Det moderne scenarie

130973194_fcbd2d9186_t.jpgProaktiv

Spillet på Fastaval 2003
Jeg tror virkelig ikke, at det er noget tilfælde, at jeg skrev Proaktiv kort tid efter, at jeg havde arbejdet på Ledernes Hovedorganisation og mens jeg var ved at blive færdig med min uddannelse som journalist. Proaktiv er om noget mit "coming-of-age"-scenarie, og det eneste, der gør mig lidt trist ved scenariet er, at det ikke er voldsomt spændende eller dramatisk.

Det handler om en gruppe yngre mænd i starten af 30'erne, som skal vælge om de vil forfølge deres drøm og starte en kæde af bogcafeer i Danmark eller om de vil fortsætte i de forskellige spor deres liv har taget indtil videre. Spilpersonerne er alle mænd, der har valgt forskellige retninger og som har fået mere eller mindre succes. 

Proaktiv er det eneste scenarie, jeg har spiltestet. Jeg testede det med Mette Finderup, Rasmus Knudsen, Rasmus Ladefoged, Kristian Nørgaard og Nis Haller Baggesen. Det fungerer fint med spillere, som selv står i den der crossroads-situation som spilpersonerne gør, men det enkelte hold på Fastaval, der havde yngre spillere var gået helt galt. Enkelte andre spillere synes, at det var alt for tæt på deres hverdag til, at det var spændende, mens andre synes, at det havde været fantastisk, fordi det var så tæt på deres hverdag. Jeg tror, at jeg ramte nogen med det, men det er sidste gang, at jeg laver et scenarie uden plot og med så lidt drama.

Proaktiv er også det første scenarie, hvor jeg for alvor har gjort noget ud af layoutet. Det er meget inspireret af magasiner, da jeg på det tidspunkt lige havde arbejdet et års tid på et magasin. Det vil sige masser af billeder, bokse og letforståelige opdelinger. Jeg kiggede på det her for nylig og blev overrasket over, hvor nydeligt og godt, det er sat op. Det er meget overskueligt og flot, selv om billederne er i sort/hvid.

Jeg kan stadig godt lide spilpersonerne. Det er nogle meget realistiske spilpersoner. Jeg brugte Hermann-testen som karakterudviklingsredskab. Et spændende ledelsesudviklingsredskab, som jeg er blevet introduceret for af Mette Finderup. Redskabet måler hvor meget man slår ud på henholdsvis analytisk sans, kreativitet, følelse og sikkerhed. Jeg skrev scenariet, før jeg fik min første bil, og biler spiller en ret stor betydning i scenariet. Jeg har fået bil i dag, og har fået den bil, som jeg beskriver i scenariet som det kedelige valg ...

Foromtale: 
Forfølger vi vores drømme, eller vender vi os mod konformiteten? Venner, familie og samfund skriger til dig, at du skal få et fast job. Et hus. En bil. Forvandle dig til en børnefamilie. Pludselig en dag bliver det din drøm. Dit ønske. Din fortabelse. Og du glemmer, hvad du ville. Du fornægter dit begær, som pludseligt er så pinligt og banalt, at du ikke engang kan ytre det for dem, du kalder venner.

Du tog engang et løfte sammen med fem mænd. Fem venner. Fem brødre. I løftede jeres glas og svor en efter en, at I ville vende tilbage om ti år med pengene, kompetencen og viljen til at forfølge jeres drøm. Drømmen om at skabe en virksomhed, hvor venskab og succes forvandles til lykke og en helvedes masse penge. Nu er de ti år gået.

En weekend på en engelsk herregård. En vovet og måske genial forretningsplan. To koner. Tre malplacerede børn. Seks drømme og 100.000 pund i kontanter.

Proaktiv er et følelsesladet drama om voksne mænd, vinklet mod erhvervslivet og en professionel verden, som flere og flere rollespillere med alderen involveres mere eller mindre frivilligt i.

Download scenariet på Projekt R'lyeh 

Posted on Tuesday, April 18, 2006 at 10:45PM by Registered CommenterLars Andresen | Comments2 Comments