« Gears of War | Main | Test Drive Unlimited »

Dead Rising

Dead Rising er interessant af flere grunde. For mig er den væsentligste grund, at det er et meget åbent spil, som ikke efterligner Grand Theft Auto-modellen, som ellers alle andre åbne spil lægger sig op ad. Dead Rising er intet mindre end originalt, og det er (fandeme) noget man skal kigge længe efter i spilbranchen. Den anden gode grund til at spillet er interessant er, at der er zombier over det hele ... og jeg elsker zombier.

255123464_67750b5bcd.jpg 

Jeg har spillet Dead Rising i et par dage, og det har taget lidt tid og kostet lidt frustrationer at vænne mig til det anderledes gameplay. Selve historien sætter sig fast med det samme. En fotojournalist (dig) ankommer til en lille skodby, hvor han har fået et tip om, at der foregår noget spændende. Han opdager at militæret har spærret byen af, men han lokker sin helikopterpilot til at sætte sig af på taget af byens storcenter. Og så aftaler han med piloten, at han kommer og henter ham om 72 timer, og så begynder uret ellers at tikke ned. Dead Rising foregår ikke i realtid, så der er altså ikke 72 timer at spille i, men tidsfaktoren er et væsentligt styrende element i spillet. Du har ikke al den tid i verden du ønsker.

Så begynder du ellers at udforske storcentret, hvor det i ordets egentlige forstand VÆLTER rundt med zombier. Det er umuligt at slå dem alle ihjel, så det gælder om at kæmpe sig vej gennem dem, slå de ihjel der står i vejen, måske rydde et område, hvor du skal til. Nærmest alting i storcentret kan samles op og bruges som våben. Nogle ting er selvfølgelig bedre end andre. Et legetøjslyssværd ser sejt ud, men det slår ikke rigtig zombierne ihjel. En brandøkse eller en motorsav derimod ... yum yum. Kampen er underholdende i Dead Rising, og det bedste ved den er nok, at den er nødvendig. Forstået på den måde, at det mestendels er når, man er presset op i et hjørne, at man begynder at kæmpe. Der er som sagt zombier over det hele, så det handler i højere grad om at blive dygtig til at undgå dem.

255123459_82c381f721.jpg 

Men det er ikke kampen, der er det rigtig interessante i spillet. Det spændende er den måde, som man forfølger sin historie på. Der er en hovedhistorie, som kører lineært i en række afsnit. Og så er der en række sidemissioner og historier, som giver dig XP, så du stiger i level, samt måske giver dig bedre udstyr, hints til historien eller andre fordelen. Og alting er tidsbegrænset. Det fungerer på den måde, at du bliver præsenteret for en mission i hovedhistorien, og i en menu, kan du vælge, at det er den, du vil fokusere på. Du kan samtidig se, at du har god tid til at klare den. Der er fem timer til, at du skal møde en af de andre hovedpersoner i supermarkedet. Så får du et opkald, hvor en af de andre bipersoner fortæller dig, at der er nogle japanske turister oppe i den nordlige del, som skjuler sig. Du render af sted for at hjælpe dem. Så får du et opkald om, at der er en dreng, som sidder og græder i en marskandiser. Og et opkald mere. Pludselig er der fem-seks missioner at vælge mellem, og som alle skal klars inden for fire timer. Du kan umuligt klare dem alle, så du må vælge. Samtidig skal du være meget opmærksom på, at du faktisk kan nå tilbage til din hovedmission, for misser du den ... ja, spillet er ikke slut, men du kommer ikke videre i historien.

På den måde er Dead Rising meget konsekvent i sin åbenhed. Du kan selv bestemme, men hvis du ikke er der, hvor du har fået at vide at du skal være, eller hvis du for eksempel ikke løser den mission, du har fået stillet i tide, ja så misser du scenariet, så at sige.

Udover at jeg synes, at det er et interessant gameplay, så rummer Dead Rising en masse andre kvaliteter. Det er for det første en ganske spændende historie. Det synes jeg altid zombie-historier er. Der er masser af humor og wackiness i spillet, som man kan lege med og opdage. Det åbne element spiller ind på mange måder. F.eks. kan man tage noget madolie og smide på gulvet og more sig med at sige zombierne skvatte rundt i det. Eller hive spande over hovederne på zombierne, så de vælter rundt uden at kunne se noget.

255123461_03813a8ac4.jpg 

Musikken og lyden i spillet er helt passende. Det er ikke fordi, at Dead Rising er et gyserspil, men det har denne helt fantastiske fornemmelse af panik og horror, når man pludselig opdager, at man er FULDSTÆNDIG omringet af hundrevis af zombier, og man bærer rundt på en kvinde, som har brækket benet og som hele tiden skriger, mens zombierne rækker ud med deres klamme hænder. Stemningen i spillet underbygges fint af grafikken og fysikken i spillet, som virker helt perfekt. Jeg har ikke oplevet nogle kollisionsfejl endnu, og i et spil, hvor alt kan samles op og kastes rundt med, er det faktisk ret imponerende. Til sammenligning spiller jeg også lidt i det nye Just Cause, hvor jeg i løbet af fem minutter holdt med en bil inde i et træ, og lidt efter løb op af en nærmest lodret bjergside med lange seje skridt. Dead Rising er utroligt godt gennemarbejdet på den front. Det er virkeligt professionelt arbejde.

Dead Rising er uden tvivl slet ikke for alle. Det er ikke noget nemt spil på nogen måde. Det er som sagt meget åbent, man skal tænke selv og tænke sig om, og man skal være kreativ for at udnytte de mange muligheder i spillet. Samtidig er det svært på den helt gammeldags måde. Der skal fandeme daskes nogle zombier, samtidig med at man skal redde mennesker og løbe rundt og finde den rigtige vej og undgå at blive skudt af tosserne, der kører rundt i en Humwee og skyder zombier med automatrifler.

 

249953462_5602efc7a7.jpg 

Posted on Thursday, September 28, 2006 at 10:26PM by Registered CommenterLars Andresen | CommentsPost a Comment

Reader Comments

There are no comments for this journal entry. To create a new comment, use the form below.

PostPost a New Comment

Enter your information below to add a new comment.

My response is on my own website »
Author Email (optional):
Author URL (optional):
Post:
 
All HTML will be escaped. Hyperlinks will be created for URLs automatically.