« Forza 2 Motorsport | Main | Dead Rising »

Gears of War

Jeg har undveget det meste af hypen omkring Gears of War, selv om det er et af de spil, som der er blevet talt rigtig meget om. Det var vist egentlig meningen, at Gears of War skulle have været ude sammen med lanceringen af Xbox 360 for et år siden ... men det var nok meget godt, at det ikke var det, for så ville alle andre spil til Xboxen have blegnet ved siden af.

Gears of War ER for Xbox 360 hvad Tekken 3 var for Playstation og Halo var for Xbox. Spillet lukker munden på alle, der har sagt, at Xbox 360 da ikke er så forskelligt fra den gamle Xbox og lukker samtidig munden på alle, der mener, at actionspil bør spilles på PC.

Spillet lugter utroligt tilfredsstillende af Warhammer 40.000 og mere bestemt af Space Hulk. Det foregår i et univers, der ligner et storladen og episk fremtidsudgave af det gamle Rom ... som nu er smadret af en forfærdelig krig mod en alien-race kaldet for Locusts. Designet af verden er ikke bare noget af det flotteste men DET flotteste jeg nogensinde har set til et computerspil.

Nå, men hvorfor er det så, at jeg bliver fuldstændig blæst væk af Gears of War:


297282116_2872c4b290.jpg

 

Argument 1

Det er det første spil, jeg har spillet, hvor in-game grafikken på en prik ligner de lækre 3D-renderede reklametrailers eller cut-sekvenser, man plejer at sidde og savle over. Jeg fik Call of Duty 3 samtidig med Gears of War, og tog mig i at tænke, at det var grimt ... selv om jeg nok ville have sagt, at Call of Duty 3 er et af de flotteste spil, hvis jeg ikke lige havde set Gears of War. Den fantastiske grafik skaber en helt utrolig illusion, og er med til at gøre, at jeg sommetider glemmer, at jeg sidder og spiller et computerspil.
Contenders: Oblivion har en utrolig smuk og stemningsfuld grafik, men der er bare alt for mange ting i det spil, som er noget lort. Ser man sin figur i 3. person, kan man ikke tage spillet seriøst. Der er masser af pop-up fejl og andre skønedsfejl. Ghost Recon Advanced Warfighter har noget af perfektionismen fra Gears of War over sig, men grafikken er bare flottere i Gears of War.

297282120_17f3e06eb4.jpg

Argument 2

Styringen er det bedste jeg har oplevet siden Halo. Gears of War er et third person shooter, hvilket vil sige, at man ser hovedpersonen fra et par meters afstand. Det er meget sværere at lave en god styring i third person end i first person, men det lykkedes helt fænomenalt i Gears of War. Før det første er styringen tilpas simpel. Glemt alt om en masse smarte moves og kombinationer og ting og sager at huske på. Det handler om hele tiden at komme i dækning. Er man ikke i dækning, dør man. Hele aspekt med at komme i dækning styres af én knap. Kommer du løbende mod et stykke beton trykker du på A, og du laver et glidende fald i dækning. Står du ved et stykke beton, trykker du på A, og du går i dækning. Ligger du i dækning, peger du controlleren i den retning du vil springe, og du springer enten ud af din dækning eller til den nærmeste anden dækning. Efter en times spil, tænker du ikke mere over, hvad det er du gør. Det bliver bare en naturlig ting af bevægelsen. Og næsten endnu mere fantastisk: Det går aldrig i lort. Der er ingen småfejl, der gør, at du ikke altid kommer i dækning eller hopper frem, når det ikke var meningen.
Contenders: Som nævnt Halo til Xbox har noget af den samme perfekte styring, hvor man ikke irriteres over at sidde med en joypad, men Gears of War håndterer hele ”gå i dækning” problematikken så godt, at det bare er bedre.

