152699377_af5bcc0680_m.jpgJournal

Nej, det er ikke en debat, men det er her, at jeg skriver om alt, der vedrører rollespil. Du er velkommen til at kommentere her og alle andre steder på min side.

Æresottoens storhed og fald og storhed og fald

Jeg var med til en Fastaval, hvor en af mine venner vandt prisen for bedste spilgruppe. Det var året før, der var noget der hed Otto og der var nogen, der havde set den gyldne pingvin. Fastaval eksisterede altså i mange år, før Ottoen blev indført tilbage i 1992.

Ottoen har altid gjort indtryk på mig. I 1993 sad jeg sammen med så mange andre og tænkte, at sådan en ville jeg da også vinde ... jeg ville da også op på scenen og stå der og sige tak og alt sådan noget, så jeg må indrømme, at det til dels var på grund af pingvinen, at jeg skrev mit første 'rigtige' scenarie til Fastaval. Og med 'rigtige' scenarie mener jeg, at jeg havde skrevet flere scenarier til UnConventional i de forløbne år, men det var sådan nogen, som ikke var helt gennemarbejdede, de var ret fjollede og der var ikke gjort det helt store ud af dem, og de blev nok også kun spillet to-tre gange på kongressen. Men med Ottoen i sigte, så steg ambitionerne. Det er den positive side af Ottoræset.

Men æresottoen har jeg sgu aldrig rigtig haft så mange positive følelser omkring. Jeg synes mest, at den var årsag til ævl og kævl, og der ligger en masse nid og personligt fnidder bag, at Ask Agger aldrig fik den og måden den blev uddelt på betød, at jeg synes den lugtede af nepotisme, hvor uddelerne gav den til dem, der kom fra deres egen del af miljøet. Kort sagt synes jeg, at der var flere negative ting forbundet med den end positive, og da Mette Finderup på et tidspunkt i enten 2002 eller 2003 spurgte en række personer, hvad de mente om den, var mit uforbeholdne svar, at jeg synes, at man skulle stoppe uddelingen af netop denne pingvin.

Mette var meget uenig, og sagde at der lå en masse positivt potentiale i æresottoen, fordi det var en mulighed for at give et rygklap til dem, der ellers ikke får rygklap fordi de arbejder bag kulisserne, at den skulle uddeles på den rigtige måde, så den skabte en følelse af fællesskab i stedet for en irritation over, hvorfor nu lige ham eller hende skulle have den. Jeg ved, at der var flere andre inde over reformationen af æresottoen, men det var Mette, jeg havde diskussionerne med, og jeg blev egentlig ret hurtigt overbevist om, at hvis man gik til æresottoen med en masse positiv energi i stedet for den mavesurhed, som jeg gennem årene havde opbygget imod den, så lå der faktisk en del potentiale i det.

I 2003 kom der fokus på æresottoen. I stedet for at afsløre 'vinderen' til banketten, blev der holdt en reception i cafeen om lørdagen. Forud for det, var der hængt plakater op på Fastaval med alle de nominerede og begrundelser for deres nominering. Jeg kan ærligt talt ikke huske, hvem der uddelte prisen, selv om jeg er sikker på at Mette og Morten Juul sad i juryen.

En af de ting, jeg kan huske, at jeg følte ved netop den måde at gøre det på var, at juryen sendte et MEGET klart signal om, at der INTET var at skamme sig over. Jeg synes tidligere at æresottoen har været forbundet med en lille smule skam ... jeg har fornemmet, at der flere gange er gået forsvar i den med det samme, når det skulle forklares, hvorfor netop de vandt. Sådan var det ikke i 2003. Der blev udstrålet en selvsikkerhed og en glæde ved at gøre Natural Bornholmers glade for æresottoen og derfor virkede den. Fordi den blev uddelt med selvsikkerhed, pomp og lidt pragt og fordi der var tid og rum til at sige tillykke og snakke om at det de andre nominerede havde lavet også var fedt. Til banketten blev selve pingvinen overrakt til NBH af Ask Agger, som nok noget nær fik aftenens største bifald, og der var lidt en fornemmelse af, at nu fik han den alligevel ... eller i hvert fald de klapsalver, som der følger med prisen.

