152699377_af5bcc0680_m.jpgJournal

Nej, det er ikke en debat, men det er her, at jeg skriver om alt, der vedrører rollespil. Du er velkommen til at kommentere her og alle andre steder på min side.

Et årti med Fastaval – 1990 til 1999

1990
Min første Fastaval. Jeg erindrer at overnatte i sovesalen. Jeg var af sted sammen med nogle venner fra Viborg. Marc, Bjarke (Dæmon Bjarke), Olav Kjær, Thomas Bjerregaard og et par stykker mere. Det var min første con og jeg var 17 år. Det første jeg spillede var Paul Hartvigsons ’Et kedeligt scenarie’, som var et Drager og Dæmoner scenarie. Jeg kan ærligt talt ikke huske noget af, hvad det handlede om, men jeg kan huske, at der var en gammel mand med i gruppen ... han har nok været 30 år eller sådan. Meget sært.

Den spiloplevelse jeg husker bedst var at spille ’Det Sidste Stik’ – et Call scenarie af Mads Lunau. Jeg kom til at spille med Troels Chr. Jakobsen som spilleder og blandt andet Cthulhu Bisgaard som medspiller. På det tidspunkt var jeg lidt af en munchkin. Gik efter rollerne med våben og kunne snildt finde på at starte scenariet med at gå ud af skaffe mig en pistol. Både Cthulhu Bisgaard og Troels fortalte mig en venlige vendinger, hvad der var godt og dårligt rollespil, og at jeg skulle overveje, om jeg spillede min karakter, når jeg foreslog, at vi bare gik ned til kirkegården og slog graveren ihjel for en sikkerheds skyld. Vi klarede iøvrigt scenariet uden at tage til Tahiti, som der ellers var lagt op til – vi brugte en faxmaskine i stedet for.

1990 var også året, hvor der gik en gruppe dommere rundt og bedømte spilgrupperne og uddelte priser til de grupper, spilledere og spillere, der klarede det bedst. Min ven Bo Lyngså var med i den gruppe der vandt Call-scenariet.

Jeg spillede også Spacemaster-scenariet 'Crusaders 2300', som Kristoffer Apollo og Ole Wesenberg skrev. Jeg husker ikke andet fra scenariet, end at vi brugte to timer på en skudduel, der i realtime varede 10 sekunder.

Åh ja ... så var der ’Swingtime’. Årets live-scenarie og mit første møde med live. En meget forvirrende oplevelse, hvor jeg ærligt talt ikke forstod særligt meget af, hvad der foregik, og det meste af tiden gik rundt med hat og forsøgte at se sej og voksen ud. Blev pludselig opsøgt af en official, som smed mig ud af spillet, fordi en eller anden endnu mindre nørd påstod, at jeg havde skudt ham med min vandpistol ... som om jeg gik med vandpistol. Og det nyttede ikke at argumentere.

Jeg husker ikke meget fra stemningen udover, at jeg var meget intimideret af de mindst to-tre år ældre arrangører, som var helt vildt seje. Der blev drukket på Fastaval i krogene og i sovesalen. Troels Chr. Jakobsen og nogle andre forsøgte at tromme foreninger sammen til at være med i ODDS, og jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt gik ind i deres lokale for at melde vores klub til, og der stod en fyr og brækkede sig i håndvasken. Jeg gik igen.

1991
Vi var en noget større flok fra Viborg, der dukkede op på Fastaval, da vi lige havde startet vores rollespilsklub. Det betød også, at jeg ikke startede mange nye bekendtskaber og stadig i høj grad var meget menig deltager.

På min anden Fastaval var Call-scenariet ’Passions of a believer’  mit første scenarie. Det startede med, at man trommede alle folk sammen og så blev vi sat til at lave karakterer, da de ikke lige var på plads. Jeg kan faktisk ikke huske, om jeg var spiller eller spilleder, men det vilde ved scenariet var, at det var nutidigt Call. Det eneste jeg husker fra scenariet er en Dark Young eller lignende ude i sumpen ... som jeg slog spilpersonerne ihjel med – eller blev slået ihjel af. Det var ikke noget godt scenarie, men jeg morede mig kosteligt. Der var shotguns!

Så spillede jeg også Viking. Scenariet ’Hjemvé’. Hold kæft hvor var det kedeligt og en skuffelse. Jeg havde nok troet, at der var lidt mere gang i den, men det var jo som at være med i en dansktime.

Jeg spillede også livespillet ’Kviktopia’, som igen var en forvirrende oplevelse, men dog noget mere underholdende end ’Swingtime’. Jeg forstod ikke meget af, hvad der foregik, og var mestendels tilskuer. Fastaval 1991 står meget tåget for mig, og de eneste oplevelser jeg tydeligt erindrer er spilstarten til Kviktopia.

1992
Største forskel fra tidligere år er, at Olav Kjær og Bo Lyngså er flyttet til Århus, og jeg derfor bor ude i deres lejlighed. Det kom blandt andet til at betyde, at det var den første kongres, hvor jeg ikke tilbragte al tiden på selve Fastaval. Det var også den første Fastaval efter at jeg var blevet gode venner med Alex Uth, og det var også den første Fastaval, hvor flere af mine gamle venner fra gymnasiet droppede Fastaval og flokken fra Viborg i stedet for bestod af en masse folk fra rollespilsklubben. Det var også den første Fastaval, hvor jeg havde virkelig gode spiloplevelser, som stadig står tydeligt for mig.

