Main

Det vellykkede scenarie

Tidens Ritual

Fastaval 1995
Et rigtigt dejligt fantasy-scenarie med dejlige og meget følelsesladede spilpersoner og en god og spændende historie. En gruppe eventyrerer vender tilbage til en vens begravelse mange år efter, at de ikke er eventyrere mere, og bliver involveret i en gal troldmands forsøg på at ændre tidens gang. Det fine twist ligger i, at de gamle og affældige eventyrere bliver unge igen, da de træder ind i kongens borg, og de får valget mellem at dræbe den ”onde” troldmand og blive gamle igen, eller hjælpe med at gennemføre ritualet og forblive unge og stærke og gøre alle de ting, de fortryder om igen.

Ideen til scenariet opstod ud fra en stort anlagt AD&D kampagne, jeg i starten af halvfemserne kørte med nogle venner. Jeg ændrede på rigtig mange ting, men den grundlæggende præmis med en gal troldmand, der forsøger at skrue tiden tilbage, så det er ham, der bliver konge i stedet for kongen, beholdt jeg. Jeg beholdt også settingen og en del af bipersonerne.

Fastaval 95 var en traumatisk oplevelse for mig. Jeg fik skoldkopper og dukkede kun op til banketten og fik mine priser og tog hjem igen. Jeg har aldrig spillet Tidens Ritual, men jeg har hørte rigtig mange historier fra glade spillere.

Omkring 10 år efter det var kørt, fik jeg spillernes bedømmelsessedler af Mette Finderup. Det var psurrealistisk at se dem så mange år efter.

Det var meningen at Tidens Ritual skulle være udgivet efter Fastaval, og derfor blev der lavet en masse lækre tegninger til det. Projektet gik i vasken, men mange år senere lykkedes det mig at lave en ny udgave af scenariet, hvor jeg brugte de flotte tegninger. Jeg ved stadig ikke, hvem det var, der illustrerede scenariet, hvilket også er meget underligt.

Foromtale:
Med et hårdt ryk i tøjlen standsede han hesten. Den vrinskede svagt, dampen stod som hvide tåger fra dens næsebor i den kolde nat, hvor stjerner og måner lyste klart. Han så korsvejen ligge foran sig, korsvejen med det store skilt, som fortalte, at der var 0 mil til Thelgaard. Han stirrede på skiltet ...

... Det højrøde blod danner en bue, da sværdet hurtigt drives ud af hans krop. Krigeren løfter armen og gør klar til det dødbringende slag mod sit offer, der løfter hænderne i en glat bevægelse, bevæger læberne, men i stedet for ord sprøjter der lydløst blod ...

"Ja, det er det samme gamle skilt, mester troldmand", lød en svag, klar stemme, som var svær at sætte alder og køn på, men som lød sært sørgmodig.

Rytteren smilte ved lyden af den stemme, han ikke havde hørt i så mange år, følte klare øjne på sin ryg og hørte raske skridt nærme sig.

"Ja, og det er såmænd også den samme gamle mester troldmand, selv om tiden har tæret hårdere på mig", sagde troldmanden blidt og rakte en hånd ud, som elveren greb. Hun så, at den var en gammel mands hånd. Elveren svang sig hurtigt op på hesten, lagde armene om hans gamle krop og hovedet på hans ryg. Han satte hesten i galop.

En fortælling om stor ondskab, forræderisk svig, legendariske slag og eviggyldig kærlighed. En historie om det godes fristelse af det onde, den sidste store chance for stordåd, den sidste chance for at gøre en ond gerning god og fristelsen til at ændre sin skæbne.

Et episk og fantastisk eventyr, der lægger stor vægt på spilpersonerne og deres indbyrdes relationer og fælles fortid.