Jeg må indrømme, at jeg ikke ved meget om, hvordan æresottomaskineriet har fungeret under overfladen. Det eneste jeg egentlig ved er, at den blev uddelt ved reception i 2004 og 2005. I 2006 fik Malik den, og det var et lidt underligt år, for der var ikke nogen nominerede, og jeg ved egentlig ikke præcist, hvad det var at Merlin gjorde ud over at give den til Malik. Valget var fint, men jeg undrede mig over, at der ikke var nominerede. Merlin var der heller ikke selv i 2006, men der var andre, der tog sig af at arrangere en reception og i magasinet kunne vi skrive en stor artikel om alle Maliks bedrifter. Det virkede også i 2006, men det var  især fordi, at det føltes så rigtigt, at det var Malik der fik den. Men måske var det bare mig, der forstod det, fordi jeg var med til at lave magasinet og på forhånd havde hørt, at det var Malik der fik den, og der var et masse hyr med at få ham lokket til Fastaval om lørdagen, så han kunne få prisen og hvad ved jeg.

Og i 2007 oplevede jeg så egentlig, at æresottoen blev til det, som jeg syntes, at den var før 2003. Langsomt havde det arbejde, der var lagt i den i 2003 degeneret over årene. I stedet for en receptionen om lørdagen, blev æresottoen afsløret ved selve banketten. Nomineringerne blev ikke forklaret og juryen blev ikke offentliggjort. Jeg mødte Julie Streit nede på toilettet lige efter uddelingen, og hun var nervøs for, hvordan folk ville reagere ... og det virkede ærligt talt ikke som nogen rar nervøsitet ... sådan skal det sgu' ikke være! Juryen skal jo netop være glade og synes det er fedt, at de får lov til at gøre nogle andre glade, men jeg oplevede at vi var tilbage ved tidligere år, hvor det nærmest virkede som om, at de mennesker, som var allertættest på Æresottoen helst ville have, at den bare skulle gå sin vej.

Nå, men det gode ved, at Ærespingvinen er på vej ud på et sidespor er, at der kan komme nogen og føre den tilbage i sit velfortjente rampelys.

 

Posted on Saturday, April 28, 2007 at 12:55PM by Registered CommenterLars Andresen | Comments1 Comment

Skyggen af Vandland

Nu har jeg set The Day after Tomorrow et par gange, og det er en af de film som bare ikke ville fungere som bog, for historien er godt nok fuldstændig til grin. Hovedplottet er noget med, at en far føler, at han har forsømt sin søn, og da den store miljøkatastrofe sætter ind og hele den nordlige halvkugle forvandles til en snestorm, må han tage fra Washington til New York for at frelse ham ... det er i hvert fald sådan set den dramatiske udgave af det.

Selve stormen og katastrofen er enormt fascinerende set ud fra et visuelt synspunkt, men det holder ikke særligt godt, hvis man går det en lille smule efter i sømmene. Kort fortalt, så er det noget med at polerne smelter, hvilket sender så meget ferskvand ud i golfstrømmen, at hele vores følsomme klima fucker up, hvilket starter en istid der sætter ind på rekordtid med dertilfølgende forfærdelige tornadoer, tsunamier og hvad vi nu ellers har.

Sådan rent miljøvidenskabeligt har jeg slet ikke forstand nok på den slags til at vide om det egentlig er muligt eller om det er det værste vås, og det er faktiske det vigtigste ved den slags film og bøger. Jeg er ligeglad med, om der sidder en meteorolog og kan grine hånende af filmens præmis, men hvis jeg og alle almindelige læsere tror på det, så er det fint nok. Og her er The Day After Tomorrow snedig, fordi den tager fat i nogle ting, som de fleste af os har hørt en lille smule om: Vores klima ER afhængigt af Golfstrømmen, Golfstrømmen BLIVER påvirket af mængden af smeltevand fra Antarktis, Antarktis ER ved at smelte på grund af den globale opvarmning ... om så selve konklusionen at det skaber en ny istid på sådan cirka et par uger er fuldstændig vanvittig betyder egentlig ikke det helt store.