’En dødelig fornærmelse’ af Nikolaj Lemche. Åhh ... jeg hader stadig Brissout. Jeg kan ikke huske, hvad mine medspillere hed, men der var især en – en spøjs Steve Buscemei type – som jeg havde et fantastisk spil kørende med. Fastaval var ved at blive stor – for stor til Brobjergskolen (som også var ved at blive til danseteater eller noget i den stil), og derfor spillede vi også nede i Fastas lokaler. Det var dengang de lå i Vestergade ved siden af SM-klubben.

(Nå ja, nu kan jeg huske, at jeg egentlig havde tænkt mig at sove i sovesalen, men så viste det sig sgu, at det om lørdagen eller om dagen hele Fastaval skulle bruges af nogle dansere til at træne, og det blev sgu lidt for alternativt).

En anden fantastisk oplevelse var ’Festival des Totes’ – et warhammer-scenarie af Mette Finderup og Thomas Munkholt. Det var før, at jeg kendte nogen af dem. Alex Uth og jeg dukkede op og skulle spille sammen, og den meget unge spilleder startede med tøvende at fortælle, at han ikke havde fået læst scenariet så grundigt, da han lige var hevet ind. Han fortsatte og fortalte, at han heller aldrig havde kørt et scenarie før. Vi prøvede faktisk, skal lige siges til vores forsvar, men efter to timers ulideligt spil, hoppede vi ud over en afgrøft i fælles selvmordspagt.

Igen spillede jeg live. Det hed ’En Forårsaften’ og jeg må indrømme, at jeg aldrig ever fattede en bjælde. Det foregik vist i nutiden og det startede med en a-bombe-eksplosion. Arrangørerne havde den fantastiske idé at samle folks briller ind, fordi de var blevet blændet. Jeg måtte true en arrangør med røvfuld, før han fattede, at jeg ikke ville give en eller anden tilfældig tosse jeg aldrig havde set før mine briller. Men jeg havde det morsomt med Alex, som på et tidspunkt var ved at blive smidt ud fra Fastaval, fordi hun spillede en meget overbevisende pusher.

1992 var den første Fastaval med banket – en banket, som jeg desværre ikke gad at tage med til. Jeg kendte ikke særligt mange på Fastaval dengang, og da Bo Lyngså foreslog, at vi gik ud og drak os stive istedet for, forekom det som en god idé. Nu kan jeg godt være ked af, at jeg ikke deltog i banketten, hvor Paul Hartvigson reciterede The Light Brigade.

1993
Fastaval i 93 var på mange måder et skelsår. Troels Chr. Jakobsen var general, Fastaval flyttede fra byen ud på Ellekærskolen (der var gigantisk i forhold til Brobjergskolen), arrangørerne fik walkie-talkies og jeg begyndte at lære folk at kende via Olav, som boede i Århus og havde lært Thomas Munkholt, Lauge Luchau, Mette Finderup, Sanne Pedersen og en masse andre århusianske rollespillere at kende. Lige pludselig var der en person, der kunne introducere mig over for den flok af mennesker, som bare havde været en lidt uhåndterlig størrelse. På selve vallen blev jeg venner med Thomas Munkholt, Sanne Pedersen og den sære Kristian Schmidt, men jeg mødte mange andre, som jeg fortsatte med at lære at kende, da jeg få måneder senere flyttede til byen. Som Fastaval at være var jeg dog stadig bare helt almindelig menig deltager.

Som sagt skete der noget vigtigt med kongressen i 1993. De tidligere år var præget af et (underholdende) anarki. For eksempel var det ikke underligt at møde en fuld arrangør på gangene, der sagde, at man bare skulle holde kæft, hvis man spurgte om noget. Som deltager virkede Fastaval 1993 bedre organiseret og mere gennemtænkt en tidligere. Wookierne gjorde det for eksempel muligt at skaffe resever til de forskellige spilgrupper med det samme. Man kan sige, at Fastaval virkede mere ambitiøs end nogensinde før ... det var lige ved, at det blev et kulturarrangement.

Jeg spillede Alex Uth’s ’En Duft af Kaprifol’. Et dansk Call-scenarie om en gruppe venner, der kommer på sporet af noget grumt. Et af de her fede Calls, hvor man på et tidspunkt spørger sig selv ’hvorfor ringer vi ikke bare efter politiet’. Ved nærmere eftertanke ... jeg kørte scenariet, og havde blandt andet Henrik Bisgaard i gruppen. Det var underholdende, men også lidt kaotisk. Jeg mødte Alex om torsdagen, hvor hun sad og skrev spilpersonerne færdige.

Og så havde jeg uvist af hvilken årsag meldt mig til live igen. Denne gang var det et ganske spændende situationsspil, hvor vi var blevet briefet på vores roller i forvejen. Vi spillede en gruppe sorte borgerrettighedskæmpere, som hijacker en bus tilbage i 60’erne, og spillet er så den forhandling med politi og FBI der følger. Jeg skulle jo spille neger, så jeg havde købt sort sminke ... sort sminke er bare noget pis, og når man ikke ved, hvordan man lægger en sminke, bliver det noget rod. Jeg lignede jeg ved ikke hvad, men vi spillede. Som et udmærket billede på, at det var en anden tid, så var vores største problem, at Ernst og nogle andre arrangører sad midt på dagen og drak sig stangstive i gymnastiksalen, hvor vi spillede, og begyndte at komme med ’morsomme’ tilråb til spillet. Der var ikke rigtig nogen, der stoppede dem.

’Maskeballet’ af Thomas Jakobsen og Jakob Berg var en virkelig fin rollespilsoplevelse. Jeg var så heldig, at komme i gruppe sammen med ’Steve Buscemi’, som jeg havde mødt i 1992 til ’En Dødelig Fornærmelse’, og vi havde et meget underholdende spil. Jeg husker det som et flot og gennemført scenarie.

