hvor jeg var ved at få bank inde i byen, fordi jeg havde bare tæer.
Men kan du huske, hvem ham den gamle særling var?
March 31, 2008 | Registered CommenterLars Andresen
Tak, Lars. Tak. Det gav godt nok noget af en vandretur down memory lane - og jeg fik helt dårlig samvittighed over at have syltet mine egne "memoirer" ovre på RPGforum.

Must get ... back on track ...
March 31, 2008 | Unregistered CommenterMerlin

PostPost a New Comment

Enter your information below to add a new comment.

My response is on my own website »
Author Email (optional):
Author URL (optional):
Post:
 
All HTML will be escaped. Hyperlinks will be created for URLs automatically.