Det er lidt det jeg forestiller mig, at jeg også kan køre på, når det kommer til stigende vandstande. Jeg overvejer, at man kunne lave det trick aldrig nogensinde at prøve at forklare det videnskabeligt sådan for alvor. Bare at lade vandet stige og så fodre læseren med bidder af popular science omkring smeltende poler, noget med en polvending som samtidig flytter vandet mod den nordlige halvkugle og den slags. Mit problem er lidt, at jeg bare har en vag erindring om at have hørt nogle tal og set nogle kort om, hvordan Danmark ville se ud, hvis al vand på polerne smeltede. Jeg har en idé om, at Danmark mest af alt lignede nogle ikke særligt store øer. Det som vil være det farlige i en situation hvor vandet steg og steg er jo ikke, at HELE landet bliver oversvømmet. Det som er det farlige er, at vi starter med at søge hen til et sted, hvor vi tror, at der er sikkert, og så når vandstanden stiger, så bliver det til en ø og måske var det sted vi valgte ikke højt nok, og så kan vi ikke komme væk og finde et højere sted, og så begynder katastrofen for alvor at kræve sine menneskeliv.

Research påkrævet
Noget som jeg godt kunne tænke mig at rode lidt nærmere i er, hvor meget vandet skullle stige i Danmark, før vi VIRKELIG talte katastrofe. Man kunne forestille sig, at man delte det op i nogle kategorier fordelt på antal meter vandstanden står over det normale, så jeg fik helt klarlagt hvor meget vandet skulle stige for at skabe henholdsvis en mindre og en større katastrofe. Derudover skal jeg lure på, hvilke andre miljøkatastrofer jeg kunne smide med i følgeskab af 'Syndfloden'.

Et andet researchområde er hele vores moderne kommunikation og vores bekvemmeligheder. Hvad ryger først? Hvornår ryger strømmen? Hvornår ryger vandtrykket i vandhanerne? Hvornår forsvinder mobilnettet og forsvinder det alle steder? Internettet?  Radiosignaler? Bare det at strømmen ryger er voldsomt, men hvis både strømmen ryger og vi ikke kan tale i mobiltelefonen eller finde information på nettet så er vi ret fucked. Det kunne være lidt sjovt, hvis der her bare var lidt realisme.

Og så er der hele beredskabsområdet. Myndighederne har selvfølgelig ikke et beredskab for, hvad de skal gøre, hvis vandstanden stiger 10 meter på 10 dage. Det danske beredskab er gearet til at håndtere lidt forhøjet vandstand, stormvejr og væltede træer ... og selv når det sker, er det næsten som om, at verden er ved at gå under i Danmark.

Realisme kontra det fantastiske
Polerne smelter jo ikke på bare fem dage, så vandstanden stiger voldsomt på kort tid, så spørgsmålet er, om jeg skal prøve at teknobabble mig ud af det eller bare lade helt være med at forholde mig til sandheden og kun beskrive følgerne af det ... og så ellers lægge en masse forskellige teorier ud, som så læseren eller spillerne selv kan få lov til at vælge om de tror på. Det kunne selvfølgelig også være en syndflod ... gud (eller Naturen) har indset, at mennesket ikke er godt for planeten, og vælger et rense ud.

Pointen er, at det kunne lade sig gøre at lave en katastrofefilm hvis bare vandstanden steg tre-fire meter, strømmen gik og træer væltede ud over vejene. Det ville være en forfærdelig katastrofe i Danmark og have uhyggelige konsekvenser ... men spørgsmålet er, hvilken historie der ville være mest fascinerende og mest skræmmende: Den semi-realistiske, hvor det skræmmende mere ligger i, at vi er enormt dårlige til at håndtere katastrofer, og hvor det ikke ville have gået så galt, hvis bare folk havde holdt hovedet koldt eller den forfærdelige altødelæggende katastrofe, der minder om dommedag.