1993 blev også min første banket, som var et meget fin fest. Merlin Mann var konferencier og kørte stilen med stand-up baseret på rollespil. Generelt en meget sjofel konferencier, og det var jo altså morsomt. Banketten 1993 var også første og eneste år med bare bryster på scenen (tak Siri) og Merlins smukke hjælper i guldbikini fik vendt et par hoveder. Jeg kendte ikke rigtig nogen, og var som så mange rollespillere før og efter mig bare blevet sat ved et bord langt fra scenen. Jeg oplevede helt klart, at banketten IKKE var for mig, og blev for eksempel også irriteret da Paul Hartvigson fik æresottoen, fordi han havde gjort meget for rollespil overalt i Danmark. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at vi da ikke havde set ham i Viborg. Det virkede som en indspist fest, hvor dem, der kendte hinanden, sad og klappede af hinanden ... men året efter sad jeg i den indspiste gruppe og klappede med, så min utilfredshed kom aldrig videre.

Rødvin kunne købes i tre-liters flasker ... og vi blev ganske fulde ved mit bord. Jeg tror nok, at jeg sad ved bord med Lars Vensild, som var den første bornholmer på Fastaval, men jeg kan sgu ikke rigtig huske det.

1994
Jeg aner ikke om det er rigtigt, men jeg erindrer 1994 og 1995 som de to guldalderår for Fastaval. Meget var sket siden Fastaval 1993. På vej hjem fra vallen, blev jeg enig med Alex om, at nu var det vores tur til at vinde Ottoer, så vi ville skrive det bedste scenarie nogensinde. Jeg flyttede fra en lejlighed i et socialt ramt område og ind til byen i en pragtfuld herskabslejlighed sammen med Troels Chr. Jakobsen, Mette Finderup og Thomas Munkholt. Bofællesskabet Elmuseet kom næsten til at danne ramme omkring Fastaval, og der blev holdt talrige møder i vores arbejdsværelse. Jeg havde tre scenarier med på Fastaval 1994: Vampire-scenariet Isabelle, Pompeii (skrevet sammen med Alex) og Et Eventyr (skrevet sammen med Olav Kjær). Samtidig var jeg skygge på banketten (næstkommanderende), så jeg var meget engageret. I løbet af et år var jeg blevet venner eller i hvert fald bekendte med hele inderkredsen bag Fastaval, jeg var medlem af Fasta og var med til at lave medlemsmagasinet Gekko sammen med Troels Chr. Jakobsen.

Faktisk starter historien om Fastaval 1994 tilbage i vinteren 1993, hvor der blev holdt en scenarieforfatterweekend. I løbet af weekenden brainstormede, holdt workshops, lærte om scenariestruktur, idéudvikling og mange andre ting. Jeg husker det som Troels Chr. Jakobsen, Mette Finderup og Kristoffer Apollo stod bag weekenden, men jeg kan huske forkert. Alle forfatterne gik ud og spiste bagefter, og grunden for et stærkt sammenhold blandt forfatterne til Fastaval blev lagt. Jeg kan tydeligt huske, at Nicholas Demidoff viste os hans næsten færdige scenarie ”Den Sidste Færd”, som blev aflyst på Fastaval.

Jeg kørte mit eget Isabelle på Fastaval. Jeg havde omkring 20 hold eller noget i den stil, og det var jo helt vildt. Jeg spillede med blandt andre Sarah Cederstrand og Jens Hougaard, og det var et fint og smukt spil. Jeg prøvede også at køre Ask Aggers dobbeltscenarie USS Atlantis, men måtte stoppe før tid. Min mest mindeværdige indsats fra det scenarie var, at en af mine spillere vandt Rottoen for dummeste dødsfald. Jeg dukkede mig, når scenariet Pompeii kom på tale. Det er et scenarie Alex og jeg prøver at glemme. Et Eventyr var sejt, men det lå om søndagen, og der blev vist oprettet to hold.

Der var to ting, der fyldte meget på Fastaval 1994. Mark Rhein*Hagen var æresgæst på Fastaval, og det var vildt, for han var jo en superstjerne i rollespilsmiljøet. Vampire var HOT. Den anden ting var Fønix og københavnene. Rollespilsmagasinet Fønix dukkede op på Fastaval og lavede bar, hvor man kunne købe øl og sidde og hygge sig. Og det var utroligt hyggeligt. De fleste af københavnerne indtog mere eller mindre vores lejlighed Elmuseet uden at jeg helt ved hvordan. I hvert fald var det ikke underligt at komme træt hjem og finde Asta i sin seng ... eller Paul Hartvigson. Københavnerne var på det tidspunkt en ret indspist gruppe, og de satte sig ret tungt på Mark Rhein*Hagen, og viste ham Århus (og vores lejlighed), og jeg personligt mærkede intet til, at der var en æresgæst ud over at høre et foredrag. Jeg ville nu godt have talt med ham, når jeg nu havde lavet et Vampirescenarie, der havde fået flest tilmeldinger.

Fastaval var rigtig godt arrangeret. Mette Finderup var general, og der var mange hjælpsomme mennesker. Der var mange ting at tage sig til. Workshops af forskellig art. Paneldiskussioner. Fønix uddelte Ronni’er. Og selvfølgelig masser af scenarier og brætspil. Det var også et af de år, hvor der var mange deltagere. Jeg husker ikke det præcise antal dog.

