249931709_10e8d860f4_t.jpgDet handler stadig mest om rollespil, men da jeg denne sommer 2006 ikke har spillet rollespil, men til gengæld har spillet en masse Xbox 360, får spillene lige en lille smule plads.

Test Drive Unlimited

Jeg har altid drømt om at eje en sportsvogn. Så ville jeg gå ned i min garage og stige ind i min hvide Lotus Esprit fra 1974 og køre en tur. Måske tage op langs Bellevue og nyde det ægte læder, V6 motorens hidsige snerren, når den nærmer sig 7.000 omdregninger i andet gear. Desværre er virkeligheden, at jeg har en Toyota Carina 1.6 fra 1996.

Derfor blev jeg faktisk ret glad, da jeg læste om Test Drive Unlimited. Et totalt åbent bilspil, der foregår på en stor hawaiiansk ø med over 1600 kilometer vej. Endda en massive online multiplayerspil, hvor man møder andre spillere. Og man er ikke kun en bil. Man har en avatar, som kan købe huse og nyt tøj. Så cruiser man ellers rundt på øen, kører nogle ræs, tjener lidt penge og køber sig måske en Ford GT og kører en tur langs stranden.

250015629_6b969d2423.jpg 

Normalt er bilspil meget stringent bygget op, og man har ikke noget, der minder om en "karakter", så Test Drive Unlimited er noget af et sats fra Atari, men det er også blevet et meget hypet spil, hvor forventninger har nærmet sig højder, som man ikke har set siden Fable. Det farlige ved at lave den slags spil, som TDU og Fable er, at det sætter gang i spillernes fantasi. Jeg begynder at drømme om, at købe mig fantastiske biler og gå rundt i min garage og invitere Jakob Bondesens avatar over til mit hus for at vise ham mine biler. Jeg begynder at drømme om at leve et liv som Jay Kay på hawaii. Og som det næsten altid er tilfældet, så er det meget svært at leve op til folks drømme.

Lad det være sagt: TDU er et rigtigt fint og spændende bilspil med nogle meget spændende perspektiver, men det er også i disse perspektiver, at problemerne ligger. Spillet har mere potentiale, end det kan opfylde.

Selve køredelen er noget af det, der heldigvis fungerer bedst. Der er mange fede biler i spillet, fra supersportsvogne som McLaren F1 og Ferrari Enzo til de mere almindelige biler som Pontiac Firebird og Ford Mustang GT. De er allesammen smukt modellerede - både udvendigt og indvendigt, og de har dejlige motorlyde. De føles også forskelligt på vejen, og der er rig mulighed for at ændre på indstillinger, så man kan køre dem med ESP og traction control, eller om man vil tage dem råt for usødet. Og det ser rigtig godt ud, når man ser verden fra bag rattet. Man skifter gear og instrumenterne virker. Det skaber en dejlig realistisk fornemmelse af at køre bil.

250015630_980071a9d8.jpg 

Kort fortalt, så foregår spillet ved, at man kører rundt på øen, hvor man kan tage imod forskellige udfordringer. Da øen er pissestor foregår det i realiteten ved, at man går ind på et google-earth-agtigt kort, hvor man kan se et udvalg af de forskellige udfordringer og zappe hen til dem. Hvis man har kørt forbi dem før, kan man zappe derhen. Har man ikke været der, må man køre. Man kan teleportere hen til de veje på øen, som man har kørt på. En god idé der fordrer, at man udforsker verden. Der er selvfølgelig forskellige kategorier af biler og forskellige kategorier af løb og nogle forskellige missioner. Samtidig stiger man også i level, alt efter hvor langt man har kørt.  