Hmm ... det kunne være, at jeg snart skulle lave en underside specifikt til min vandsetting.  

Posted on Thursday, April 26, 2007 at 05:06PM by Registered CommenterLars Andresen | Comments12 Comments

Katastrofen

Jeg kan godt lide katastrofer. Sådan store og verdensomvæltende katastrofer. Jeg er vild med første halvdel af Stephen Kings 'The Stand' hvor hele det amerikanske samfund bryder sammen hen over nogle måneder. Jeg er vild med de post-apokalyptiske scenerier, han skaber. Jeg kan også godt lide selv dårlige katastrofefilm i stil med The Day after Tomorrow og selvfølgelig også flere af Zombie-filmene, hvor samfundsnedbrudet også er temaet.

Jeg har i flere år leget med tanken: Hvad nu hvis det begyndte at regne og bare ikke holdt op og vandstanden steg og steg? Jeg tror, jeg talte med Mette, Thomas og Kristoffer om tanken første gang for fire år siden, og den har aldrig rigtig forladt mig. Hvad ville der ske i Danmark, hvis vandstanden bare steg og steg. I starten ville det handle om at passe på værdier, men ganske hurtigt ville det blive klart, at det ikke handlede om hvorvidt sommerhuset blev oversvømmet, men om hvorvidt 80 procent af befolkningen drukner. Det er selvfølgelig samfundets totale sammenbrud, der fascinerer mig, og hvordan mennesker reagerer på det.

Problemet med den slags historier er, at det ALTID er første halvdel af filmen eller bogen, som er mest spændende. Beskrivelse af menneskeskæbner, beskrivelse af katastrofen, der langsomt starter ud, beskrivelsen af folks manglende forståelse for situationens alvor, hvordan de første sprækker i lov og orden opstår og derefter hvordan katastrofen udfolder sig i al sin forfærdelige gru. Men så skal det jo også handle om noget, og der kommer problemerne. 

Miljøkatastrofen
Egentlig har jeg mest tænkt på det store 'vand-scenarie' som setting til en spændingsroman, og man må jo sige, at tiden er nok ikke mere aktuel, end den nogensinde har været. En gennemresearchet bog, hvor man har undersøgt, hvordan beredskaberne faktisk fungerer, hvordan politet, medierne og så videre vil reagere i en sådan situation. En bog, der er så pop-videnskabelig, som det kan lade sig gøre, lidt i stil med Crichtons bøger. Jeg kunne godt tænke mig at lave en bog, hvor der sidder nogen og tænker, at hvis det skete, så var det sådan, at det ville ske. Lige nu er der lidt en 'åh for pokker da! De globale klimaforandringer sker lige nu og her"-stemning, som man garanteret kunne læne sig op af. Både når det kommer til nemmere adgang til research, men også til opmærksomhed. Det spændende ved lige netop miljøkatastrofen er, at alle har hørt den der med, at hvis polarisen smelter, så stiger havene så og så mange meter, og Danmark ligger ret lavt.

Hvorfor så ikke gøre det?
Tanken om i stedet at lave det fedeste katastrofe-scenarie har selvfølgelig også meldt sig, og det er faktisk her, at problemerne opstår ... både når det kommer til scenarie og til bog. Hvad skal det hele handle om? Altså hvad skal der ske, når vi nu har fulgt seks hovedpersoner, som af forskellige grunde har overlevet første forfærdelige del af katastrofen og som nu er blevet samlet? Hvordan undgår man, at det bliver til en omgang af Waterworld?

Tja, man kunne jo vælge at sige, at bogen eller scenariet sluttede, når hovedpersonerne havde overlevet den første forfærdelige del af katastrofen og sejlede væk sammen i en båd og lade hele historien handle om overlevelse og sammenbrud. Eller som i The Day after Tomorrow køre dramaet i historien over på noget helt andet ... i dette tilfælde et spørgsmål om hvorvidt en far får reddet sin søn. Rimeligt tyndt og ikke særligt spændende.