Jeg var med til at arrangere banketten, og det var et logistisk helvede. Det var første og sidste gang, at jeg tog imod en praktisk arrangørpost. Jeg blev reddet af blandt andre Morten Vadgaard og Mikkel Ploug som trådte til og løste en masse problemer. Vi var også så tåbelige, at vi ikke bare havde fordelt folk ved bordene, men ligefrem havde lavet bordkort. God damn ... det var en grum aften. Merlin var konferencier, og han havde sin sure første kone med, som skulle sidde ved mit bord, hvor Merlin også sad, og hun var bare negativ over, at Merlin stod oppe på scenen det meste af tiden ... og jeg tror ikke, at hun synes, at han var særligt sjov.

Jeg prøvede at få min første Otto, og det var jo vildt nok, og det vendte banketten for mig, men jeg kan nu godt huske, at jeg tog ret tidligt hjem, fordi jeg bare var smadret.

Fastaval 1994 var også det eneste år, hvor jeg brugte hele mandagen på at være med til at rydde op.

1995
Det er et meget sørgerligt år for mig. Jeg havde været med til at arrangere Fastaval. Skulle tage mig af æresgæsten, havde skrevet mit nok bedste scenarie, som fik to fine Ottoer og selve vallen var kæmpestor og fantastisk arrangeret ... og jeg lå hjemme med skoldkopper HELE Fastaval. Mette var så sød, at hun lokkede mig ud til banketten med ordene, at jeg ville fortryde, hvis jeg ikke kom derud – så det gjorde jeg, selv om jeg lignede, jeg ved ikke hvad. Og jeg fortryder det ikke, for det var en flot banket, hvor folk var fantastisk udklædt, Ask Agger lavede det vildeste Arnis show på scenen og jeg nåede lige præcist at føle, at jeg havde været på Fastaval. Der kom en masse spillere hen til mig og fortalte, at de havde elsket ’Tidens Ritual’, og jeg kom op på scenen og sagde tak. Men det var også det ... jeg gik glip af den måske bedste Fastaval nogensinde.

2371184692_1d696dcf8b_o.jpg

 

1996
Fastaval i 96 blev oplevet lidt fra sidelinjen. Det var næsten som i 1992 og 1993, bortset fra at jeg ikke engang spillede rollespil. Jeg boede ikke mere i bofællesskabet Elmuseet. Troels Chr. Jakobsen var forsvundet ud af rollespilsmiljøet på en usund måde, og jeg følte ikke det helt store for Fastaval. Jeg spillede en masse rollespil sammen med mine venner, og havde ikke lyst til at skrive scenarie. Jeg tror nok, at jeg sagde til mig selv, at jeg var blevet for gammel til den slags.

Jeg var ude på Fastaval nogle aftener. Det virkede rigtig flot og stort arrangeret, og igen foregik der masser af ting. Jeg hørte et foredrag med en forfatter i baren, hvor Nicholas Demidoff var TÆSKE beruset og stillede forfatteren meget mærkelige spørgsmål. Det var dengang, at det var eksotisk at møde en person, der havde skrevet rigtige bøger og fået dem udgivet. Når jeg kigger på listen over scenarier, kan jeg godt være ked af, at jeg ikke fik prøvet New York Coppers.

1997
Jeg er næsten væk fra Fastaval. Kristoffer Apollo har bedt mig om at køre sit meget spændende scenarie Jisei, og jeg dukker op – vist nok torsdag aften – og kører scenariet. Det går fint og er meget spændende, men efter det tager jeg hjem, og det er, hvad jeg oplever på Fastaval i 1997.

1998
Nytårsaften tager Thomas Munkholt og jeg op til fest ved totiden om natten hos Anders Trolle. Her sidder en skidefuld Ernst, som siger, at vi sgu skal skrive et scenarie til Fastaval. Vi er fulde og glade, så det lover vi, og det er nok heldigt, for ellers er det meget sandsynligt, at jeg ikke var kommet i gang igen. Selv om jeg skrev til 1995, havde jeg ikke været på rigtig Fastaval siden 1994. Thomas og jeg skrev scenariet Le Dernier Combat.

1998 var en fantastisk Fastaval. Fastaval TV havde deres eget lokale, som de forvandlede til et diskotek, hvor der blev holdt de vildeste fester. I stedet for baren var der vist øltelt i 1998, og det fungerede fint, når der var Fastaval TV som alternativ. Og det var virkelig elitært. Det var slet ikke alle og enhver der blev lukket ind til afterparty, men hold da kæft, hvor var det sjovt. Når jeg kigger på scenarielisten for 1998 fatter jeg ikke rigtig, hvad jeg lavede, for jeg har ikke spillet eller kørt et eneste scenarie – ikke engang mit eget. Den eneste aften, som står klart for mig, er den aften hvor Le Dernier Combat blev afviklet, hvor Thomas og jeg hang ud sammen i nærheden af spillokalerne for at hjælpe til, hvis det blev nødvendigt.
Jeg har på fornemmelsen, at jeg har været fuld rigtig meget af tiden. Jeg husker dog en aften, hvor min ven Jesper Thestrup var ude at drikke, og han slet ikke kunne klare, at hans kæreste skulle spille lækker luder i et livespil, og begyndte at være macho over for de andre livere – som så troede, at det bare var en rolle. Det var lige ved at blive noget rod.

Jeg husker også noget med at tåge rundt i de tidlige morgentimer på skolen og sidde udenfor og fortælle historier og generelt have det sjovt. Det var en sjov Fastaval, og jeg var helt sikker på, at jeg var tilbage.

Jeg er dog meget langt væk fra arrangørgruppen. Jeg aner ikke hvem, der laver Fastaval, eller hvordan det foregår. Fastaval er bare noget, der sker og kører. Hvis der er krise på, er det ikke noget, jeg lægger mærke til eller hører om.