En af de første missioner jeg spillede fik virkelig min interesse for spillet til at stige. Jeg kørte hen til en fyr, som ville have mig til at køre hans Ferrari Enzo hen til mekanikeren 20 kilometer derfra. Og 20 kilometer ER altså 20 kilometer i spillet. Jeg havde så lang tid jeg ville til missionen, men jeg måtte ikke ridse bilen eller køre uden for vejen. Og hvis jeg missede missionen, så var det bare ærgerligt, jeg fik kun denne ene chance! (Troede jeg. Det viste sig, at det der blev ment var, at når jeg havde gennemført missionen, kunne jeg ikke tage den igen, men jeg misforstod og troede, at jeg kun havde en chance).
Det er noget nær den mest spændende køretur, jeg har haft i et computerspil. For det første, så var det vildt at komme til at køre i en Enzo så tidligt i spillet, og det var en ekstrem udfordring ikke at ridse bilen. Normalt kører man som død og helvede i bil, men pludselig galdt det om at køre ordentligt. Jeg måtte ligefrem holde øje med andre bilers blinklys og bremselys. Jeg nåede frem 15 minutter senere og var pavestolt og fik min belønning, der var stor nok til, at jeg kunne købe min første Lamborghini.

250015626_ec4631ea50.jpg

På den måde startede TDU rigtig godt for mig. Spillet fascinerede mig, og jeg havde fornemmelsen af at køre en tur i min super sportsvogn. Men den fascination gik over, og jeg begyndte at kigge mig rundt efter "spillet".Jeg begyndte at køre ræs. Nu skulle jeg fandme tjene nok til en Ferrari Enzo, så jeg kørte løb. Slog hastighedsgrænser. Kørte de få typer af missioner, der er. Og jeg tjente nok til en Ferrai Enzo. Wuhuu ... så skulle jeg fandme prøve den 200 kilometer lange tur rundt om øen, som skal klares på en time. Whoaa ... jeg klarede det ... ikke. DAMN! En times arbejde og jeg var tre minutter for langsom. Fuck det, tjene til at kunne tune min Enzo og prøve igen. YES! Så lykkes det. En million ned i foret. Købe nyt hus med plads til flere biler og så ...

Ja, hvad så? Jo, for pokker. Køre løb mod andre spillere på Xbox Live. Hey, jeg vandt. Wuhuu, jeg vandt igen. Hmm ... hvorfor kan jeg ikke komme på det løb. Hmm, nu vandt jeg igen. Nå, hvad så?

Og så dukkede problemet med TDU for alvor op. Det ligner et spil, hvor der er en handling. Hvor der er en historie, men der er ikke nogen. Der er ikke nogen rød tråd. Der er kun løbene. Det betyder ikke noget, hvilke biler jeg har. Hvilke huse jeg har. Hvor sej jeg ser ud. Det er bare staffage. Der er ikke noget dybere indhold. Der er ikke nogen gennemgående karakterer. Der er ikke nogen udvikling af verden. Tiden står stille. Det er altid sidst på eftermiddagen og solen er ved at gå ned. Det er statisk. Det er IKKE en MMORPRG (det sidste R for Racing). Og det er egentlig mærkeligt, at jeg mister interessen, for det har mere end nogen andre bilspil, men det mangler simpelten motivationen. I andre bilspil er der turneinger at kæmpe sig gennem. Der er et godt gammeldags formål med spillet. Når man har tjent nok til, at man har den vildeste bil i bedst tunede udgave, så er der ikke noget direkte mål med spillet. Selvfølgelig er der flere løb, flere missioner der kan løses, men hvorfor? Har man kørt en supermodel til en butik, hvorfor så gøre det 29 gange mere?

TDC ligner på mange måder spil som Saints Row og GTA og måske er det det som snyder, for det ligner, men det er bare et vildt flot bilspil uden nogen historie.