Jeg tror, at jeg vil prøve at arbejde lidt mere struktureret med ideen og enten brygge videre på den eller få den aflyst som en idé til enten spændingsroman eller scenarieidé. Jeg kan ikke helt bestemme mig for, om jeg tror på genren 'katastrofescenarie'.

Posted on Sunday, April 15, 2007 at 09:58PM by Registered CommenterLars Andresen | Comments11 Comments

Den samme arrangørrolle som altid

1990-1993: Menig deltager på Fastaval, der kiggede misundeligt på alle forfatterne og arrangørerne som lod til at kende hinanden og var med i en hemmelig klub.
1994: Skygge på banketten og forfatter (på tre scenarier)
1995: Æresgæstansvarlig og forfatter
1996: Ingenting (næsten ikke på Fastaval)
1997: Ingenting (næsten ikke på Fastaval)
1998: Forfatter
1999: Forfatter (på to scenarier)
2000: Ottodommer og forfatter
2001: Forfatter
2002: Menig deltager på Fastaval
2003: Forfatter
2004: Ottodommer og programansvarlig
2005: Programlayouter og forfatter
2006: Forfatter og Fastavalmagasin
2007: Forfatterkompendium, programansvarlig og forfatter

Det er alligevel utroligt, at jeg kun har haft en praktisk arrangørrolle i 1994. Jeg måtte aflyse at være æresgæstansvarlig tilbage i 1995, fordi jeg blev syg. I 1996 og 1997 troede jeg egentlig, at jeg var mere eller mindre færdig med Fastaval, og det var kun da Ernst pressede Thomas og jeg til at skrive et scenarie, at jeg kom tilbage som aktiv deltager.

Men når man tænker på, hvor mange år jeg har haft noget at sige om, hvad jeg mener, der burde være på Fastaval, gøres ved Fastaval og bla bla bla, så er det sgu ret utroligt, at jeg ALDRIG har påtaget mig andre roller. Jeg har talt om at være spillederansvarlig, holdansvarlig, Dag 0 ansvarlig og meget andet, men jeg har aldrig gjort noget ved det. Ottodommer og program. Det er ligesom de to ting, jeg hæger mig fast til. Noget med scenarierne og noget med at layoute. Det er nok bedst, hvis man holder sig til sin hjemmebane. Hmm ...

Jeg er i tvivl om, hvad der holder mig tilbage. Der er selvfølgelig noget praktisk i og med at jeg bor i København, men det skulle ikke forhindre mig i at arrangere forskellige events. Jeg tror, at det er frygten for, at noget bliver en fiasko, at der ikke kommer nogen deltagere, at rammerne ikke holder, at det bare falder til jorden og folk brokker sig inde på RPGforum, som holder mig tilbage ... og det er sgu for trist.

Røvsur tjans i 1994
Men hold da kæft, hvor var det på mange punkter ikke sjovt at arrangere banket i 1994. Det var et kaos og jeg tror ALDRIG nogensinde, jeg har været så stresset, som da der stod 300 festklædte, utålmodige mennesker og ventede på at komme ind. Men dengang var der altså også lavet decideret bordplan med navne på alle pladserne, og det var et helvede. Der manglede borde, der manglede stole. Folk havde købt billet til banketten uden at hverken arrangørerne eller kokkene havde fået at vide, at der dukkede 10 ekstra mennesker op og der var så mange ting at se til. Jeg sagde til mig selv, at det vil jeg ALDRIG nogensinde gøre igen. Jeg har siden da ALTID haft meget stor forståelse for, at banketten er hård og man godt kan brække halsen på den. Jeg synes i øvrigt at det er gået rigtig fint siden 2005.