1999
Jeg havde to scenarier med til Fastaval 1999. Det ene var et stort anlagt FBI-investigation med masser af handouts – inspireret af en kampagne. Det andet var et lille og intenst psyko-drama Fusions-scenarie.

1999 står også lidt tåget for mig, og jeg kan godt mærke, at jeg har nemt ved at blande 1998 og 1999 sammen. Jeg husker tydeligt, at Palle brændte mig af som spiller på Fahrenheit, fordi han havde tømmermænd. Ham og de andre gamle Fønix-drenge sov i en børnehave i nærheden. Jeg husker, at jeg ikke selv kørte Den Sidste Sag ... og at jeg havde Ask Agger som spiller på FBI-scenariet, og han bare ownede det scenarie for vildt. Igen Fastaval TV og deres lokale. Fest. Sprit. Vildskab. Hænge ud sammen med Max Møller, som virkelig var artsy fartsy dengang. Han havde været aktiv omkring Fønix for nogle år tilbage, og jeg havde mødt ham ude i Sojakagen, hvor jeg boede under Zentropaprojektet. Mærkelig banket, hvor Kristoffer og Mette fik en æresotto og gik meget hurtigt fra festen. Jeg havde en underlig banket – kan ikke huske, hvem jeg sad til bords sammen med, men blev meget overrasket over, at jeg vandt for mit lille underlige Fusions-scenarie, men mit stort anlagte FBI-scenarie ikke vandt noget, selv om det var nomineret over det hele.

Sløret, sløret Fastaval.

Posted on Saturday, March 29, 2008 at 02:04PM by Registered CommenterLars Andresen | Comments10 Comments

Før Høsten - En spillederoplevelse

Før Høsten

Efter at have oplevet scenariet fredag formiddag og eftermiddag, var det så min tur til at køre scenariet lørdag aften. Fredag aften gik med fest og musik i caféen, så jeg sad lørdag formiddag i det store fælleslokale og begyndte at læse om Ellekongen og hans muntre marer. Der gik ikke lang tid før Brian Rasmussen dukkede op med et 'Det er lige dig', og Frederik Berg Ø slog ham følge med et 'Åh ... jeg har så ondt i hovedet'. Det generede ikke min scenarielæsning det helt store, for Før Høsten er både nemt at læse og nemt at forstå. Klaus forklarer sin idé klart og tydeligt. Der er ikke rigtig noget at misforstå. Først en overskuelig mængde sider om ideen, om hvordan scenariet skal køres og hvilke tanker, der ligger bag. Så en række scener, som er logisk prioriteret og nemme at overskue. Derefter de fem spilpersoner, der hver især fylder lige omkring halvanden side og så en række appendixer (for eksempel tydelige flowcharts for hver afsnit) og handouts.

Det er også her, at det bliver ganske, ganske tydeligt, at Før Høsten kan hamle op med det meste investigation som genre, da scenariet består af hele FEM flowcharts med hver en del punkter. Jeg har spillet mange investigationscenarier med et enkelt og ikke mere indviklet flowchart. Ikke at det skal komme Klaus til last ... men noget skal jeg jo drille ham med, når nu det ikke bliver med scenariet.

Layoutet
Klaus (og Jonas ... ham glemmer jeg altså, fordi han ikke var på vallen) har været rundt og tage billeder af lokationerne i Nordsjælland. De virker fint, men scenariet foregår i en hed sensommer og billederne er taget om efteråret. Scenariet emmer af sved, kusse og hester der rådner i sommervarmen, men det er layoutet i en kold, blågrå farve, som mest af alt minder om noget fra Den Danske Bank. Hvor er lidenskaberne? Hvor er det dyriske? Hvor er begæret? Hvor er varmen? Liderlighenden? Det er desuden umuligt at læse sort skrift på blågrå baggrund med mindre lyset er skarpt ... det vil sige ingen læsning i cafeen. Jeg synes faktisk, at layoutet er fint - bare ikke til det scenarie. Det formidler ikke stemningen af det overnaturlige eller det okkulte.

Spiloplevelsen
Lige så nemt som det var at spille - lige så nemt var Før Høsten at køre ... sådan da. Jeg ville måske egentlig gerne have haft de første scener på hospitalet og i lejligheden kørt som et hurtigt flashforward eller bare have haft det på karakterbeskrivelsen. Jeg synes at startscenen er direkte svag. Den involverer kun Mikael (hvis ekskæreste er blevet voldtaget), og engagementet og motivationen hos de andre spilpersoner afhænger 100 procent af Mikael. De andre kender ikke den voldtagne kvinde - og det er faktisk kun bureauets leder - Erik - der for alvor føler med Mikael. Heldigvis vil Erik være på Mikaels side og sige, at det er en sag, som de skal tage, men jeg oplevede både som spiller og som spilleder at især Lene og Simon kæmpede lidt for deres motivation. Et andet problem med startscenen og motivationen er, at bureauets økonomi bliver brugt som et middel til at begrænse spilpersonernes handlefrihed (kun en bil og ingen taxa), og derfor er det besynderligt, at bureauet kan tage en opgave, der ikke er nogen penge i og som ligefrem betyder, at de skal bo og spise ude. Her kan man godt mærke, at der ikke er tale om en dreven investigationforfatter ... jeg har på fornemmelsen, at Klaus er vant til at have spillere, som altid spiller med - og det gør man altså også i Før Høsten. Mine spillere spillede med, selv om jeg godt kunne mærke, at især Lene synes, at det var mærkeligt, at Erik var så hurtig til at påtage en opgave, som der ikke var penge i. Det kunne have være løst så nemt, som hvis der var udsat en dusør - well ... nevermind. Det finder man jo bare hurtigt på.