 

297282117_55c8e7e58b.jpg

Argument 3

Action, action, action. I alt for mange shooters, er det nemt at være defensiv og pille fjenderne ned en efter en. Eller det er alt for nemt bare at vælte frem og skyde vildt omkring sig. Gears of War er svært. Er du i dækning, bevæger fjenderne sig rundt, så de kan komme til at ramme dig eller laver stormløb mod dig. Løber du frem uden dækning, vil de hurtigt nakke dig. Laver du stormløb mod dem, skal du fandeme tænke dig om og have en plan, ellers dør du. Kombinationen af at bevæge sig frem fra dækning til dækning, mens man tømmer magasin efter magasin efter magasin er utrolig intens. Det kan være frustrerende, at det er svært at finde pusterum, fordi fjenderne virkeligt går efter dig, men det er fedt.
Contenders: Call of Duty 2 og 3: Der er også action på drengen og fjender, der prøver at tænke intelligent, men hvor det i Call of Duty mere er en fornemmelse af krigens kaos, er det i Gears of War mere kontrolleret kaos. Der er hele tiden fornemmelsen af, at man VIRKELIG er totalt ude at skide ... men alligevel har styr på det.

Argument 4

De små ting, som bare fungerer fedt. Når et magasin er ved at være tømt, lyder våbenet en smule anderledes. Når det er tømt, begynder du at genlade. Hvis du trykker på højre skulderknap på det rigtige tidspunkt, lader du ekstra hurtigt. Hvis du trykker det HELT rigtige tidspunkt, får din ammunition ekstra power. Men trykker du forkert, jammer dit våben. Og tro mig. Det ER forskellen på liv og død, om man er hurtig til at genlade. Man fyrer så mange skud af i Gears of War, at man skulle tro, at det var løgn. De fleste fjender kan uden problemer tage næsten et helt magasin, så når de kommer væltende, er det om at genlade meget hurtigt, så man holder dem på afstand. Det lille reloading-spil fungerer helt perfekt.
Contenders: Klistregranaterne i Halo var en lille ting, som gjorde hele spillet så meget sjovere og underbyggede gameplayet totalt.

297282115_20ec3dbeff.jpg

Argument 5

Utroligt gennemtænkt gameplay. Man kan sige, at Gears of War er simpelt, og at det er med til at gøre det godt. Et eksempel er, at man aldrig ser en blok beton, en bil, en døråbning eller noget som helst andet, som man ikke kan gemme sig bag. I et spil som Call of Duty 3 oplever man tit, at man løber hen til et hegn, som så er for højt til at man kan springe over det. Det oplever man aldrig i Gears of War. Hele ”gå i dækning eller dø”-delen er fuldstændig integreret i spillet, og det er den del, som det hele er hængt op på. I stedet for at prøve alle mulige ting, så har udviklerne fokuseret på, at få det til at gå op i en højere enhed - og det virker. Det betyder, at grafikken, styringen og gameplayet er fuldstændig forfinet på den front.

Argument 6

Der er ingen fejl eller problemer. Ligesom med Halo, kan det være svært at finde lige præcist det ene argument, hvormed man forklarer hvorfor spillet er det bedste. Jeg kan måske forklare det med, at jeg endnu ikke har haft en æv-oplevelse med Gears of War. Da jeg spillede Call of Duty gik der tre minutter, og jeg stod ved et hegn, som tydeligvis var så lavt, at jeg burde kunne hoppe over det, men det kunne jeg så ikke alligevel. Eller jeg kunne ikke ramme en tysker, fordi der var et trådnet mellem ham og mig. Eller ... ja, man er vant til den slags småting og man bærer over med dem, men der er ikke den slags småting i Gears of War. Der er ikke alle de småfejl, som man ellers er blevet vant til.

Hvad er så skidt?

Spillet kan være frustrerende svært. Jeg har valgt at spille på middel sværhedsgrad, og det er sgu svært nok. Udgangspunktet er at spille på den lette sværhedsgrad, men jeg har hørt, at det er så nemt, at man først senere i spillet har brug for at gå i dækning.
Det er groft sagt ensformigt. Ensformigt på samme måde som f.eks. Halo. Man kæmper sig frem og hele gameplayet er baseret på en masse forskellige kampe.
Det koster 599,- kr. og det er bare urimeligt dyrt, selv om det er fedt.

 

Posted on Tuesday, November 14, 2006 at 02:26PM by Registered CommenterLars Andresen | CommentsPost a Comment

Reader Comments

There are no comments for this journal entry. To create a new comment, use the form below.

PostPost a New Comment

Enter your information below to add a new comment.

My response is on my own website »
Author Email (optional):
Author URL (optional):
Post:
 
All HTML will be escaped. Hyperlinks will be created for URLs automatically.