152704251_b46db69aa6_m.jpgOm Lars Andresen


Historisk

Jeg startede med at spille rollespil i efteråret 1987, efter at have set Merlin Mann rende rundt og svinge med et sværd i Søndagsavisen. Jeg var interesseret i fantasy og havde spillet en del rollespilslignende computerspil, læst Ringenes Herre og den slags. Jeg var slet ikke i tvivl om, at det nok skulle være spændende.
Der gik nogle år med rollespil, og i 1991 startede jeg Viborg Bræt og Rollespilsklub. Jeg brugte et par år på klubben og havde det sjovt med det. Da jeg flyttede til Århus i 1993 gik jeg ind i Fasta, og var lidt aktiv i klubben i et års tid, indtil den næste store milepæl.
I 1994 skrev jeg mit første scenarie og gik fra at være en arrangørtype til at blive scenarieforfatter. Det har jeg været lige siden, og har primært skrevet scenarier til Fastaval. Jeg har en gang i mellem påtaget mig nogle lidt arrangøragtige poster, som at være Ottodommer og hjælpe til med banketten på Fastaval, men det er primært scenarierne, der driver mig.

I dag
Spiller Warhammer The Enemy Within som spilleder hver 14. onsdag sammen med Luisa Carbonelli, Ole Vinkler, Christian Riewe, Jakob Bondesen og Kristian Nørgaard. Skriver scenarie til næsten hver Fastaval (holder pause en gang i mellem) og har planer om at lave et dansk Supernatural-scenarie til 2010, som kunne finde på at blive en serie, hvis det er godt.

I den virkelige verden
Jeg kommer oprindeligt fra en lille by Hald Ege, der ligger i nærheden af Viborg. Jeg havde en lettere almindelig opvækst, som tog sin voldsomste drejning, da jeg begyndte at spille rollespil, mens jeg gik i 1.g på Viborg Amtsgymnasium. Jeg ved ikke, om det var derfor, men jeg gik ud af gymnasiet i 3.g en lille måned før eksamen. Først i 1996 så jeg lyset og fandt ud af, at tekst var mit kald, og året efter startede jeg på journalisthøjskolen.
Jeg er derfor uddannet journalist. I dag arbejder jeg som redaktionschef på Forlaget Benjamin med at lave kundemagasiner.

Jeg bor i hjertet af København på Vesterbro lige over for Hovedbanegården sammen med min kæreste gennem 15 år (Maria Holmgren).

Du kan kontakte mig på lars.andresen@gmail.com eller besøge mig på Facebook