Scenariet kommer for alvor til live, når spilpersonerne kommer til Nordsjælland, og da der er nok at tage fat på der, kunne vi lige så godt have startet det. Den første time og 15 minutter gik på hospitalet og i lejligheden og på kontoret. Man kan argumentere, at det er fint at få etableret karaktererne som 'normale' mennesker, før de begynder at gå amok i Nordsjælland, men det kunne have være gjort på anden vis.

Plottet
Mine spillere sad kun en lille smule fast et enkelt tidspunkt. Handlingsmæssigt fulgte de PRÆCIST den samme vej, som jeg selv havde gjort som spiller, men da de fandt Markmusen (Torben Hvidtfeldt) i savværket, var de ikke interesserede i at tage til Esrum. De brugte en del energi på at komme til en telefon og kontakte politiet og sige, at de havde fundet et lig og at familien i Esrum skulle have besked, men jeg fik dem dog stoppet. Derefter bruge de natten på at lægge en fælde for Maren i savværket, da de tolkede den fundne Alrune som et tegn på, at Maren ville komme efter den. Hun havde redet Torben og hængt ham, så hun kunne få endnu en alrune, som hun brugte til at bedøve hestene med ... og her kom så lidt et plothul: Hvorfor skal et overnaturligt væsen bruge stoffer til at bedøve sine ofre med, som spilpersonerne får at vide i den toksilogiske rapport - og hvorfor finder de en alrune, når den ikke tjener noget formål. Her var mine spillere tydeligvis frustrerede og var ikke klar over, hvad de skulle gøre, indtil jeg plantede i en af dem, at de hellere måtte tage til Esrum.
Der er to klimakser lige i træk, og jeg må indrømme, at jeg havde meget svært ved at spille Ellekongens hof på den måde, der var lagt op til i scenariet, fordi det seksuelle virker meget vagt i forhold til det, man lige har oplevet i forsamlingshuset. Det kan nemt blive et antiklimaks. Heldigvis skal der træffes et fint valg om, hvad gruppen vil gøre med Ellekongen, og det er et af den slags valg, der kommer til at betyde rigtig meget for historien ... accepterer man Ellekongens tilstedeværelse eller forsøger man at bekæmpe ham og bekæmpe begæret i sig selv og på sigt ødelægge sig selv.

Rollespillet
Det er her, at scenariet skinner. Der er lagt op til så meget underholdende rollespil spilpersonerne imellem, og mellem spilpersoner og bipersoner - både i form af Maria-karakterens spiller og spillederens bipersoner. Det er rollespillet, der betyder noget og IKKE den investigation der er, som bare er rammehistorien - undskyldningen for - der fører spilpersonerne gennem liderlighedens Nordsjælland. Selv om karakterene er korte, er der virkelig lagt op til, at de vil blande sig i hinandens valg og affærer, og spillet henfalder aldrig til, at spilpersonerne bare spiller med bipersonerne eller at de bare spiller med hinanden. Der er hele tiden bevægelse.

Historien
Jeg kan godt lige historien om Ellekongen visit og marerne, der mosler omkring og skamrider mænd, kvinder og heste. Det er fedt, at den lægger sig så tæt op af gamle myter, som passer så godt ind i vores tid.

Konklusion
Et underholdende scenarie at køre. Det tog ret lang tid. Fra klokken otte om aftenen til halv fire om morgenen. Syv og en halv time, med cirka kun 15 minutters pause. Det var lige det længste, men det var svært at begrænse sig. Havde vi ikke brugt et kvarter på at fedte rundt om natten på savværket og var gruppen kommet lidt hurtigere til Nordsjælland havde det nok været fint med syv timer.

Posted on Wednesday, March 26, 2008 at 09:11PM by Registered CommenterLars Andresen | CommentsPost a Comment

Før Høsten - en spiloplevelse

Før Høsten
Jeg var så heldig både at spille og køre Før Høsten på Fastaval, og her kommer en anmeldelse af scenariet som spiller.

Jeg havde hørt Klaus Meier fortælle om scenariet til en våd fest hos Andreas Lieberoth, og han sagde kusse og fisse lidt flere gange, end han plejede. Da han så samtidig sagde, at det var åndssvagt svært at skrive et plotscenarie, fordi man jo skal finde på en masse ting som forfatter, besluttede jeg mig for, at jeg ville spille det, så jeg kunne grine af ham og håne ham over, at han ikke kan finde ud af at skrive scenarier med plot ... sådan kom det jo så ikke lige til at gå.

På vejen over over til spillokale 8 opdagede Mike Ditlevsen og jeg, at vi skulle spille sammen, og det gav en hvis tryghed at gå ind i lokalet vel vidende, at der var mindst én anden god rollespiller. De andre på holdet var nu også fornuftige spillere, og det viste sig hurtigt, at vi var interesseret i, at få det samme ud af scenariet: Kusse! Den var Danien Benjamin også helt med på.

Min karakter
Jeg fik udleveret karakteren Erik Hjort, som er chefen for det lille okkulte detektivbureau. En mand, som er blevet voldtaget af det overnaturlige væsen ’Maren’ for syv år siden. En voldtægt, som er godt beskrevet i karakteren og som fint formidler kontrasten mellem det lystfulde, det dyriske begær og fornuften. Beskrivelsen giver en fin fornemmelse for en mand i dyb konflikt med sig selv, men det leverer også et meget klart holdepunkt i form af, at han føler et ansvar over for gruppen. Noget jeg tidligt besluttede mig for at tolke, som om at han IKKE vil bukke under for begæret og ’Maren’ så længe der er medlemmer af gruppen til stede ... noget der skulle redde Eriks sjæl på et senere tidspunkt.