Uudnyttet potentiale i 2002
I 'nyere tid' så er min dummeste Fastaval uden tvivl 2002, hvor jeg hverken var forfatter, dommer eller noget lignende. Jeg hang bare ud, og min mest nævneværdige bedrift var at drikke mig stinkende stiv med Mette og se om jeg kunne blive smidt ud af Infoen ... og det kunne jeg så. Jeg tog tidligt hjem fra banketten fordi jeg kedede mig og det var så det ... hvilket var ret dumt, da Fastaval 2002 var en superfed Con med F-TV, Cykelspil og masser af gang i den. Det sagde jeg til mig selv, at jeg aldrig ville igen. Enten så gjorde jeg noget, eller også blev jeg hjemme. 

Bare se her! Hvem husker ikke Speed of the fucking Snail!

Fastaval 2008
Min oplevelse af Fastaval 2007 har ikke afskrækket mig, og jeg kunne godt tænke mig at prøve kræfter med noget andet end det sædvanlige program og scenariecirkus. Det kunne være spændende at arbejde lidt tættere sammen med arrangørgruppen. Jeg har egentlig altid holdt mig til tjanser, som jeg kunne klare sådan på afstand af Fastaval. Jeg fandt f.eks. ud af, at det er møgbilligt at lave plakater (både i farve og sorthvid) og var egentlig ked af, at det ikke lykkes os at få lavet en plakat til Fastaval 007, og det var bare et spørgsmål om mangel på kommunikation ... og fordi, der ikke var nogen, der havde taget det der endelige "det skal sgu lade sig gøre"-ansvar.

Posted on Wednesday, April 11, 2007 at 07:32PM by Registered CommenterLars Andresen | Comments12 Comments

FastavalRadio og Morgensang

Jeg har haft en længere snak med Gert 

Man kunne lave FastavalRadio. Inspireret af det amerikanske koncept 'collegeradio' hvor man ikke sender et signal ud til FM-radioer, men sender ud på et lukket system. Højtalere i fælleslokalet. Højtalere i Cafeen. Måske et par højttalere andre steder på skolen, hvor de ikke spiller så højt, at de generer dem, der spiller. Fem eller ti minutters spots hver anden time. Humor. Nyheder. Crazy shit. Rygter. Gæster i studiet. Noget som vil kunne bruges til at samle Fastaval. Radiostationen placeret centralt, hvor folk kan se dem. Kræver nogle digitale lydoptagere og noget redigeringsudstyr.

Morgensamling eller morgensang. Fællessalen. Et par instrumenter. En projekter og nogle sange skrevet til formålet. Mette Finderup skriver de vildeste sangtekster. Hver morgen klokken 10 i fællessalen. Alle skal synge med. Godt at vågne på. Godt at komme i gang til.

Ongoing og opdateret billedshow. Computer tilsluttet projekteren. Enhver deltager kan komme med deres billeder, de har taget på Fastaval ... evt også billeder fra tidligere valler. Kører i loop og bliver opdateret et par gange i døgnet. Kører måske kunne i et bestemt tidsrum, så alle ikke når at blive trætte af det eller har set billederne til uigenkendelighed. Eller bare lave et stykke forarbejde og samle billeder fra Fastavals historie og lade det køre. Ikke i fælleslokalet, cafeen eller i baren. Et andet sted. Måske kunne det kombineres med sådan et system, hvor man sender SMS'er ind og de bliver kørt på skærmen??

Lave et par hyggelige hjørner og kroge, hvor der ikke er larm, musik og øl. Til det lidt mere stille og koncentrerede brætspil. Måske ligefrem med mulighed for at booke sig ind i nogle timer, så man kan planlægge at spille. (I bund og grund det som Cafeen var tilbage i 2003)

FastavalBanko. Det var vist egentlig Mettes idé, men det kunne da være fantastisk at spille FastavalBanko. Med fede præmier og styr på det hele selvfølgelig. Kunne også laves som FastavalJeopardy i fælleslokalet en aften, hvor menige Fastavaldeltagere kunne stille op mod hinanden. Eller måske en omgang "Hvem vil være Nørd?".

Poetryslam i baren ... nej, okay. Nu stopper jeg.  

Der skal nok komme nogle flere ideer.  

 

Posted on Tuesday, April 10, 2007 at 10:44PM by Registered CommenterLars Andresen | Comments5 Comments