 

249953461_8540af404b.jpg

Posted on Friday, September 22, 2006 at 11:12PM by Registered CommenterLars Andresen | CommentsPost a Comment

Saints Row

Der er kommet en decideret GTA-klon til Xbox 360, men fra at være ret kritisk på grund af de åbenlyse lighedspunkter, er jeg efterhånden ved at være mere positiv. Saints Row er mere tegneserieagtig, end det gritty og næsten sociorealistiske San Andreas. Det er et rent gangsterspil, hvor der ikke er nogen selvironi eller samfundskritiske kommentarer. Byen er også mere urealistisk end San Andreas, som var en fin kopi af Los Angeles.
Spillene er så ens, at det faktisk er nemmere at sige, hvor de er forskellige. Man kan sige, at Saints Row svarer til Grand Theft Auto tre på den måde, at der ikke er nogen motorcykler, ingen fly eller helikoptere og at verden begrænser sig til en enkelt by. Ellers er den største forskel på de to spil faktisk måden hvormed man skyder. I GTA er der et lidt anstrengende autoaim system, der fjerner lidt af shooterstemningen fra spillet. I Saints Row er der ikke noget autoaim system. Der er et sigtekorn, og man skyder der hvor man peger. Det kræver lige en smule tilvænning, men nu giver det en meget mere tilfredsstillende actionpræget spillestil.

249953895_53975793e2.jpg 

Jeg har læst en anmelder sige, at Saints Row svarer til Grand Theft Auto 3 på den måde, at der kun er en by at færdes i, og at der ikke er motorcykler, fly og helikoptere. Det er nok egentlig meget rigtigt, men de to spil er også vidt forskellige i stemning. Jeg må indrømme, at jeg var ret vild med homeboy-nigga-stilen i San Andreas, som jeg synes gav spillet et oprigtigt råt feel - i hvert fald i den første tredjedel af spillet. Her er Saints Row meget mere karikeret og banderne er - trods deres meget voldelige adfærd - meget politiske korrekte og multietniske. Selv om det vælter med stoffer, våben, sex og amoralske personer, så føles Saints Row alligevel pænere. 

Det er også meget nemmere at spille ... og det er både en god og en dårlig ting. Man kan drage paralleler mellem Saints Row vs San Andreas på samme måde, som man kan drage paralleler mellem Morrowind 3 og Morrowind 4 (Oblivion). San Andreas er åbent, kaotisk og det vælter rundt med sidemissioner og det er ikke altid til at vide, hvornår man er i gang med sidemissioner og hvornår man er i gang med hovedplottet. Det føles meget åbent og spillerstyret. På samme måde var Morrowind 3 også utroligt åbent og man skulle rent faktisk følge med for at vide, hvor man skulle tage hen og hvad man skulle gøre.

249953901_231a4386c3.jpg 

Saints Row tager dig i hånden på samme måde som de nye Morrowind Oblivion tager dig i hånden. Saints Row har kun en hovedhistorie og alle egentlige missioner læner sig op af denne historie, som handler om fire bander i byen. Det er enormt nemt, at man kan gå ind på det store kort meget hurtigt overskue, hvad det er man skal og hvor man skal tage hen for at komme videre, men det er også lidt kedeligt og lidt mekanisk. Ligesom der er nogen, der har brokket sig over, at Oblivion er blevet for brugervenligt. Det minder om at have den fede sportsvogn, men at have ESP, ABS og traction control, så man næsten ikke føler, at der er 300 heste under hjelmen.

Well, jeg kan rigtig godt lide Saints Row. Spillet er godt og gement sjovt og på mange måde sjovere end GTA San Andreas, selv om der ikke er den samme wow-faktor og verden ikke er nær så stor. Grafikken er fin, og især virker det godt, at alle mennesker er lavet med Havok-systemet, der i gør dem til realistiske kludedukker, der flyver op i luften, når man kører ind i dem, eller vælter rundt på gaden, når man skyder benene væk under dem. Der er en god fornemmelse af realisme, når man fyrer en shotgun af mod forruden på en politibil, ser glas der knuses og en politimand inde i bilen der synker sammen, hvorefter bilen kører galt. Derudover er der den fordel, at der bliver fokuseret på historien, når der kun er en historie at følge.

Saints Row kan også gå online, men det har jeg ikke prøvet endnu.

 

249953462_5602efc7a7.jpg 

Posted on Friday, September 22, 2006 at 09:16PM by Registered CommenterLars Andresen | CommentsPost a Comment