Karaktererne er korte og ’ind til benet’. Der står absolut intet i Eriks karakter om, hvordan man besejrer det overnaturlige, og med det sender Klaus et meget klart signal om, at det ikke er et ’har I husket lygten og en 10 foot pole’-scenarie.

Overordnet om scenariet
Det er et nemt scenarie at spille ... eller det vil sige: Der er ikke nogen udfordrende fortælletekniske redskaber, man skal mestre. Man kan tillade sig at læne sig tilbage som spiller og så bare bekymre sig om at levere en god rollespilspræstation over for de andre spillere. Helt overordnet er det et helstøbt scenarie. Mængden af investigation hænger godt sammen med mængden af rollespilsscener. Næsten alt i scenariet lægger op til de konflikter, der er i karaktererne. Mængden af muligheder i scenariet og mængden af både obligatoriske scener og mulige scener giver en udmærket fornemmelse af frihed (selv om man aldrig er i tvivl om, at man bliver trukket ved næsen). Kanten i scenariet kommer fra begæret og det dyriske, som igen hænger sammen med det overnaturlige, som aldrig kommer til at virke påklistret eller pinligt. Dynamikken i gruppen af karakterer fungerer også fint. Samtidig føles scenariet ikke old school, da det f.eks. benytter sig af en femte spilperson, der har nogle udfordrende monologer, og som spiller udvalgte bipersoner – og har et interessant valg at tage om historien. Den femte spilperson er i mine øjne klart med til at fastslå, at der IKKE er tale om et psykodrama fra 1998 (ikke for at sige noget grimt om det).

Sex og kusse
Der er lagt op til masser af sex i scenariet på en meget simpel måde. Lav en bunke spilpersoner, der undertrykker en masse begær, sæt temperaturen op og lad en masse forskellige kvinder og mænd komme og tilbyde sig på mere eller mindre direkte måder ... og med direkte, menes der direkte i stil med ”hun bøjer sig forover og samler brevet op, og du har frit udsyn til hendes våde køn ... og så rammer lugten dig”-agtigt. Og igen ... det simple virker. Det banale virker.

Jeg ved ikke, om jeg blev direkte tændt under spillet ... hvis det var, så var det nok især den meget dygtige femte spilperson i gruppen. En pige, som primært har spillet liverollespil, som virkelig tog det på sig at ægge de mandlige spillere, men jeg vil helt klart sige, at potentialet ligger der.

Investigation
Klaus synes tydeligvis ikke, at der på nogen måde er lagt vægt på investigationdelen i scenariet, men faktisk er der masser af investigation ... og den fungerer. Lige præcist fordi den er simpel og historien på mange måder er lige ud af landevejen, er der ikke den store risiko for at sidde fast, men du får stadig fornemmelsen af, at være dygtig og regne den ud. Jeg kom til at tænke på nogle af de sager, vi kørte i vores langvarige FBI-kampagne, hvor nogle af de bedste, var der hvor historien var meget simpel, hvor det var ægtemanden, der havde gjort det, men at der var et twist. Og så dan er det også med Før Høsten, og det er lige præcist det, som gør det til god investigation ... eller i hvert fald velfungerende investigation.

Sporene er lidt simple, og de ting, der skal føre videre til næste scene er ikke altid lige gode. F.eks. var det lidt tyndt, at det er meningen at man skal køre til Esrum, fordi man finder ud af, at en død mand man finder, kommer fra Esrum. Der måtte godt lige have været en lidt større aha-oplevelse end bare et visitkort fra Esrum. Men Klaus har nu aldrig lagt skjul på, at det ikke var investigation, han ville lave, og at han hader investigation – men jeg synes, at det er lidt sjovt, at hans eget scenarie er meget tæt på at være klassisk investigation. Jeg kommer til at tænke på mit eget ’Den sidste sag’ hvor en gruppe politifolk tager til Øster Hurup for at opklare et dobbeltmord i sommervarmen, og møder lidt onanerende mongoler, mens de bliver fristet med dyriske lyster fra Djævlens side, og det handler mere om, hvorvidt de bukker under for deres begær, end om de opklarer sagen.

Før Høsten er lineært. Du får et spor, der fører dig til en ny scene, og for enden af den scene får du et nyt spor, og det er befriende, at vi ikke på noget tidspunkt sad fast.

Konklusion
Jeg morede mig rigtig meget med at spille Erik Hjort. Jeg fik flere gange mulighed for at bruge alt det, som stod i karakterbeskrivelsen, og da jeg valgte at skyde ’Maren’ og derefter at ’skåne’ Ellekongen, fordi mit dyriske begær var slukket i mig, så var der klart en fornemmelse af full circle, og det er fedt. Jeg kunne godt se, at Mike ikke morede sig helt så meget med sin karakter Simon, der som den eneste ikke har en relation til noget eller nogle bipersoner, der dukker op i scenariet ... men det har jeg skældt Klaus ud over for. Jeg forstod det sådan på ham, at det var karakteren til spilleren, som måske ikke lige kunne klare det voldsomme drama-karakterskuespil ... men sådan løser man altså ikke den.

Der er udmærkede effekter i spillet, men jeg er lidt ked af, at når man nu laver lange tekster om det okkulte og billeder og den slags, at man så ikke lige laver notesarket man finder i hestebogen på Marias værelse og et visitkort i lommen på Markmusen med en adresse.

Før Høsten er meget anderledes end jeg havde forventet et Klaus Meier-scenarie at være, og jeg var positivt overrasket over, at det var et scenarie, der henvendte sig så meget til en gammeldags rollespiller som mig. Når jeg var ude på dybt vand, så var det ikke fordi, at jeg pludselig skulle spille en død hane på møddingen, men fordi min karakter var ude at skide.