Download scenariet på Projekt R'lyeh 

Posted on Monday, April 24, 2006 at 09:07AM by Registered CommenterLars Andresen | Comments7 Comments

Reader Comments (7)

Jeg var spil-leder for en mesterlig gruppe, bl.a. Kroll, Anne, Maagaard. De gik fuldstændig bananas i dungeon romantik, og min store fortrydelse var at vi derfor ikke nåede en ordentlig slutning. Vi talte om at mødes efterfølgende, men det fik vi selvfølgelig ikke gjort. Stemningen var dog forrygende, og holdet gav 11-13 for oplevelsen. Specielt rejsen tilbage i tiden var bare, yes baby! og på med tohåndsøksen.
April 24, 2006 | Unregistered CommenterThomas Munkholt
He he he. Det er fedt, at man allerede i 1995 var retro, når man lavede noget, der lugtede af en dungeon.
Jeg skriver et ægte D&D-scenario til næste års Fastaval, så alle de nye kan prøve, hvad det var, der startede, det hele.
Tidens Ritual var altså også et af de der scenarier, hvor jeg ikke havde tænkt ALT for meget på, at det gerne skulle kunne spilles på seks-syv timer.
April 24, 2006 | Registered CommenterLars Andresen
Jeg spillede ikke Tidens Ritual på Fastaval men istedet på UnConventional i 1996. Jeg husker det som en fantastisk oplevelse, specielt fordi det var min første rollespilsromance og det lykkedes mig at være oprigtigt forgabt i den tidsløse elverkvinde jeg elskede, på trods af at hun blev spillet (rigtigt godt) af en dreng på min egen alder.

Jeg husker det også som det scenarie der etablerede begrebet 'Et Lars Andresen Scenarie' i mit hovede, og at det var med til at fjerne min lyst til at skrive scenarier, fordi jeg alligevel ikke kunne gøre det lige så godt.
April 24, 2006 | Unregistered CommenterNis Baggesen
Årh, fedt. Hun var altså også en rigtig lækker elverpige, og den romance der lå mellem hende og troldmanden var sgu rørende. Mødet mellem den gamle, gamle troldmand og elverpigen, der ikke har forandret sig det mindste ... det må altså også være hårdt for en gammel mand.
April 24, 2006 | Unregistered CommenterLars Andresen
Min første spilleder-oplevelse på min første Fastaval. Også min første erfaring som spilleder med såkaldt systemløst rollespil. Og i modsætning til Nis helt sikkert en af de oplevelser, der gav mig lyst til at skrive scenarier.

Oplevelsen blev dog præget af et meget uhomogent hold, hvor der kun var en, der var i stødet, og to andre, der dræbte energien fuldstændigt. Jeg havde helt sikkert oplevelsen af, at scenariet kunne meget mere, end vi (og ikke mindst jeg som spilleder) fik ud af det.

Min lyst til at køre scenarier på Fastaval døde endeligt året efter, da jeg kørte mit eget debutscenarie og havde samme oplevelse. Jeg er dog ved at få mod på det igen, så jeg tror jeg skal være spilleder næste år - og vil nok køre mit eget i 2008.
April 25, 2006 | Unregistered CommenterMax
Jeg har i øvrigt en udgave liggende (fra atlantis online) hvor der er et "making of" dokument med dine noter fra den mislykkede kampagne, der førte til scenariet. Meget tankevækkende - jeg tror mange vil kunne nikke genkendende til oplevelsen
April 25, 2006 | Unregistered CommenterMax
Jeg er faktisk lige ved at finde det dokument frem og lægge det op. Jeg sad og kiggede på det, og ja. Det var en trist måde for en kampagne at dø på.

Jeg må så til gengæld sige, at jeg har mistet lysten til at køre mine egne scenarier. Det var ikke fordi, at det gik decideret galt i år, men jeg blev godt nok bekræftet i, at jeg ikke skal køre egne scenarier. Den eneste rigtigt, rigtigt gode oplevelse jeg har haft med mit eget scenarie var Isabelle. Og det var også et fantastisk hold, hvor jeg ikke forventede mig noget særligt.

Jeg kan huske, at jeg allerede i 1998 med Le Dernier Combat var helt enig med Thomas om, at vi ikke skulle køre vores eget scenarie. Noget der faktisk vakte en del forargelse.
April 25, 2006 | Registered CommenterLars Andresen

PostPost a New Comment

Enter your information below to add a new comment.

My response is on my own website »
Author Email (optional):
Author URL (optional):
Post:
 
All HTML will be escaped. Hyperlinks will be created for URLs automatically.