 

249953462_5602efc7a7.jpg

Posted on Tuesday, March 25, 2008 at 05:07PM by Registered CommenterLars Andresen | CommentsPost a Comment

På den igen!

Der er ikke noget at gøre. Efter et år uden rollespil og rollespilsscenarier, er jeg tilbage på hesten. Jeg fik spillet inspirerende rollespil på Fastaval og talt med så mange mennesker, som jeg synes er for fede. Jeg er overbevist om, at Fastaval lever i bedste velgående, og at jeg IKKE er nogen sur gammel mand. Jeg har hovedet fyldt med ideer til scenarier, og nu gælder det bare om at begynde at få dem ud.

Og få ryddet godt og grundigt op på denne blog, som har ligget stille i snart halvandet år.

Posted on Tuesday, March 25, 2008 at 09:44AM by Registered CommenterLars Andresen | Comments3 Comments

Lichkongen vs. Order of the Stick

For et års tid siden var jeg ved at lave et scenarie til Viking Con - Lichkongen fra Ascalon. En D&D Basic kampagne. Jeg aflyste scenariet, da det ville blive svært for mig at nå at blive færdig. Derudover var det også noget af en mundfuld, og jeg var ikke helt sikker på, at jeg havde gennemskuet, hvordan det skulle laves.

 Nu er der så sket tre ting siden sidste år:
1. Jeg lavede Katedralens Krigere til Fastaval som en kampagne
2. Jeg opdagede Order of the Stick
3. Jeg talte med Kristoffer om det at lave en kampagne jvf. hans og Sebs Superheroes

Katedralens Krigere
Scenariet var uden tvivl et resultat af, at jeg VILLE prøve at lave en kampagne. Hvor Lichkongen skulle være en smule useriøst, var Katedralens Krigere et noget mere alvorligt og højtideligt scenarie, hvor jeg ikke forfaldt til særligt mange fantasy klicheer. Jeg valgte at implementere kampagneformen på følgende måder:
- Scenariet kører over to blokke, omkring 9-12 timer
- Scenariet består af syv afsnit, spiller vælger hvilke afsnit de vil spille og hvilke de vil køre i downtime
- Spilpersonerne får XP, kan stige i level og købe nye abilities

Selve kampagneformen fungerede i bund og grund forstået på den måde, at der ikke var nogen af holdene, hvor det gik galt, men jeg er i tvivl om, hvor meget added value spillerne og spillederne fik på grundlag af den kampagneform, jeg valgte. Sagt på en anden måde, så virkede det, men jeg er ikke sikker på, at jeg vil gøre det igen på den måde.

Order of the Stick
Det lyder måske plat, men ved at læse Order of the Stick fandt jeg det, som jeg selv synes var så charmerende ved den klassiske fantasy kampagne. Det gik op for mig, at hvis jeg vil lave mere fantasy, så skal jeg holde op med at lave de der meget ambitiøse scenarier med dybe karakterer og alt det der, og i stedet lave fantasy, som netop kører på nogle klicheer. Fantasy som det er naturligt at more sig over og grine af. Jeg tror, at jeg i forsøget på at sikre mig, at scenarierne ikke blev opfattet som en pastiche på fantasy, har distanceret mit meget fra det, som gør fantasty sjovt og tiltrækkende. (Måske er jeg også farvet af, at Per Fischer virkelig nedgjorde klassisk fantasy meget, da vi spillede sammen :-)

Superheroes
Superheroes er jo også en kampagne, der består af tre dele. I teorien kunne de tre scenarier i trilogien jo spilles efter hinanden på samme kongres, men det virker også fint, at de bliver spillet på hver sin kongres med et års mellemrum. Der kommer nye spillere til, der falder spillere fra, der er nogen, der spiller den samme karakter, og der er nogen, som spiller forskellige karakterer. Men der er ikke noget spørgsmål om, at en del spillere har oplevet kampagnefornemmelsen.

Hvad så med Lichkongen?
177590512_a3260bee59.jpg
Nu skal man jo passe på, for bare fordi OOTS er humor og kører på en masse klicheer, så er den slags jo skide svært at lave alligevel, men jeg kunne godt tænke mig at lave Lichkongen fra Ascalon med glimt i øjet. Ikke det samme kæmpelyn i øjet, som der er i OOTS, hvor en del af humoren ligger i indforstået metasnak, men heller ikke så deadpan som de gamle D&D-kampagner og spil fra TSR.

Det jeg overvejede var, om jeg kunne finde ud af at lave en kampagne, hvor der kun kører et scenarie på en kongres i en helt almindelig blok, men det er meningen, at der skal køre et mere på kongressen og så både have det til at køre på Viking Con og på Fastaval. Første gang kører der kun et scenarie på Viking Con. Det er det første i serien. På Fastaval kører det første i serien som rerun tidligt på kongressen, og nummer to i serien kører senere på kongressen.

Mål med Lichkongen fra Ascalon (umiddelbare)
1. Scenarierne skal være relativt hurtige at skrive
2. Det skal være nemt at gå til for spillere og spilledere
3. Scenarierne skal kategoriseres som både fantasy og humor (men ikke komedie)
4. Klicheer må bruges, men de skal bøjes, tvistes og vendes
5. Spilpersoner må maksimalt fylde en side
6. Scenarietekst må maksimalt fylde 30 sider
7. Det skal være en serie af scenarier med de samme spilpersoner
8. Scenarierne skal kunne spilles uafhængigt af hinanden
 

Posted on Wednesday, May 9, 2007 at 10:19AM by Registered CommenterLars Andresen | Comments15 Comments | References1 Reference